Hateful Eight, The

InstruktionQuentin Tarantino

MedvirkendeKurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Samuel L. Jackson, Demián Bichir, Michael Madsen, Zoe Bell, Bruce Dern, Channing Tatum, Tim Roth, Walton Goggins

Længde167 min

GenreWestern

IMDbVis på IMDb

I biografen07/01/2016

Anmeldelse

Hateful Eight, The

4 6
Som de syv andre

“The Hateful Eight” er en joke. Den længste, bredeste, men også mindste joke, jeg har set. Og det er kun Quentin Tarantino, der kan slippe (godt) af sted med den slags. For selv om der musikalsk åbnes med en indledende ouverture af spaghetti-komponisten Ennio Morricone og brede billeder af en diligence travende igennem en sneklædt prærie i den 70mm-version, jeg oplevede, så er Tarantinos ottende film ingen storfilm. Det er derimod et snakkende kammerspil i en hytte med otte venner, der leger western.

For den storladne western-intro med Morricone afløses hurtigt af The White Stripes og en hytte i ødemarken, hvor otte røvhuller forsøger at snakke hinanden ihjel, inden de trækker deres revolvere til formålet. Det er typisk Tarantino. Laver en bittelille snakkefilm inden for de størst tænkelige rammer. Det er flabet. Præcis som de syv andre, der alle kan anes her i den hadefulde ottende film fra den store filmnørds instruktørhånd. Her er håndlangerne, der ikke stoler på hinanden, som i “Reservoir Dogs”. Den brudte fortælling, der ikke begynder med begyndelsen, som i “Pulp Fiction”. To fortællinger om hævn og retfærdighed, sat sammen til én, som i “Kill Bill”erne, og så er der naturligvis den store westernmyte som i “Django Unchained”.

Det er netop de i alt otte Tarantino-film, som titlen refererer til. Det er den titel, som hans kritikere ville have valgt til at beskrive disse voldsblodige film. Som hadefulde. Og alt muligt andet ondt. Men Tarantino er ligeglad, lad dem snakke. Ligesom de otte dumme westernsvin, som er samlet i hytten. De snakker også. Og de spiller, som de er bedste venner. Som de hygger sig. Som når Kurt Russells ‘Galgemanden’ kalder bitch efter sin kvindelige fange, der skal hænges i Red Rock for en dusør på 10.000 dollars. Eller når Samuel L. Jackson tømmer sin seksløber ind i én, så indvolde sprøjter klamt og komisk i fjæset på en anden. Det er næsten lige så sjovt, som skuespillerne synes, det er.

Den helt vildt oprigtige glæde til at fortælle en røverhistorie Quentin-style fra holdet af de sædvanlige Tarantino-mistænkte smitter. Men efter de 10 første bitch og nigger samt den uendelige snak så lagde min hadefulde feber sig straks igen. Talt ihjel uden one-liners, jeg kan huske. Her er ingen royale with cheese eller nazistisk Christoph Waltz med giga-pibe. Den mest mindeværdige er Walton Goggins’ sydstatsracistiske sherif, der spiller rapkæftet op til Jacksons sorte nordstats-hævner, som forsøger at opklare, hvem der mon har forgiftet kaffen.

Dem, der vil kalde de syv andre film for hadefulde, vil sikkert også anklage “The Hateful Eight” for at være både racistisk og kvindefjendsk. Det er den ikke. Tværtimod. Selv om hun da godt nok er en morderisk kælling, og han en hævngerrig dusærjæger, så er de ikke repræsentanter for deres minoritet – kvinden og den sorte. De er bare mennesker, der som alle andre har retten til at være et hadefuldt røvhul. En bitch og en nigger, som de så nedladende bliver kaldt det af de andre seks lige så dumme svin.

På den måde er Tarantinos ottende film en stor, nørdet joke, der gør grin med de voldskritikere, som stadig tror, at man bliver voldsperson af at se voldsfilm. Men joken bliver aldrig en voldgod film. Eller en voldsomt stor film. Dertil er dens armbevægelser for små til sin grotesk store 70mm-krop, der kærligt hilser tilbage på de syv andre dejligt dræbende jokes.

Trailers

Kort om filmen

I “The Hateful Eight”, der foregår seks, otte eller 12 år efter Borgerkrigen, kæmper en diligence for at komme gennem det barske vinterlandskab i Wyoming. Dusørjægeren John Ruth (Kurt Russel) og hans fange Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) haster mod byen Red Rock, hvor Ruth, der på disse kanter er kendt som ’The Hangman’, vil sørge for, at Domergue får sin fortjente straf. På vejen møder de to fremmede – Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson), ekssoldat og nu berygtet dusørjæger og Chris Mannix (Walton Goggins), frafalden sydlænding, der hævder at være byens nye sherif. De mister orienteringen i snestormen og søger ly hos ‘Minnies Herreekvipering’, der ligger i et bjergpas og er et velkendt stop for diligencer. Ved ankomsten bydes de ikke velkommen af ejeren men mødes af fire ukendte ansigter. Bob (Demian Bichir), der passer Minnies forretning, mens hun besøger sin mor, er offer for et hold up udført af Red Rocks bøddel, Oswaldo Mobray (Tim Roth), cowboyen Joe Gage (Michael Madsen) og General Sanford Smithers (Bruce Dern). Mens stormen tiltager i styrke og lukker bjergpasset, indser vores otte rejsende, at de måske ikke når frem til Red Rock alligevel…