James Stewart i topform

Umiddelbart starter “Harvey” som en standard 1950’er-komedie af den slags, man formentlig kun kan finde virkelig morsom, hvis man i forvejen har et stærkt kærlighedsforhold til datidens farcer. James Stewart spiller Elwood P. Dowd, der spankulerer rundt og tror, at han har en kær og nær ven ved navn Harvey. Det er imidlertid tydeligt at se, at det ikke er tilfældet, og komikken består i lidt fjollede sammenstød med familiemedlemmer og en noget utroværdig misforståelse på et sindssygehospital. Alt sammen ret trivielt og stærkt præget af tidens noget konservative syn på kønnene.

Men der går ikke længe, før “Harvey” viser sig at være langt, langt mere end en simpel komedie. Det er snarere en eksistentielt livsbekræftende feel good-film, hvor grænserne mellem normalt og galt udforskes og udfordres. Filmen rummer noget særdeles prisværdigt: Et underspillet og langvarigt twist, der pludseligt ændrer ens opfattelse af, hvad det egentlig er, man sidder og ser. Det gøres med elegant snilde gennem små hints hist og her, der stille og roligt antyder, at noget altså for alvor er mærkeligt i det ellers realistiske univers, “Harvey” udspiller sig i.

Det bemærker man eksempelvis, når hospitalsportøren Wilson læser i et leksikon, der så pludseligt henvender sig til ham. Eller når Elwoods mor forvirres og ikke kan skelne sin søns vrangforestillinger fra virkeligheden. Man når lige at undre sig, indtil nogle klassiske genrekonventioner forekommer, og man igen falder for ens egen vrangforestilling om, at man blot overværer en ganske ordinær film. Fordomsfuldhed har man som seer nok af, hvilket “Harvey” godt er klar over, og ved snedigt at lade tilskueren dele synsvinkel med den naivt videnskabelige psykiatri og den forstokkede, konservative familiestruktur så ender filmen faktisk med at konfrontere os med vores egne fordomme om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad man bør og ikke bør gøre.

Filmens cast (ud over James Stewart) udgøres af bl.a. Peggy Dow som sygeplejersken Miss Kelly, Charles Drake som psykiateren Dr. Sanderson og Josephine Hull som Elwoods mor, Veta. Hull vandt en Oscar for sin præstation, som jeg dog mener er lige lovlig tidstypisk set med moderne øjne. Mere interessante karakterer er nu Miss Kelly og Dr. Sanderson. Kelly er tydeligvis forelsket i Sanderson, men han er imidlertid for arrogant og/eller ignorant til at tage sig af det, endsige tage hensyn til hendes følelser. Men i mødet med den evigt positive og venlige Elwood oplever de begge en anden side af menneskeligheden, der tvinger dem til at sig selv, hinanden og deres omverden på en ny måde. Det er en fascinerende karakterudvikling, der elegant forløber sideløbende med selve historien, og dermed både er central og perifer.

I hovedrollen ses som sagt James Stewart, og han håndterer rollen som Elwood helt fabelagtigt. Stewart fornemmer, hvad der driver Elwood, og som karakteren viser sig væsentligt dybere end den “komediefigur”, der lægges op til i starten, så vokser Stewarts præstation tilsvarende. Der er én specifik scene, hvor Elwood uddyber sit forhold til Harvey i en lidt mørk gyde, som på grund af Stewarts sans for at levere replikker, hans timing og hele hans kropsmimik står som filmens absolutte højdepunkt. I denne scene glimter “Harvey” af ren og skær filmisk magi!

“Harvey” kan noget særligt. Den er mystisk, hyggelig, sjov og klog, og den vil noget. Den bliver ved med at vokse i bevidstheden, længe efter den er slut, fordi den på ingen måde giver et entydigt svar på, hvad den i bund og grund handler om. Men derfor fastholdes man også i fascinationen og tvinges til at tænke videre over den. En perle.

Video

Filmen præsenteres i 1.33:1 og taget i betragtning, at vi har at gøre med en film fra 1950, så er det et enormt flot transfer. Grynniveauet er til tider (dog sjældent) en smule forstyrrende, men generelt gengives billedet uproblematisk med især en virkelig flot håndtering af kontrasterne. For det meste står alting overvældende skarpt, og mængden af detaljer må – originalmaterialet taget i betragtning – siges at være meget høj.

Audio

“Harvey” har efterhånden mange årtier på bagen, så det kommer ikke som den store overraskelse, at udgivelsens DTS-HD Master Audio 2.1-lydspor ikke ligefrem lyder overvældende godt. Lydsidens mest prominente element er dialogen, som kommer ganske godt igennem, mens hverken musikken eller lydeffekterne gør noget særligt væsen af sig. Der forekommer også en smule støj undervejs, men jeg tror ikke, man kan forlange meget mere, end det man får her – men det er så bare heller ikke særligt meget.

Ekstramateriale

Det er et meget begrænset udvalg af ekstramateriale, der er inkluderet på denne udgivelse. Der er to film à 8 minutter om hhv. Carl Laemmie og Lew Wassermann, som handler om (eller rettere sagt ophøjer) deres indflydelse på Universal Studios og filmverdenen som sådan, men begge introduktioner er ret overfladiske. Det, der dog er rigtig godt, er en ca. 5 minutter lang introduktion til selve filmen, som James Stewart står for. Her fortæller han om sit forhold til filmen, som han personligt ser som en af de bedste, han har medvirket i.