Greased lightnin’!

Visse fans af Disneys “High School Musical” har sammenlignet den sødladne tv-film med den knap 30 år ældre “Grease”. Blasfemi? Ved første øjekast er der i hvert fald mange slående ligheder mellem produktionerne. Både Disneys ungdomsfilm og “Grease” foregår på amerikanske gymnasier og har eleverne som omdrejningspunkt. I begge film bliver den kvindelige hovedfigur pludseligt elev på den mandlige hovedpersons skole, og knægten har svært ved at indrømme over for sine kammerater, at han helst vil hænge ud med sin udkårne. Hver produktion byder derudover på et hav af populære musiknumre og tryllebandt en stor procentdel af ungdommen, da de udkom.

Men der er alligevel også et par store, betydningsfulde forskelle på de to værker. “High School Musical” henvender sig først og fremmest til unge teenagere og endnu yngre rollinger. Den er børnevenlig, drænet for fyord, blottet for vanskellige konflikter, stort set alle dens karakterer er godheden selv, og sex kommer aldrig nogensinde på tale. Den føles uvirkelig. “Grease” har langt mere kant, og det er kun et plus.

Ganske vist foregår “Grease” i en stiliseret udgave af 1950’ernes USA, og dens karakterer kunne næsten ikke være mere arketypiske eller firkantede. Men alt i den virker mere virkeligt end i Disneys tv-film og mange andre musicals for den sags skyld – sproget, dilemmaerne, personerne… Dens simple historie appellerer til stort set alle tænkelige målgrupper. Børn kan fortabe sig i filmens idylliske, farverige univers. Unge og midaldrende kan more sig over de seksuelle under- og overtoner, drengenes vilde eskapader og pigernes muntre strabadser. Og filmen har nok referencer til 50’ernes kultur (drive-in-biografer, permanent velfriserede frisurer osv.) og tilstrækkeligt autentiske kulisser til at more de ældste og minde dem om, hvor fedt årtiet virkelig var. Og alle kan nynne med på de iørefaldende sange.

Men hvordan har tidens ubarmhjertige væsen behandlet filmen? Nogenlunde. Men det er dog ikke, fordi filmens svagheder eller styrker er blevet mere eller mindre markante siden 1978. “Grease” var og er en ganske underholdende musical med en sød og simpel fortælling. Den har nogle fantastiske sange (“Summer Nights”, “You’re the One That I Want”, “Greased Lightnin'”), som man aldrig glemmer, samt få, der straks ryger i glemmebogen (“Sandy”, “Look at Me, I’m Sandra Dee”, “There Are Worse Things I Could Do”). Den har flere charmerende figurer (turtelduerne Danny Zuko og Sandy Olsson, Dannys bedste ven Kenickie og hans flamme Rizzo) samt flere forglemmelige af slagsen (stort set alle andre).

Ja, “Grease” er ganske vellykket uden at være tilnærmelsesvis fantastisk. For denne anmelders vedkommende er der simpelthen ikke kød nok på historien eller karaktererne til at gøre “Grease” til en milepæl. Der er også milevidt mellem Danny og Sandys forhold og filmhistoriens bedste romancer. Ofte forsvinder parret i lang tid, og man savner virkelig en scene, hvor de to endelig lærer at bygge bro mellem deres respektive forskelle via kærligheden. Danny bliver aldrig helt sympatisk nok til at fremstå værdig til at blive Sandys kæreste, og når parret indimellem har problemer, løser de dem på ingen tid med blot et par venlige ord, så duoens fremtidige lykke kommer aldrig i overhængende fare. Især derfor bliver “Grease” aldrig for alvor spændende.

Men skuespillerne er til gengæld fremragende. Energiske John Travolta og smukke Oliva Newton John har en exceptionel kemi, som kompenserer en del for manuskriptets nagende mangler. Det er ganske vist tydeligt, at alle skuespillere er langt ældre end den gængse gymnasieelev (især den dengang 34-årige Stockard Channing skiller sig ud), men hver eneste præstation summer af energi og gåpåmod, der som regel får os til at glemme aldersforskellen mellem skuespillerne og deres fiktive alter egoer. Skuespillernes entusiasme er ofte både afvæbnende og smittende, så når de bedste sange fyres af, alt imens skuespillerne udfører koreografernes forbløffende svingommer, er det næsten umuligt ikke at synge og danse med. Men havde man brugt lige så megen tid på historien og figurerne som på koreografien, havde “Grease” formentlig endt som en vaskeægte klassiker.

Video

Præsenteret i 1080/AVC 2.35.1. Det første, som springer i øjnene, når man ser “Grease” på Blu-ray, er de smukke, fyldige farver. Billedet er ofte virkelig skarpt, og fans vil garanteret spotte en masse detaljer i billedet, som de aldrig har bidt mærke i før. En del skud er en smule slørede (især under væddeløbsscenen mod slutningen), men sådan blev de optaget, og gudskelov har Paramount ekstremt sjældent forsøgt at gøre disse skud skarpere på kunstig vis, så edge-enhancement forekommer uhyre sjældent. Kontrasten er upåklagelig, og billedsiden er praktisk talt pletfrit.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er også imponerende, om end ikke lige så meget som transferet. Det er oftest tydeligt, om replikkerne er blevet indtalt under optagelserne eller senere i et studie, men sådan er det jo med mange gamle film fra 70’erne og tidligere. Subwooferen og baghøjtalerne bruges sparsomt, men musiknumrene tager dem ofte fornemt i brug. Der er ingen tvivl om, at musikken er den del af filmens lydside, som lyder bedst. Lydeffekterne og replikkerne lyder tit lidt spidse, men de er altid tydelige. Panoreringerne er fåtallige, men effektive, og bortset fra ekstremt sjælden overstyring forekommer der aldrig støj.

Ekstramateriale

Kommentarsporet med instruktøren Randal Kleiser (som også har indspillet en ligegyldig introduktion til filmen) og koreografen Patricia Birch er noget tørt og nok udelukkende interessant for fans. Det samme kan siges om skivens 11 slettede scener, som præsenteres i sort/hvid. Meget bedre er de mange dokumentarer, som tilsammen varer omtrent én time og gennemgår alt fra filmens ensemble og musik, til dens biler og eftermæle. En række billedgallerier og filmens trailer medfølger også.