FilmenI serien om den tryllestavssvingende Harry Potter er vi nu nået til den tredje bog i rækken af J.K. Rowlings populære romaner. “Harry Potter og Fangen Fra Azkaban” fortsætter i samme gode takter som de to forrige film.

Harry Potter skal til at begynde det tredje år på Hogwarts skolen, og ligesom med de to forrige år skal han og hans venner Ron og Hermione gå så grueligt meget igennem før filmens slutning. Det starter rigtig skidt for Harry, da han provokeres til at anvende magi på sin onkels ondskabsfulde søster og det går ikke meget bedre da han ankommer til Hogwarts. Den sindssyge magiker Sirius Black er nemlig flygtet fra Azkaban fængslet og er af uvisse årsager ude efter Harry.

“Harry Potter og Fangen fra Azkaban” bygger naturligvis på bogen af samme navn og ligesom med de to forrige film er også denne en ganske spændende affære. Mysteriet om Sirius Black er naturligvis hovedemnet og dette bygges ganske godt op i løbet af filmens første halvdel. Men ikke alt er hvad det lader til at være, og der er derfor et par ganske gode plot twists i anden halvdel. I løbet af filmen er der små spor, der peger i denne retning, som det er ganske fornøjeligt at tænke over bagefter.

“Harry Potter og Fangen fra Azkaban” tilføjer også nogle nye brikker til puslespillet om Harry Potter og hans fortid, og det er her filmens emotionelle kerne ligger. Som publikum kan man ikke undgå at føle med Harry og være nøjagtig lige så interesseret i at finde ud af mere om hans families baggrund, som han selv er. Udover dette er det også spændende at følge udviklingen imellem de tre venner. De vokser op og er nu teenagere med de glæder og sorger det nu engang medfører. Filmen føles mere gearet imod de lidt ældre børn end især den første film gjorde og det er ikke så skidt endda. Det er som voksen lidt lettere at identificere sig med, imens de små børn nok ikke er helt med når Ron og Hermione pludselig holder hånd midt i filmen. Samtidig indeholder filmen også nogle skræmmende scener, når de frygtelige dementorer går til angreb.

Skuespillerne er selvfølgelig de gamle kendinge fra de tidligere film. Hovedrollerne spilles endnu engang af Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint. Skuespillerne bag karaktererne er naturligvis også blevet ældre og de begynder som naturlig følge deraf at eksperimentere lidt med bl.a. skuespillets intensitet. Det fungerer som regel ganske godt og andre gange ikke helt så godt.

Ud over de tre hovedpersoner er der også mange andre genkendelige ansigter. Robbie Coltrane, Alan Rickman, Tom Felton m.fl. gentager alle deres roller fra de forrige film. Udover dette er der også kommet et par nye ansigter til af forskellige årsager. Desværre afgik Richard Harris ved døden inden produktionen af den tredje film gik i gang og dermed skulle der altså findes en ny skuespiller der kunne overtage rollen som Professor Albus Dumbledore. Rollen gik til Michael Gambon, der spiller rigtig godt. Han efteraber på ingen måde Harris’ præstation, og han gør rollen til sin egen på ganske succesfuld vis.

Andre nye ansigter i filmen er David Thewlis som Professor Lupin, Emma Thompson som den stæreblinde Professor Trelawney og Gary Oldman som Sirius Black. Emma Thompsons rolle er meget lille, men de to andre har vigtige roller i filmens plot. Gary Oldman overspiller i den grad, men det passer dog godt til rollen som den mystiske fange fra Azkaban. Thewlis er fremragende i rollen som Harrys fortrolige. Thewlis og Radcliffes scener sammen hører til blandt de bedste i filmen.

Det hele er dog ikke en dans på roser, for der er et par skår i glæden. Først og fremmest så føles filmen en smule forhastet. Den tredje bog i række er den længste af dem der indtil videre er blevet filmatiseret. Samtidig er den tredje film den korteste af de tre og det hænger ikke rigtig sammen. Filmen føles til tider forhastet og slutningen kommer før man ved af det, på trods af en spilletid på 141 minutter. Filmen kunne med fordel have været en smule længere for at give plads til nogle af de detaljer, som gjorde især den første film så succesfuld. De to foregående film viser, at både små og store sagtens kan holde koncentrationen lidt længere end normalt, specielt når universet er så dragende og filmene så gode.

