Habemus Papam

InstruktionNanni Moretti

MedvirkendeNanni Moretti, Michel Piccoli, Margherita Buy, Renato Scarpa, Roberto Nobile, Jerzy Stuhr

Længde102 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen12/07/2012


Anmeldelse

Habemus Papam

3 6
En skræmt pave

“Habemus Papam” er den latinske udtryk, hvormed man bekendtgør valget af ny pave, og det betyder slet og ret vi har en pave. Ironien i denne filmtitel er imidlertid, at det er lige præcis det, de ikke har.

Paverne har det jo ellers med at dukke op i film som birolle-figurer i ny og næ, men det er alligevel de færreste film, der er lavet fra pavens synspunkt, og som beskriver, hvilket psykisk hårdt pres det må være at indtage rollen som den forventeligt mest hellige, skyldfri og vise leder af dem alle. De krav kan selv de bedste os vist knap nok påstå at leve op til, så da alle kardinalerne tager plads i konklavet i Det Sixtinske Kapel for at vælge en ny pave, hører vi adskillige af dem bede til Gud om ikke at blive valgt til denne ekstremt ansvarsfulde og eksponerede post.

Fra starten er der to-tre stærke kandidater til Pave-jobbet, men da der ikke kan opnås enighed om nogen af disse, ender stemmerne i stedet med at falde på én, som ingen af kardinalerne har noget imod: Den milde og tilbageholdende Melville, som jo også er så højt oppe i årene, at han trods alt næppe bliver siddende på posten så længe. Alt lader til at gå efter planen. Den hvide røg, der bekendtgør valget af ny pave, bliver sendt op, Melville bliver iklædt de passende klæder, men da øjeblikket kommer, hvor han skal træde ud for alverden på balkonen, overvældes han af et panikanfald.

Hvad skal man så gøre ved en pave, der ikke rigtig magter opgaven? Ja, man kan jo dårligt skifte ham ud – det er trods alt Gud selv, der i sidste instans forventes at have udvalgt ham – så i stedet forsøger man efter bedste evne at berolige ham, og en psykolog tilkaldes for forhåbentlig at fixe problemet. Det bliver startskuddet til to forskellige plottråde: På den ene side følger vi den nyvalgte pave, der ender med at begive sig uden for Vatikanet i håb om at finde styrken til at påtage sig opgaven, og på den anden side følger vi psykologen, som pludselig er strandet inden for murene. Grundlæggende set er de begge samme slags historie om en person, der placeres i uvante omgivelser, men hvor pavens del af fortællingen er interessant og baseret på en virkelig god ide, så er psykologens del til gengæld besynderligt uvæsentlig for historien og temmelig triviel.

Filmen er instrueret og medforfattet af Nanni Moretti, og han skal roses for at styre uden om de sædvanlige udbrændte klichéer. For en gangs skyld er pædofili ikke omdrejningspunktet for en fortælling om den katolske kirke, og kardinalerne fremstår alle som oprigtigt sympatiske mennesker, der dog fremstilles i et satirisk lys, der gør lidt nar af deres ophøjede roller. Indledningsvist fungerer satiren ganske fremragende, men i løbet af filmen bliver humoren beklageligvis tiltagende fladpandet og forudsigelig, og ikke mindst et kirkeligt boldspil er en næsten ubærlig ligegyldig og kedsommelig sekvens at overvære.

Det er alt sammen frygtelig ærgerligt, for selve grundideen er ganske fremragende, men det virker, som om frygten for at støde nogen har været lige lovlig stor, og man må derfor nøjes med et lidt vagt lune, der aldrig bliver mere end sporadisk muntert, samt en fortælling, der bliver tiltagende retningsløs. Først da vores lidende pave vender tilbage i den sidste del af beretningen, kommer filmen igen på rette spor, og hans afslutningstale er oprigtigt rørende. Den antyder, hvad “Habemus Papam” måske kunne have blevet til, hvilket blot gør overværelsen endnu mere frustrerende. De højere magter er bare ikke med denne film.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den anonyme kardinal Melville bliver pludselig valgt til pave – foran alle de oplagte kandidater. På Peterspladsen og foran tv-skærmene sidder millioner af katolikker og venter utålmodigt på annonceringen. Men Vatikanets talsmand er tavs, og balkonen er tom. For bag kulissen er den nye pave ramt af et akut anfald af panisk angst. Han bør takke sin himmelske Fader for tilliden, men har bare lyst til at vræle på sin Mamma Mia! Først beder man til Gud om at løse problemet. Da det ikke hjælper, må Vatikanets talsmand krybe til korset og tilkalde, om ikke Fanden selv, så dog en psykoanalytiker. Da det heller ikke hjælper, stikker paven – udfordret på identiteten – af for at finde ud af, hvem han er, og hvad han skal stille op med den uvante udfordring.