Børnene ler, mens de voksne smiler

Chris Renaud og Pierre Coffin fik i 2010 den geniale idé at lave en animationsfilm om en superskurk, der beslutter sig for at blive god og redde verden. Millioner af biografgængere faldt pladask for den på én gang skumle og indtagende slyngel, Gru, og derfor har vi nu fået en fortsættelse: “Grusomme mig 2”, der desværre ikke er nær så god som forgængeren, men som trods alt har sin charme.

Gru er blevet ældre, og det samme er hans tre adoptivdøtre, der efterhånden mener, at han bør finde kvinden i sit liv. Især så de kan få en mor. Men Gru har andre ting at tænke på. Han er netop blevet hyret til at finde en ondskabsfuld superspion, og i den forbindelse er han blevet placeret i en kagebutik sammen med den nyudklækkede agent Lucy. Gru er overbevist om, at skurken er den italienske pizzamand Eduardo, men nok mest fordi Eduardos søn har et yderst godt øje til Grus ældste datter. Hvordan skal det hele dog ikke gå for Gru, når han på den måde både skal jonglere med både privat- og arbejdslivet?

Selvfølgelig er det – for et voksent publikum – altid lidt ærgerligt at skulle se en udenlandsk animationsfilm med danske stemmer, da det jo ikke er sådan, filmmagerne tænkte, at filmen skulle opleves. Netop derfor er det også sommetider svært at kritisere filmenes figurer, da det i virkeligheden godt kan være stemmerne, den er gal med. Men lad os nu prøve alligevel: Filmens heltinde, Lucy, optræder for at give lidt kækt modspil til den skeptiske Gru og for at tilføre en smule romantik til løjerlighederne. Måske passer hun fint ind i persongalleriet, når stemmen leveres af den amerikanske komiker Kristen Wiig, men på dansk fremstår hun totalt kikset. Hendes indfald er udelukkende irriterende, og hun bliver aldrig til den søde og sjove kvinde, som hun tydeligvis er udset til at være. Det er ikke til at sige, om det skyldes en fejl i oversættelsen eller den oprindelige instruktion, men hun er nærmere ulidelig end charmerende.

Det samme kan heldigvis ikke siges om resten af filmens animerede personligheder. Gru er stadig kynisk på den charmerende måde, og hans små, gule puslinge-hjælpere (de såkaldte minions) er stadig morsomme, når man først har vænnet sig til deres noget anderledes facon. Især i de sidste scener slår de igennem med mægtige coverversioner af hits fra 90’erne, der sent vil blive glemt. Det er alt sammen med til at både at glæde de voksne, der tager de popkulturelle referencer til sig, og børnene, der kan more sig over de små, gule spasmagere. Der skal dog også gives point til dem fra det danske produktionsselskab, der har fået Linse Kessler til at indtale replikkerne til en flamboyant dulle, der skal på en engangsdate med Gru. Det må siges at være et godt (for ikke at sige originalt) valg.

Men det, der især gjorde den første film god, var det fokus, der var på den tilbagetrukne superskurk. Hvordan går man fra at ville ødelægge verden til at ville redde den, og hvad betyder det for superskurkens identitet? Alt dette lyder måske lige lovlig højtravende for en børnefilm, men den første “Grusomme mig” både stillede og besvarede spørgsmålene på en så sød og sjov måde, så man ikke kunne andet end at tage sig til hovedet med et smil. Denne vinkel mangler i “Grusomme mig 2”, hvor Gru for ofte træder i baggrunden, hvorfor filmen ender med at være god spas for barnerumper og blot tilforladelig underholdning for voksne tilskuere. Og så ikke meget mere end det.