Hallam Foe
Udgivet 23. jun 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Som i David Mackenzies to forgængere “Young Adam” og “Asylum” spiller psykologien også i “Hallam Foe” en væsentlig rolle, men her nok væsentligt mere evident end tidligere set. Freuds psykoanalyse danner selve fundamentet, mens ødipuskomplekset sættes i spil og skaber udtalte spændinger mellem far, den magtbegærlige stedmor og Hallam i midten af det hele. Så kraftige spændinger og udladninger, at den fragile Foe til sidst ikke ser anden udvej end at forlade barndomshjemmet over hals og hoved med direkte kurs mod den skotske hovedstad Edinburgh. Freud flytter med andre ord hjemmefra, men kun tiden vil vise, om nissen flytter med.
Hallam Foe er nemlig ikke noget normalt individ, har aldrig forstået at tilpasse sig sine omgivelser og har i øvrigt levet et liv i isolation siden moderens bortgang. Derfor mangler han det filter, mennesker normalt bruger til at kontrollere følelser og aparte uvaner, og derfor roder han sig til filmens store held ud i den ene problematiske, men også tossegode, situation efter den anden. Selv om Jamie Bell er omkranset af flere stabile skuespilkræfter, er der her ikke tvivl om, at denne rolle er en enmandspræstation. Den unge skuespiller er synonym med filmen i sig selv, og uden hans sårbare afsløring af sit indre jeg, havde “Hallam Foe” næppe opnået samme styrke.
Figurtegningerne er i særklasse, men også fortællingen – hvor banal den end synes – er et studie i nymodens filmkunst. Her har Mackenzie skabt en film med minimale forudsætninger, og hvor ser det dog legende let ud. Det er det nok ikke, men det er resultatet underordnet. I hvert fald er her en film om sorgbearbejdelse som aldrig set før. Hallam har aldrig haft mulighed for at løsrive sig, at klippe navlestrengen til den afdøde mor. Men i Kate finder han måske en ligesindet, som har tid til at forstå hans problemer, se ud over sin egen næsetip og ikke mindst bistå ham med at løse livets knuder op. Det er filmkunst af allerfineste karat.
Britisk film har igennem en længere årrække med enkelte undtagelser bidraget med tvivlsomme kvaliteter, men med “Hallam Foe” understreger David Mackenzie dog, at øerne med det engelsktalende folk trods alt stadig kan prale af en opsigtsvækkende talentmasse. Instruktørens seneste film vinder ved nærmere bekendtskab og flyver højt på et særegent, legesygt og uforglemmeligt filmsprog, hvor også skuespillet funkler – i særklasse med Jamie Bell, der på alle måder bringer sig selv i centrum som filmens hovedkarakter – og hvor det aparte forener film og kunst til en tiltrækkende masse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet