Poesi så tung som luft

Mens guitarstrenge spiller blødt i baggrunden så fortæller en dæmpet voice-over om tilværelsen. ”Hvad er livet?” spørger den retorisk. Et billede af regnvand, der løber ned ad en rude, lægges oven på en indstilling af vintertræer. ””Er det ikke blot tidspunkterne, hvor vi ikke sover?” svares der. Der er masser af poesi og luftige spørgsmål, når kunstneren Laurie Anderson tackler nogle af livets helt store gåder i “Heart of a Dog”.

“Heart of a Dog” er egentlig historien om en kvindes forhold til sin hund, men med et højtravende, bevidsthedsflydende koncept så handler det om meget mere. Mest af alt drejer det sig dog om kunstneren selv. Vi springer rundt i hovedet på Laurie Anderson. Overgangene mellem de forskellige tanker er ikke altid lige elegante. En gåtur med en hund bliver pludselig til tanker om terrorangrebet på World Trade Center.

Skellet mellem det generelle og det intime virker i det hele taget meget skarpt. Det er uden tvivl i de personlige fortællinger, at de stærkeste øjeblikke findes. Lauries traumatiske barndomsminder fortælles levende på ridset og utydelig 8mm-hjemmevideo. Som da hendes brødre faldt igennem isen, eller da hun brækkede ryggen efter et fald fra tremetervippen i en svømmehal. Det underbygger hendes pointer om, hvordan minder falmer, indtil man kun kan huske, det man vil huske. 

Desværre overskygges de personlige historier af Laurie Andersons hang til generelle observationer om samfundet. Svære og komplekse emner som terror og overvågning tages op, men uden substans. I stedet kommer Anderson med en masse overordnede og filosofiske udsagn, der ikke bakkes op af andet end egen verdensopfattelse.  Den simple historie drukner, mens den komplekse er for vag til at blive seriøs.

Det meste af billedsiden består af fine naturbilleder, hvor der fra tid til anden er lagt et sepiafilter over. Billederne kombineres med en drømmende lydside, der hovedsageligt består af forskellige strengeinstrumenter og Laurie Andersons egen sagte stemme. Det sagde mig absolut ingenting. Jeg forstod ikke de valg, der blev taget. Hvorfor bruges der så meget slowmotion? Hvad betyder det, at vi ser billeder af træer, hvorfor er der så mange af dem? Hvad er det for noget underligt musik, hvorfor kommer det nu? Alle disse spørgsmål hverken fascinerede eller overbevidste mig om at instruktøren er meget klogere end mig. I stedet følte jeg mig fremmedgjort. Der mangler variation i tempo, stemmeføring og farvepalet. Det hele blev så monotont.