"Jeg elsker magi," udbryder den 14-årige Harry Potter, da han og vennerne er taget til verdensmesterskaberne i Quidditch for, iført sjove hatte, at heppe på deres flyvende helte. Spøgen bliver dog kort, da Voldemorts tilhængere ankommer og knuser turneringen i et inferno af ild og mørke. Voldemorts tegn – Mørkets mærke - lyser op på himlen og signalerer hans snarlige tilbagekomst.

Således åbner "Harry Potter og flammernes pokal" - den fjerde film i rækken af "Potter"-film - ganske anderledes end de tidligere. Flammerne og den dystre stemning antyder tidligt, at vi skal forvente en helt anden oplevelse, og den får vi så sandelig til fulde. For "Flammernes pokal" er uden sammenligning den mest dystre og grumme – men også langt den bedste - "Harry Potter" film til dato.

Mike Newell, der debuterer som "Potter"-instruktør, har tydeligvis ønsket at lave en anden slags film denne gang. En del af de faste ingredienser, som i de tre første film var ved at blive trættende, er helt væk, bl.a. Dursley familien, togrejsen og de mange billeder af Hogwarts lange trapper og korridorer. Hvad der i stedet er tilbage, er en meget stramt fortalt historie, der spænder over flere forskellige genrer.

På skolen Hogwarts skal der dette år afholdes en stor begivenhed: Turneringen i magisk trekamp. Tre deltagere fra hver sin skole skal gennemgå tre prøver. For at deltage er reglerne enkle - man ligger en seddel med sit navn i Flammernes pokal og så vælger den deltagerne. Tvekampen er dog særdeles farlig og derfor må ingen under 17 år deltage. Da det bliver tid til at udvælge deltagerne, spytter pokalen dog på mystisk vis Harry Potters navn ud, til trods for at han ikke har lagt nogen seddel i, og at han er for ung. Pokalens vilje tør ingen dog trodse, og Harry må ruste sig til en kamp, han slet ikke har erfaring til at udkæmpe.

Samtidigt følger vi også Harry, Ron og Hermiones spirende teenagekvaler, og deres indbyrdes forhold bliver hurtigt mere komplicerede, end de før har været. Ikke mindst da de skal finde en ledsager til det årlige julebal. Desuden møder de deres nye professor for 'Forsvar mod Mørkets kræfter' - "Mad-eye" Moody. Et stort vrag af en mand, der tilsyneladende delvist består af metaldele. Han har et fyrigt temperament, men bliver også hurtigt Harrys vigtigste hjælper i den kommende tid.

Man mærker tydeligt på de tre hovedrolleindehavere, at de er vokset med rollen. De er alle bedre end tidligere, og Rupert Grint har som Ron udviklet en fin komisk timing, og har mange gode scener. Michael Gambon gør denne gang for alvor Dumbledore rollen til sin egen, og giver langt mere spændevidde og liv til figuren, end han tidligere har haft. Som "Mad-eye" Moody er Brendan Gleeson også virkelig underholdende.