Dommedag er godt begyndt, men kun halvt fuldendt

Der er gode film, og der er dårlige film. Og så er der de film, der har et enormt potentiale, interessante ideer og noget vigtigt på hjerte, men som beklageligvis ikke formår at forløse noget af det. “Håbets land” falder desværre i sidste kategori. Sion Sono er kendt og elsket af af horrorfans og andre, der kan værdsætte hans grand guignol-stilisme og hans unikke blik for freaks og særlinge. Jeg har personligt haft et mere anstrengt forhold til hans tidligere film, og derfor var jeg som udgangspunkt meget interesseret i at se denne film, der netop skulle gå i en lidt anden retning både stilistisk og tematisk.

Vi følger Ono-familien i efterdønningerne fra en Fukushima-lignende atomulykke. Deres lille gård ligger i udkanten af en landsby og midt på grænsen af den evakueringszone, som myndighederne etablerer. Mens alle deres naboer bliver evakueret, får familien besked på at blive. Faderen i familien overbeviser sønnen og svigerdatteren om, at de for deres egen sikkerheds skyld bør rejse væk, mens det gamle ægtepar bliver tilbage. Det skaber selvfølgelig en del drama, ikke mindst fordi moderen er mentalt handicappet, og svigerdatteren udvikler en grotesk form for radiofobi. Samtidig følger vi i enkelte scener nabosønnen og hans kæreste, der leder efter hendes forældre inde i evakueringszonen.

Det er umiddelbart en setting, der burde kunne danne rammen om en fantastisk film. Problemet her er, at Sion Sono prøver alt for mange ting på én gang. Der er vilde skift i tone og stil undervejs. I én scene er filmen et tænksomt drama, i den næste en absurdistisk fabel, i den næste et overskruet melodrama, i den næste en allegori over Japan efter 2. verdenskrig og så videre ad nauseam. Der er vidunderlige scener, som da sønnen besøger forældrene, men ikke formår at kommunikere sin frygt til dem, mens han samtidig misforstår faderens stoiske selvopofrelse. Pludselig dukker der fysiske hegnspæle op mellem dem i stuen. I en film, hvor et sådant billedsprog var konsekvent, ville denne scene begejstre og besnære. Her føles den enerverende.

Den gumpetunge symbolisme går desværre igen i en del andre scener. Til tider ender vi i det decideret patetiske. Sion Sono vælger at bruge Mahlers 10. symfoni i udvalgte scener, hvilket (udover at give anledning til en uheldig sammenligning med Luchino Viscontis på alle måder overlegne undergangsfortælling) snarere end at skabe prægnans overdøver enhver ansats til indlevelse og stemning med tung, tung sirup.

Udover den ujævne stil er der også store problemer med at holde fokus, hvilket i en film med en spilletid på 2 timer og 13 minutter er en dødssynd. Man kunne med fordel have skåret hele sidefortællingen om naboerne væk. Den skarpe opsplitning af forældrenes og det unge pars fortællinger tjener heller ikke til filmens fordel. Jeg savner i høj grad sammenhæng og økonomi i narrativen. På den mere positive side har filmen nogle imponerende skuespilpræstationer. Jeg skal særligt fremhæve Isao Natsuyagi som faderen. Han døde desværre i år, men filmen gav mig lyst til at udforske hans filmkarriere. Der er også meget smukke tableauer fra det mennesketomme og ødelagte landskab omkring byen. De kvaliteter, filmen trods alt har, ligger mestendels i dens billeside.