Der er noget ualmindeligt dragende over tyske Werner Herzogs fængslende portræt af den nu afdøde alkoholiker og forfejlede skuespiller Timothy Treadwells liv og endeligt hos gråbjørnene i et vildtreservat i Alaska. Filmen er i grundlæggende forstand baseret på de over hundrede timers filmoptagelser, der var foretaget af Treadwell, og som kom til veje ved hans og hustruen Amie Huguenards dramatiske død som ofre for en af de grizzlybjørne, han elskede så højt.

Helt hvad Treadwells intentioner oprindeligt har været med de mange timers optagelser, finder vi af gode grunde aldrig ud af. Alligevel fremstår materialet i Herzogs hænder som lidt af en guldgrube. Således fremmaner den tyske instruktør et fint og nuanceret portræt af en tragisk eksistens, hvis sande værdier skulle findes i mødet med naturen samt kærligheden til bjørnene og isolationen i ødemarken. Timothy Treadwell var lidt af en enspænder, tilbragte de sidste tretten somre af sit liv i vildtreservatet og endte med at filme de sidste fem år som en slags dagbog over livet med bjørnene for at dokumentere deres og måske også sit eget liv. Paradoksalt nok endte han selv som offer for en af de bjørne, han forsøgte at beskytte mod civilisationens dårligdomme.

Nu er det personlige næsten altid elementet, der gør en dokumentarfilm rigtig interessant. “Grizzly Man” er i den henseende ingen undtagelse, og selv om filmens udlæg og umiddelbare beskrivelse af bjørnenes liv og levned da er interessevækkende nok, er det filmens drejning hen imod den sjælelige karakteristik af Timothy Treadwells inderste sider, der giver filmen sin unikke kant. Det er nemlig historien om en mand, der gik sine egne veje, fejlede på flere planer i livet men alligevel formåede at finde ind til de værdier, der gjorde ham lykkelig – nemlig at være hos bjørnene. I sidste instans kan der nok argumenteres for, at han gjorde de store dyr en bjørnetjeneste med sit samvær og nok burde have været diagnosticeret psykisk syg på den baggrund, at han selv higede efter at være en bjørn.

Werner Herzog har bestemt sat sin egen signatur på “Grizzly Man” og med dygtighed orkestreret de mange optagelser af og med Timothy Treadwell. Med en varm, kunstnerisk elegance og teknisk snilde har han udvalgt de væsentligste klip og kædet dem sammen med interviews med de personer, der trods alt stod Timothy Treadwell nær. I sin stille søgen efter personen Treadwell sørger Herzog for, at der tegner sig et billede af hans inderste tanker og værdier. Det er ikke altid pænt, hvad vi får at se, men omvendt er livet som bekendt sjældent udelukkende nogen køn forestilling. Til gengæld fletter denne forestilling på tilbagelænet facon en indre mands natur sammen med klodens ydre kræfter, og i den henseende får instruktøren det optimale ud af sit forehavende.

En enkelt bjørns sult bliver naturmennesket Treadwells fatale endeligt og er egentligt også indirekte skyld i, at vi som tilskuere sidder tilbage med en uforstillet sult. For hvem er egentligt den kvinde, Amie Huguenard, der opholder sig med Treadwell i naturreservatet de sidste par år og også omkommer sammen med ham? Og hvorfor indgår hun kun to gange på over hundrede timers filmoptagelser, mens Treadwell selv er allestedsnærværende? Det er svar, vi af naturlige årsager aldrig vil få besvaret, men alligevel lægger filmen, qua sin didaktik, op til mulige fortolkningsnøgler hos den enkelte tilskuer.

Gennem interviews og Timothys Treadwells tragiske død proklamerer “Grizzly Man”, at der kan være himmelvid forskel på spillereglerne i den vilde natur og den nogle gange ligeså skræmmende civilisation. Men den viser også, at samfundet ikke altid levner plads til særegne eksistenser som Timothy Treadwell. Og dermed synes missionen at være fuldført. I hvert fald er filmen et skelsættende billede af menneskehedens forskelligheder.

Video”Grizzly Man” leveres i et 1.77:1 anamorphic widescreen format og tager sig blændende ud. Billederne fremstår knivskarpt og agerer dermed fin support for de mange prangende og panoramiske naturbilleder. Der er ikke nævneværdige eksempler på edge enhancement, udtværinger eller anden form for støj. Farverne er varme og kraftfulde og står dermed i skarp kontrast til den rå natur. Det er med andre ord et fremragende transfer.

