En ung mand sætter sig for at forføre en kvinde, men ender med at have ægte følelser for hende – lyder det bekendt? Okay, hvad så med: En mand er sin kæreste utro. Hun skrider promte, men bagefter kæmper han for at vinde hende tilbage ved at bevise han er blevet hende værdig… Har du også set den historie før? Jamen så prøv den her: En mand føler sig presset inden sit forstående bryllup og overvejer at have en affære inden ringen sættes på.

De tre overnævnte eksempler er selvfølgelig alle typiske og temmelig udslidte historier der alligevel bruges ustandseligt. Hvis man skal slippe af sted med at bruge en af skabelonerne, kræves det at man smider et eller andet element ind, vi ikke har set før, eller alternativt, at der er særdeles charmende skuespillere eller flotte billeder til at distrahere fra banaliteterne.

Desværre har “Grønne Hjerter” ingen af delene. Den bruger i stedet alle tre historier sideløbende men uden at føje noget substantielt til. Filmen er lavet på et udsædvanligt skrabet budget og uden statsstøtte. Projektet har kun været muligt takket være instruktøren Preben Lorentzen og producer Marie Hyllesteds stålsatte viljestyrke. At have fået den lille, minimalt budgetterede, film på det store lærred er en imponerende bedrift, men det er desværre ingen garanti for at filmen rent faktisk er værd at se.

De tre personer der er omdrejningspunkterne i historien er trussetyven Epo (Hassan Preisler), den viljesvage Dingo (Stanislav Sevcik) og den fornuftige Farfar (David Rousing). De er alle grønne bude i det indre København, alle omkring 30 år og ikke helt så voksne som de burde være. Tværtimod holder de fast ved deres sorgløse liv: At drikke, score naive kvinder og fiske i bar røv. Farfar står foran at skulle giftes med Helle (Christine Albeck Børge), som ivrigt planlægger deres kommende bryllup.

Det er ikke så længe siden at Daqur Káris “Voksne mennesker”, der berører lignende temaer, kørte i biograferne, men hvor den havde en legende grundtone og formåede at supplere emnet med skæve vinkler, så er “Grønne Hjerter” anderledes straight. Her er ingen synderlig opfindsomhed eller interessante ideer. I stedet bæres vi gennem scener der ofte er umorsomme og charmeløse. For eksempel forventes vi tilsyneladende at skulle more os over at Epo lyver sig død for en gammel flamme for at slippe af med hende, selvom hun bryder grædende sammen.

Undervejs bliver handlingen afbrudt af nogle underligt påklistrede sekvenser med særdeles anmassende musik, hvis tekst har en irriterende tendens til at skærer plottet ud i pap i stedet for at løfte det. Skuespillet er af stærkt svingende karakter, dog har Christine Albeck Børge nogle virkeligt fine øjeblikke – særligt en konfrontationsscene med hendes kommende husbond, som formodentlig er filmens stærkeste scene og desværre en af de få rigtigt vellykkede. Derudover suppleres rollelisten bl.a. af Gry Bays kronisk liderlige figur, der om ikke andet tjener til at fastholde hendes image.