Det sidste hug med tryllestaven

Så kunne det ikke længere udskydes, udsættes eller trækkes i langdrag: Efter et helt årti med tons af film er vi langt om længe nået til det angiveligt sidste kapitel i “Harry Potter”-sagaen, hvor hele herligheden slutter af med et brag eller fire af slagsen.

På mange måder er det godt det samme. For undertegnede har trylleformularer, usynlige kapper og kosteskaftsflyvning i hvert fald for længst mistet den friske charme, de havde i seriens første indslag – men samtidig er det også med en unægtelig spænding, at man sætter sig i biografsædet for at bevidne den afslutning, man nu har ventet på gennem de mange år. Og lad os blot gå direkte til sagen og konstatere, at selvom dette sidste kapitel næppe kommer til at stå som et af højdepunkterne i serien målt i ren filmisk kvalitet, så er det på mange måder alligevel ret tæt på at være netop den afslutning, man kunne have ønsket sig.

Serien har som bekendt gradvist bevæget sig en i mørkere og mørkere retning, og indimellem har den grandiost melankolske stemning været tæt på at tage overhånd. Derfor er det på mange måder også en lettelse, at dette sidste kapitel tager en mere direkte håndfast drejning og lader sin stramme handling udspille sig uden de store dikkedarer. Filmen starter præcis, hvor den sidste slap. Vores velkendte trekløver er på jagt efter de horcruxer, der er nøglen til at besejre Voldemort, men tiden rinder ud, og hele fire skal endnu findes og destrueres, hvis katastrofen skal afværges.

Som i en anden “Ocean’s Eleven”-film starter denne omgang med et kaotisk bankkup, hvori Potter og co. må bryde ind i en magisk sikret boks, men ellers så rodfæster handlingen sig hurtigt på Hogwarts, der har undergået store forandringer, og som nu trues af mørkets fremmarcherende hære. Hele banden er samlet igen, og selv den afdøde Dumbledore – i skikkelse af den uforlignelige Michael Gambon – dukker op i nogle flasback-scener. En af filmseriens hovedstyrker har altid været dens enorme mængde af formidable engelske skuespillere, men det er ikke mindst Alan Rickman, der denne gang får lov til at føje tyngde til historien som den moralsk tvetydige Snape. Selvom Rickman leverer sine replikker med så lange kunstpauser, at man næsten kan presse en Tour de France-etape ind imellem, så formår han på mange måder at være filmens mest interessante figur.

At David Yates overtog instruktørstolen gennem de sidste par film har været en blandet fornøjelse, men selvom hans visuelle sans forsat er beskeden – vi er stadig milevidt fra den følelse af vitalitet og fare, som Mike Newell bragte til seriens fjerde kapitel – så assisteres Yates denne gang af en stor bunke veludførte effekter, og når troldmændene slynger om sig med opfindsomme forbandelser, og slangerne hugger mod tilskuerne i 3D, så er det svært ikke at være godt underholdt.