Alt det gode serveret forkert

De flestes liv byder på op- og nedture stukket ind i al gennemsnitligheden. I tilfældet Malala Yousafzai er modsætningerne nærmest ekstreme. Nobelprisvindende menneskerettighedsforkæmper, der har seriøse samtaler med Barack Obama og Jon Stewart, men samtidig genert, fnisende teenager med dumme småbrødre og dummere matematikopgaver. Nogle ret voldsomme udsving som Malala (heldigvis) og filmen om hende (mindre heldigt) tager ganske roligt.

Taleban vidste tydeligvis slet ikke, hvem de havde med at gøre, da de 2012 i vanlig kujonagtig stil skød en lille pige i hovedet, fordi hun insisterede på at gå i skole. Ikke nok med, at de var ved at skabe en af den slags martyrer, som de hævder at kæmpe for. Malala Yousafzai kom sgu også tilbage fra de døde og begyndte at tale dunder fra sin halvlamme mund. Gad vide, hvad man tænker, når den gud, i hvis navn man slår ihjel, lader fjenden genopstå som en helgen med hele verden på sin side?

At “He Named Me Malala” er blevet titlen på både portrætfilm og selvbiografi er langt fra tilfældigt. For bag det anonyme ‘han’ gemmer sig Ziauddin, Malalas far, hvis opdragelse af datteren startede hele rejsen. Der fokuseres intenst på deres forhold, men kommer alligevel ikke så meget tættere på den konstant smilende mand. Han forbliver en uforklaret del af den ellers stærke historie om en far, der giver sin datter lov til at risikere livet.

Der er tydeligvis lagt mere energi i nogle tegnefilm, der på én gang fortæller noget om Afghanistans historie (Malala er opkaldt efter en slags afghansk Jeanne d’Arc) og det ubrydelige bånd mellem Malala og Ziauddin. Det er ved at kamme over i romantisering, men lidt poetisk modvægt til skildringen af hverdagen i regnvåde Birmingham, kan man vel godt unde familien. Scenerne fra dagligstuen er ellers de mest interessante og ‘ægte’, fordi Malala er ganske charmerende, men også fordi morens åbenlyse konservatisme rykker lidt ved den polerede medieversion af ‘verdens modigste og kloge teenager’.

Det bliver aldrig til konfrontationer endsige åbne diskussioner ved middagsbordet. “He Named Me Malala” satser benhårdt på at vise turen fra fattige pakistanske landsbyer til FN-konferencer i en åbenlyst euforisk tone. Malala fortjener alverdens priser og medaljer, men mere interessant er det heller ikke at se alverdens statsmænd smile til kameraet ved siden af hende. Alt er sovset ind i Bono’sk verdensredder-jargon, fred og frihed til alle, men hvor bliver det kedeligt og langt, inden det alligevel bare slutter med Nobelprisen som forudsigeligt klimaks.