AudioSelv om lyden på denne udgivelse eksisterer i både Dolby Digital 2.0 og Dolby Digital 5.1, er der nu ikke det helt store at komme efter. Der er godt nok eksempler på baggrundsstøj igennem baghøjtalerne, men ellers kommer lydens hovedstrøm fra fronthøjtalerne og koncentrerer sig primært om filmens mange dialoger og er på de præmisser egentligt fornuftig. Alligevel kunne man godt savne en bredere lydfylde, hvor naturens kræfter også får mulighed for at komme til udtryk. Det skal dog heller ikke glemmes, at filmens eksistensgrundlag er baseret på Timothy Treadwells forholdsvis primitive råoptagelser.

EkstramaterialeUd over en trailer for “Grizzly Man” er der intet som helst at komme efter på denne udgivelse. Det er naturligvis synd, og det kunne have været givende med mere baggrund om bjørnenes forhold i Alaska og personen Timothy Treadwell. Men igen skal det ikke glemmes, hvilket spinkelt grundlag filmen i første omgang hviler på.

“Grizzly Man” lægger hårdt og kontant ud med et billede af sin særprægede hovedperson i tilsyneladende idylliske naturomgivelser. Timothy Treadwell, en veltrimmet, 40-årig herre iklædt brede solbriller, er i forgrunden. Treadwells venlige fortællerstemme bliver akkompagneret af afslappet guitarspil. Græsset er grønt, de fjerne bjerge majestætiske, og himmelen er mere lyseblå end dyrebar kildevand. Og, nåh jo… så er der to bjørne ude i horisonten. Det ligner umiddelbart åbningsskuddet til en traditionel og ordinær Discovery-dokumentar. Men det er hverken de betagende landskaber, den idylliske natur eller endda de enorme bamser, der virkelig er filmens fokus, men snarere manden, Treadwell, og hans samvær med bjørnene, der i sidste ende kostede ham og kæresten livet.

Treadwell blev født i 1957 og dræbt i sommeren 2003 af en af de mange bjørne, han havde besøgt 13 somre i træk i deres smukke omgivelser. Sammen med disse enorme, kraftige væsner kunne Treadwell lukke virkelighedens bekymringer ude. Disse dyr, som aldrig gjorde, hvad menneskeheden så ofte havde gjort imod ham. Som aldrig talte ham imod, aldrig gjorde nar af ham, aldrig gav ham stoffer, aldrig fratog ham en jobmulighed… Vi hører, at Treadwell var en lovende atlet som ung, men en ulykke ødelagde hans sportskarriere. Vi hører, at Treadwell formentlig var tæt på at score Woody Harrelsons rolle i “Sams Bar”. Instruktøren Werner Herzog forsøger at finde ud af, hvad der ledte en mand som Treadwell til den isolerede bjørnebeboede verden, som han øjensynligt søgte tilflugt til.

Herzog har i årtier været en sand mester indenfor både dokumentarens og fiktionens verden. I “Grizzly Man” er Herzog dog ikke blot en instruktør, men en aktiv del af filmen. Via adskillige voice-overs guider Herzog os igennem sin filmiske mosaik om Treadwell. Derudover optræder han også kropsligt i filmen, hvor han flere gange taler med Treadwells familie og bekendte, samt optræder foran kameraet. Herzogs interesse for Treadwells historie har været stor, og hans engagement er tydeligt og ofte smittende.

Men af og til kan man godt spørge sig selv, om en person som Treadwell virkelig fortjente en så grundig og gennemført film dedikeret til sit navn og liv? Herzog mener det tydeligvis, og han kommer også ofte med adskillige subjektive overvejelser (som han dog heldigvis hyppigt gør opmærksom på er subjektive), der ofte virker lige lovlig dybsindige og filosofiske. Måske var Treadwell vitterligt en særlig og fantastisk personlighed. Han optog adskillige timers videomateriale, der dokumenterede hans ophold sammen med dyrene, og disse udgør naturligvis filmens fundament. Og her er det tydeligt, at Treadwell var et menneske med dybe problemer og med et forvrænget billede af sine omgivelser.

Måske tog Treadwell af sted for at blive opslugt af den dyriske, simple og nærmest desinficerende verden. Men det virker næsten lige så sandsynligt, at Treadwell drog af sted hver sommer, fordi han ingen penge havde, havde svært ved at få et job og simpelthen ikke havde noget bedre at lave – de første to ting noget, som filmen vitterligt etablerer. Og så udartede bjørnebesøgene sig måske til intet andet end en rutine, der bare skænkede manden den sindsro, opmærksomhed og følelse af at være nødvendig, som han havde brug for. Herzog viser os, hvordan Treadwell ofte optager den samme scene om og om igen for at få dialogen helt på plads; hvordan Treadwell har det med at blæse ting op, såsom da han foran kameraet tolker en drilsk hilsen fra en gruppe besøgende som en potentiel dødstrussel. Treadwell ynder at spille over for sit ikke-eksisterende publikum, og dermed synes filmens dybdeborende analyser tit en lille smule unødvendige og uberettigede.