Filmen forfalder også til at bruge samme formular som i de foregående film. Dette skyldes naturligvis Rowlings forlæg og filmen bliver naturligvis aldrig bedre end dette. Bøgerne foregår over et skoleår og deraf følger, at de må blive ret lig hinanden. Dette er dog ikke en undskyldning for at filmen til tider føles som en kopi af de to foregående. Forhåbentlig kommer der lidt fornyelse i fremtiden.

På trods af disse ting, så er “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” stadig en ganske fortræffelig film for de lidt ældre børn og barnlige sjæle.

VideoPå billedsiden er der et Anamorphic Widescreen transfer i 2.40:1 Aspect Ratio. Det er et ganske fremragende transfer der mere eller mindre er fri for problemer. Detaljegraden er helt i top, hvilket får de flotte kulisser til at træde i karakter. Farver gengives rigtig flot, på trods af meget varierende betingelser – både de meget lyse sne-scener og de mørke og dunkle nattescener. Der er ingen former for artefakter at spore ej heller problemer af teknisk art, andet end meget svag edge-enhancement.

AudioPå lydsiden er der tre lydspor, alle i Dolby Digital, på engelsk, dansk og norsk. Generelt er lyden rigtig god med et ganske velbalanceret lydbillede. Dialogen er tydelig, selv i de mere hektiske scener. Der er gjort god brug af surround-effekterne, der er velmiksede med god seperation. Her imponerer især scenerne med de frygtede dementorer der svæver forbi skærmen. Deres skumle skrig fylder lokalet helt ud. Også subwooferen er godt med, og det runger godt i gulvet når “The Whomping Willow” går til den.

EkstramaterialePå disk nr. 1 finder man ikke det helt store ekstramateriale. Lidt informationer om cast og crew, samt trailers til de tre film er alt hvad det bliver til.

Mere interessant bliver det straks på disk nr. 2, der er inddelt i fem punkter:

“Divination Class” er den mest interessante del. I “Trelawneys Crystal Ball” er der bl.a. fem slettede scener i mere eller mindre færdig stand. Fire af scenerne er forholdvis uinteressante, men den femte giver nogle hints til hvad der kunne have været en meget interessant scene at se i filmen. Dernæst er der et “making of” program ved navn “Creating the vision” på ca. 12 minutter der indeholder interviews med Rowling og Alphonso Cuaron. Til sidst er der “Head to Shrunken Head”, der indeholder interviews med filmens cast og crew.

Under “The Great Hall” finder vi to små spil, “Catch Scabbers” og “The Quest of Cadogan”, samt “Choir Practice” som er karaoke. Denne sektion er åbenlyst tiltænkt ungerne, men eftersom det hele foregår på engelsk er der ikke meget at komme efter.

“Tour Honeydukes” er en rundtur i slikbutikken i Hogsmeade. “Defense Against the Dark Arts” indeholder et lille spil “Magic you may have missed” (endnu engang på engelsk) og en rundtur af Professor Lupins klasseværelse.

Sidst men ikke mindst er der “Hogwarts Grounds”. “Hagrids Hut” består af to “making of” programmer der bl.a. fortæller lidt om de special effects der er med i filmen. “Game Preview” er et kort preview til spillet bag filmen, og til sidst er der et link til DVD-Rom features.

Ekstramaterialet hører absolut til i den lette ende, men der er også et par interessante ting imellem.

OverallEn ganske fortræffelig film med en teknisk side, der er over standard. Ekstramaterialet hører til i den lidt lettere ende, men har dog et par interessante ting. Generelt en ganske udemærket udgivelse.

Filmen udgives også som en 1 disk version, hvor disk 1 er identisk med den første i denne 2 disk udgave. Såfremt man hellere vil investere i denne er den endelige karakter 3/6 istedet for 4/6.

Drengen med tryllestaven er tilbage – igen – og både Potter og selve historien er blevet en tand mere voksen. “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” er den tredje film i serien og udover den dystre stemning er der ikke ændret voldsomt meget siden sidst. Instruktøren hedder i denne omgang Alfonso Cuarón, og han står bag film som “A Little Princess” og “…Og din mor”. En helt anden boldgade end “Harry Potter” og mon ikke at det er derfor, at filmen er blevet både mere intens og spændende end de to første.

