Film, computerspil og konkretismedigtning

”Henry ind i landskabet, han bukker takker og går ud igen,” og sådan fortsætter det. Per Højholts digt fra 1968 lærer os ikke så meget om Henry, men lader ham vælte rundt på siderne i sprogbevidste krøller. “Hardcore” skyder på samme måde en mand ved navn Henry lige ind i billedet, men hvor Højholts systemdigt slutter uden varsel, er filmen nødt til at binde en historie sammen og forklare sammenhængen. Desværre bliver Film-Henrys tur rundt i landskab, galskab og våbenskab aldrig til mere end sit stilbevidste computerspilsudtryk.

Der er ingen tvivl om, at actionfilm og -spil er noget, instruktøren og manusforfatteren Ilya Naishuller holder meget af. “Hardcore” åbner med en lækker og samtidig dybt ironisk James Bond-intro, hvor de gyldne silhouetter skæres op af store jagtknive og pistolkugler åbner pandeskaller til storladen musik. 007’s stiliserede vold bliver losset og kysset bagi på én gang. Henry kan dog ikke leve op til den lovende start og kaster sig hurtigt ud i et ret traditionelt voldsorgie, hvis største fornyelse er kameravinklen, der viser alt fra hovedpersonens øjne.

Den abrupte opvågnen i et laboratorium er som taget ud af et 3D-skydespil. Man bydes velkommen til verden, får testet sine evner og flygter over hals og hoved, da spillets boss bryder ind og bortfører den pæne lægedame. Man er alene og hårdt såret og helt på røven, da en hjælper dukker op ud af ingenting, lover at fortælle alt og giver det næste checkpoint samt et par store håndvåben. “Hardcore” lever som sådan op til alt, hvad computerspilbranchen har enorm succes med at levere. Men der er et lille minus: man kan ikke spille med.

Det er modigt at lade nutidens forvænte publikum være øjne og intet andet, især i en så forsimplet historie om jagten på prinsessen. Mario og Bowser for fanden, det er ærkeklassisk, men dér får man lov til at hoppe på svampehoveder. Hovedtramp snydes man dog ikke for. “Hardcore” krydrer sin højteknologiske glathed med gentagne close-ups af åbne kranier og brystkasser. Det giver en underlig ubalance, der ikke reddes af, at koopa-kongen Arkan, 80’er-kliché russer med fedtet hår og isblå øjne, aldrig er skræmmende, men bare hyleirriterende.

Der kan være en slags metaleg i dumheden og det overfladiske, men den forsvinder, når “Hardcore” ikke kan lade være at tage sig selv seriøst. Den oprindelige treminutters musikvideo kunne smadre rundt i anarkistisk leg, mens det virker, som om overgangen til spillefilm betyder tung, tung strygermusik og overkompliceret verdensherredømmeplot. Indlevelsen skal tvinges ind, og det samme skal humoren via Sharlto Copley, der her har fundet et godt projekt til sin lidt maniske stil.