Hancock

InstruktionPeter Berg

MedvirkendeWill Smith, Charlize Theron, Jason Bateman, Daeg Faerch, Hayley Marie Norman, Martin Klebba, Alexa Havins, Eddie Marsan, David Mattey, Johnny Galecki, Thomas Lennon, Darrell Foster, Adam Del Rio, Jae Head, Ryan Radis, Trieu Tran, Mark Simich, Ron Fassler, Bryan Keith Ponton, Algerita Wynn Lewis, Samantha Cannon, Scott Michael Morgan, Steve DeCastro, Brandon Ford Green, Chris Mitchell, Carson Aune, Adam Van Conant, Rick Mali, Matt Bettinelli-Olpin, Marlene Artov, Rico Devereaux, Eddie J. Fernandez, Johnathan Hallgrey, Edward M. Kelahan, Dawn Ressy, Nicholas Rich

Længde92 min

GenreAction, Komedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen16/07/2008


Anmeldelse

Hancock

3 6
Anderledes superhelt – ordinær filmI instruktøren Peter Bergs livtag med superheltegenren er begrebet blevet vendt på vrangen – her er helten ikke det heroiske forbillede, som må redde verden fra onde superforbrydere, men derimod et pragteksempel på dårlig opførsel. Hovedpersonen John Hancock i Will Smiths mutte skikkelse giver betegnelsen anti-helt en helt ny betydning. Han er ikke bleg for at bruge sine superkræfter på at give irriterende børn tæsk, og han lider af et seriøst alkoholproblem. Det er der kommet en ganske underholdende gang ramasjang med glimt i øjet ud af, men “Hancock” hæver sig desværre aldrig helt over sin status som let og magelig popcorn-blockbuster uden kant eller nerve.
Det er ellers forholdsvist uudforsket terræn, som Berg og co. bevæger sig ud i. Idéen om at tage superhelten, som vi efterhånden kender ham til hudløshed, og placere ham i et mere hverdagsagtigt miljø med moderne problemer som dårlig PR er mig bekendt ikke prøvet før på film. Og at gøre hovedpersonen til en anti-helt, der ikke blot bærer sit lod i livet med sammenbidt mine, men som faktisk ikke gider være den superhelt, han fra naturens hånd er blevet pålagt, er både sjovt og en oplagt mulighed for anderledes dilemmaer.

Så langt så godt. Berg, som senest gav os den patriotiske action-thriller “The Kingdom”, har endnu engang fået Michael Mann med på vognen som producer, og det hele er da også både flot og i højt tempo. Men en snigende følelse af, at filmen først og fremmest har været en legestue og magelig afslapning for filmholdet og skuespillerne begynder at indfinde sig, jo længere man kommer ind i handlingen. Klodsede forsøg på Frankenstein-referencer og tiltagende plothuller i filmens anden halvdel hjælper ikke just på denne anke.

John Hancock, der efterhånden har opbrugt L.A.’s tålmodighed ved at være den superhelt, der har forårsaget mest materiel skade i hele verden, er led og ked af sin tjans som de svages beskytter. Han husker ikke, hvor han kommer fra, eller hvorfor han er udstyret med superkræfter, og i sin selvmedlidenhed har han søgt tilflugt på bunden af flasken. Men så møder han PR-manden Ray Embrey, der straks ser muligheder i den skrantende supermand, og modvilligt går Hancock med til at lade Ray forbedre hans offentlige persona. Rays kone, Mary, virker dog ikke synderligt begejstret for sin mands almisse-projekt, men snart opstår der alligevel en slags kemi mellem den fallerede Hancock og Mary, hvilket ikke gør situationen bedre.

Will Smith beviste i det lavmælte drama “The Pursuit of Happyness”, at han kan mere end at være rap fyr i L.A. eller cool bad boy, men i “Hancock” synes han næsten at være forfaldet til en slags tømmermændenes katatoni. Ganske vist er det til dels i tråd med rollen, for Hancock er givetvis en mand af få ord, men det er som om, der aldrig helt bliver plads til Smith. Måske har den tilbagelænede og halvstive stil passet ham for godt, for det lykkes ham desværre aldrig helt at bryde ud af rollen, i takt med at Hancock på papiret udvikler sig. Hans medskuespillere Jason Bateman og Charlize Theron er begge godt valgt i deres respektive roller, og især Bateman dominerer filmens komiske passager. At han overskygger den gadesmarte Will Smith på dette punkt signalerer også, at vores alle sammens ‘Fresh Prince’ måske kører lidt for meget på efterbrænderne. Han synes underligt fanget et sted mellem den stumme seriøsitet fra “I Am Legend” og pokerfjæs-humoren fra slacker-roller a la “Bad Boys”.

Der er fart over feltet og rigelig med action til, at “Hancock” aldrig for alvor bliver trættende, men mange af mulighederne i filmens forfriskende oplæg bliver i sidste ende ladt i stikken til fordel for en klassisk resolution af anti-heltens tvungne rejse fra resignation til accept og opofrelse. En mere modig udvikling og afvikling havde passet filmen bedre og vist, at de kontroversielle nytænkninger af genren ikke blot var tomme ord og en undskyldning for at lege med computereffekter.


Trailers

Kort om filmen

Med store kræfter følger et stort ansvar! Det er der tilsyneladende bare ingen, der har fortalt Hancock. Denne superhelt har alle kræfterne, men han har ikke særlig godt styr på dem. Som regel ødelægger han mere, end han redder, når han kaster sig ud i sine heltegerninger – fordi han ikke ser sig for, fordi han har tømmermænd eller simpelthen fordi, han er ligeglad.
Alt det vil Ray Embrey lave om på. Han er hverken videnskabsmand eller orientalsk vismand, men slet og ret PR-mand. Hancock redder Ray, og til gengæld sætter han sig for at skabe et ordentligt helteimage til Hancock. Modstræbende går Hancock med til at prøve Rays metoder, mest fordi han i det skjulte føler en mærkelig tiltrækning over for hans kone, Mary. Det vil være synd at sige, at følelserne er gengældt, men til alles overraskelse (ikke mindst Hancocks) begynder PR-indsatsen at virke – eller også er Hancock bare ved at lære at opføre sig som en superhelt.