Harry Potter er blevet 13 år. Han lever stadig sammen med den tyranniske Dursley familie, hvor alt er ved det gamle. Potter er familiens lille prygelknabe og deres tjener, der ved det mindste vink skal adlyde. Da Onkel Vernons søster en dag kigger forbi ender det hele selvfølgelig galt. Hun beskylder Potters afdøde forældre for at være mærkelige, drikfældige og generelt bare dårlige forældre. Dette bliver for meget for Harry, der ender med at bruge lidt magi på søsteren – hvilket jo ikke er tilladt for unge magikere når de befinder sig uden for Hogwarts område. Søsteren bliver pustet op som en ballon, og forsvinder bogstaveligt talt i den blå luft. Harry stikker af.

Inden længe havner han imidlertid hos Ministeren for Magi – men hele episoden får ingen konsekvenser for Harry. Tværtimod. Ministeren tager hele sagen med ro, og sender hurtigt Harry af sted til Hogwarts. Hvad Harry ikke ved er, at magikeren Sirius Black er stukket af fra Azkaban-fængslet og alt tyder på, at han af en eller anden grund vil hævne sig på Harry. Derfor skal Harry bringes sikkert til Hogwarts inden Sirius Black får fingrene i ham.

Men Sirius Black har allerede fået færten af Potter, og han kommer hele tiden tættere og tættere på ham – og dertil kommer at ikke alt på Hogwarts er som det skal være…

Et af de mest markante kendetegn ved “Harry Potter” er dramaturgien. Både de to første som den nye film holder sig alle stramt indenfor berettermodellens velkendte konventioner. Det er der ikke noget galt med, og da historien i “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” er så spændende som den er, fungerer det fint med en meget konventionel opbygget struktur. Filmenes umiddelbart største rigtige svagheder er, at de alle minder for meget om hinanden mht. til plotpoints – der er ikke meget variation i selve handlingen. Man kan hurtigt se ligheden mellem de tre film:

Harry har problemer med Dursley familien. Harry tager til Hogwarts. Harry finder ud af, at der er noget galt. Harry forsøger at finde ud af hvad der er galt. Harry tror han finder ud hvad der er galt. Harry finder den rigtige sandhed og klarer til sidst skærene. Dertil kommer den mystiske professor på Hogwarts – en professor, man ikke rigtig kan regne ud – plus en Quidditch kamp.

Men på den anden side – er det ikke kendetegnende for de fleste eventyr? – gentagelse?

Selvom filmene minder utrolig meget om hinanden, så er “Fangen fra Azkaban” slet ikke nogen kedelig film. Der er lagt op til et rigtig underholdende eventyr allerede fra starten – og stemningen er blevet endnu mere dyster også i forhold til den forrige film, “Harry Potter og Hemmelighederns Kammer”. Det skyldes til dels, at instruktøren Chris Columbus allerede har defineret ‘universet’, og at Cuarón derfor næsten kan springe fuldstændigt hen over præsentation af karaktererne i filmen. Det giver meget mere albuerum og mere plads til selve grundhistorien – og Cuarón kan derfor fokusere på selve handlingsforløbet og karakterudviklingen.

Hovedkaraktererne har udviklet sig en del siden “Harry Potter og Hemmelighedens Kammer” og “Harry Potter og De Vises Sten”. Magiker-trioen Potter, Hermione og Ron er godt på vej til at træde ind i de voksnes rækker. De er blevet mere trodsige, selvstændige og under overfladen lurer nu efterhånden også kærligheden. Dertil er der kommet to nye karakterer – professor Trelawney (Emma Thompson) og professor Lupus (David Thewliss), der begge spiller formidabelt. Den manglende introduktion af Sirius Black er derudover på grænsen til det geniale og er med til at bygge en fantastisk stemning op. Hvem er han? Hvad kan han? Hvad er han ude på? – man får ingen svar. Det eneste man ved er, at han er gal, og flygtet fra fængslet og at han har et udestående med Harry Potter.

“Fangen fra Azkaban” har fået endnu et tak på uhygge-skalaen, og det fungerer perfekt, også uden at den distancerer sig væsentligt fra sit image som familiefilm. Uhyggen og Cuaróns stil er i den grad med til at præge stemningen og oplevelsen hele vejen: Den tilsyneladende gale Sirius Black, Varulve, og de meget uhyggelige Dementorer – fangevogterne fra Azkaban-fængslet, der suger alle glade minder ud af hukommelsen så man til sidst er efterladt med kun mareridt tilbage – løfter alt sammen filmen markant. Man sidder nærmest ængstelig og venter på den efterfølgende scene.