Halløj i operaen (repremiere)
Udgivet 20. mar 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Den førnævnte mand er naturligvis Groucho Marx, der med sine endeløse rækker af spydigheder spidder alt og alle med en præcision og et tempo, som efterlader en stakåndet. Han er vel i dag den mest huskede og beundrede af brødrene, men han flankeres ikke desto mindre til perfektion af den stumme Harpo og den jordnære Chico. Sammen udgør de tre en eksplosiv anarkistisk formel, der går til angreb på alt og alle.
Med på skibet er også den opportunistiske Groucho, der som sædvanligt lukrerer på den velhavende, men temmelig naive Margaret Dumont. Hvordan, handlingen endvidere bringer dem alverdens steder på skibet, til New York som hovedtalere ved et stort arrangement samt til den endelige kaotiske kulmination i operaen, skal ikke afsløres her, og det er så for vidt da også ganske ubetydeligt, for filmen er essentielt blot en serie forrygende sketches og stunts holdt sammen af en papirtynd handling.
De tre brødre startede oprindeligt hos Paramount, hvor de bl.a. lavede de mere løsslupne “Hotel Kokosnød”, “Det tossede hus” og “Duck Soup – En tosset dikator” med moderat økonomisk succes. Det var først, da de kom til MGM, at de blev en del af mere strømlinede produktioner, hvoraf “Halløj i operaen” var den første. Her stod produceren Irving Thalberg bl.a. for at tilsætte et romantisk sideplot og musiknumre. Disse sikrede den kommercielle succes, men desværre er det også nogle af de aspekter, der stikker i øjnene, når man genser dem i dag. Det er ganske enkelt uhyre vanskeligt at fatte nogen form for interesse for flødebolletenorens romantiske kvaler og alt for let at blive irriteret over nogle af de mere oppustede sange.
Hvad, der til gengæld virker så friskt som nogensinde, er brødrenes uimodståelige indslag og perfekte komiske timing. Ikke mindst et meget sammenpresset møde i Grouchos kahyt, en håndfast gennemgang af en kontrakt samt den endelige kulmination i operaen er en ren fornøjelse at overvære. Det er da også momenter som disse, der holder filmen op, og som har efterladt en enorm arv og inspiration. Man kan dårligt forestille sig, at komikere som Mel Brooks, Woody Allan, John Cleese og Rowan Atkinsons “Den sorte snog” ikke er blevet inspireret af brødrenes respektløse optræden.
“Halløj i operaen” er måske ikke brødrenes bedste film, og når da heller ikke de satiriske højder som “Duck Soup” betræder, men som en frisk komedie har den fortsat en bemærkelsesværdig holdbarhed, og nogle af scenerne er slet og ret blandt de skægeste i filmhistorien. ”There ain’t no sanity clause” udbryder Chico i en af filmens bedste stunder, og galskab har sjældent været sjovere end i brødrenes vanvittige selskab.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet