Verden ifølge Greenberg

For få år siden dukkede Ben Stiller op i et afsnit af tv-serien “Extras”. Her spillede han en karikeret, forskruet udgave af sig selv, der var besat af sin egen succes, og som satte større pris på kolde kontanter end kreativitet. Der er umiddelbart intet, som tyder på, at Stiller er så forfængelig eller tykhovedet i virkelighedens verden, men når komikeren bliver ved med at medvirke i skrammel som “Meet the Fockers”, “Madagascar 2” og “The Heartbreak Kid”, fristes man altså til at drage paralleller mellem virkelighedens umiddelbart sympatiske Stiller og den snæversynede Stiller, som optrådte i “Extras”.

Tak Gud for, at “Greenberg” dukker op som et lyn fra en klar himmel og fluks påpeger, at den Stiller, der fik os til at grine røven i laser i “Zoolander”, “Mystery Men” og “Dodgeball”, stadig har evnen til at brillere, når han gider give sig i kast med det, der ikke produceres på Hollywoods samlebåndsfabrik. Stillers præstation i “Greenberg” er måske endda mandens bedste til dato. Her benytter han ingen af sine vanlige tricks til at kickstarte vores lattermuskler – han farer ikke op i kameraet, han skærer ingen grinagtige grimasser, og hans stemmeleje er fuldstændig normalt. Det er en forbavsende tilbageholden, men også enormt kompleks præstation af den oftest overgearede Stiller.

Stiller spiller Roger Greenberg – en arbejdsløs snedker, som flytter ind i sin brors hus i Los Angeles, mens broderen er bortrejst. I englenes by støder Greenberg på flere gamle dæmoner – deriblandt hans afvisende ekskæreste og de forhenværende medlemmer af hans opløste band, som stadigvæk bebrejder Greenberg for at have knust deres drømme om en pladekontrakt. Adskillige års fiaskoer på kærligheds- og arbejdsfronten har gjort Greenberg til en kynisk herre, og hans neurotiske opførsel gør det bestemt ikke lettere for ham at interagere med en omverden, der heller ikke har den store lyst til at forholde sig til ham.

Ja, som man kan høre, er “Greenberg” endnu en af markedets efterhånden utallige independent-film, der omhandler småtossede, midaldrende mænd, som befinder sig i en midtvejskrise. Men med et stortalent som Noah Baumbach bag kameraet (og skrivemaskinen) kunne “Greenberg” næsten ikke undgå at skille sig ud fra mængden. Film som “Greenberg”, der svælger i skæve eksistenser og spøjse dialoger, har en tendens til at blive så forgabte i deres egen finurlighed, at de glemmer at stykke et sammenhængende plot sammen med troværdige personer, man faktisk kan relatere til. Men Baumbach er en ekspert i akavede sjæle – bare se hans tidligere film: “Margot at the Wedding” og den sublime “The Squid and the Whale”, og nu har han altså begået endnu et pletskud.

Baumbach skildrer Greenberg og Co. som fortabte sjæle, der har nøjagtig de samme brister som alle os andre. Baumbach udvider bare bristerne en anelse, så det bliver lettere for os at se, hvad de vitterligt føler, og hvem de er. Men instruktørens største triumf (som også bør tilskrives Stiller) er, at han formår at gøre en gnier som Greenberg til en elskværdig enspænder. Da Greenbergs eneste ven konstaterer, at ”ungdommen er spildt på de unge”, svarer han: ”Jeg ville gå længere… Jeg ville påstå, at livet er spildt på mennesker.” Men på trods af hans pessimistiske livssyn bliver vi med at holde af Greenberg, fordi Stiller og Baumbach aldrig lader mandens medmenneskelighed drukne fuldstændigt.

En anden god grund til at holde af Greenberg er hans spirende romance med Florence (Greta Gerwig), som er hans bros vidunderlige husholderske. Når Florence forsøger at bryde igennem Greenbergs iskolde facade, er det lidt ligesom at se Helen Hunt forsøge at knække Jack Nicholsons hårde skal i “Det bli’r ikke bedre”, og Stiller og 27-årige Gerwig er så fremragende i de to bærende hovedroller, at det bliver en ren fornøjelse at følge dem og se, om de kan kurere hinandens ensomhed. Rhys Ifans er også en fornøjelse i rollen som Greenbergs ven, Ivan. Ifans’ virkelighedsnære præstation afspejler selve filmen, der uden de store armbevægelser både bevæger sig ind på os og bevæger os.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Instruktøren Noah Baumback er glad for dvælende totalskud, som er spækkede med visuelle detaljer. Desværre får man ikke lige så stor lejlighed til at nyde alle disse detaljer på Blu-ray, som man kunne have håbet. Transferet er udmærket, men detaljerigdommen svinger ofte. Tit virker billedet en kende uskarpt – aldrig direkte sløret, men heller aldrig tilnærmelsesvis knivskarpt. Minimal udtværing og edge-enhancement optræder i ekstremt få scener, men igennem størstedelen af filmen er billedet ganske skarpt og blottet for digitale forstyrrelser. De jordnære farver gengives derudover fornemt, og kontrasten er solid.

Audio

“Greenberg” er en meget stille film, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at diskens DTS-HD Master Audio 5.1-ydspor ikke gør det store væsen af sig. Baghøjtalerne er tavse igennem næsten hele filmen, men indimellem får musikken lov til at folde sig ud i samtlige kanaler. Jeg bed mærke i én fuldstændig fantastisk panorering, hvor lyden af et larmende fly passerer fra højtaler til højtaler, men bortset fra den ene sekvens tages subwooferen næsten aldrig i brug. Replikkerne kommer klokkeklart igennem, hvilket selvfølgelig er det vigtigste, og støj optræder aldrig.

Ekstramateriale

Det havde været dejligt med et kommentarspor med Noah Baumbach, men vi må altså nøjes med tre ultrakorte dokumentarer, som tilsammen varer blot syv minutter. De byder på enkelte nogenlunde interviews, men dokumentarerne er så korte og overfladiske, at man ender med at få et ekstremt utilstrækkeligt billede af filmens tilblivelse. Øv. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.