Hell Ride
Udgivet 1. nov 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Da Dennis Hopper, Peter Fonda og Jack Nicholson gjorde landevejene usikre med “Easy Rider” sidst i tresserne, var det nok de færreste, der havde forudset, at netop den film ville opnå den kultstatus, som den stadigvæk besidder. Om det er ønsket om kultstatus, der er drivkraften i Larry Bishops første filminstruktion siden midthalvfemserne, skal være usagt, men der er i hvert fald blevet skelet til “Easy Rider” og sågar ganske passende levnet plads til Dennis Hopper i en af de væsentligere biroller i “Hell Ride”.
I 1976 bliver rockerpræsidenten Pistolero – spillet af Larry Bishop – som anfører for ‘The Victors’ en bedre halvdel fattigere, da den gudeskønne indianske elskerinde Cherokee Kisum brutalt tortureres og myrdes for øjnene af sin legende søn, angiveligt fordi hun leger med ilden og også fører et erotisk dobbeltspil med præsidenten for den rivaliserende bande med det satanisk klingende navn ‘The 666’ers’. Udåden er aldrig blevet hævnet, men da sidstnævnte rockergruppe anført af den tatoverede og storskrydende overløve Billy Wings igen begynder at husere på Pistoleros enemærker flere årtier senere opstår muligheden for et endeligt opgør.
Men det er nærmere filmens korte varighed, der skal have skylden for, at tiden flyver af sted. Med Tarantino i ryggen er det klart, at Bishop har haft gode arbejdsbetingelser og derfor også har kunnet få gode folk på de nødvendige pladser. Det er ikke overraskende, at navne som Dennis Hopper og David Carradine er at finde på plakaten, selv om det er i mindre roller. Men godt gør de det og agerer blændende modspil til Pistoleros egne folk i skikkelse af de to rygende uenige håndlangere i Michael Madsens Gent og Eric Balfours Comanche. Pot og pande bliver de to i hvert fald aldrig. Selv om skuespillet nok ikke går over i historiebøgerne, så virker det som et veloplagt team, vi her præsenteres for.
Undervejs begynder broderskabet mellem de øverste i bandens hierarki at vakle gevaldigt. Mistro og jalousi lurer, mens den åbne krig mod fjenden ufortrødent fortsætter. Spørgsmålet er dog, om de involverede parter på sigt kan stå distancen og adskille de forretninger og de kvinder, som synes så kraftigt flettede ind i hverandre, og som et eller andet sted synes at være roden til alt det onde. “Hell Ride” er nogenlunde lige så bumlet fortalt som de veje, bikerne drøner op og ned ad, mens de beskyder hinanden. Men det gør egentligt ikke det store, for som b-film gør den sig nu egentligt ganske fortræffeligt, og med grindhouse-æraen i baghovedet er det vel også først og fremmest det, der har været formålet.
“Hell Ride” præsenteres på billedsiden i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som dog ikke er helt fejlfrit. Både edge-enhancement og digitale forstyrrelser forekommer i betragtelig grad, og tilfælde af blødhed og myrer i billedet kan heller ikke helt undgås. Til gengæld rummer filmen ikke udtværinger, og kontrasten er såmænd solid, ligesom også de gullige farver er stabile.
En snert bedre er lyden, der toner frem i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, hvor dialogen trods enkelte utydeligheder er klar og uden overstyringer. Underneden ligger en velaflejret atmosfære, hvor utallige vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde giver substans, mens det attraktive soundtrack bestemt heller ikke skal forklejnes.
Der er ud over et fåtal trailere for andre film ikke ekstramateriale på udgivelsen.
Det kan undre, at det har været nødvendigt at bruge kultinstruktøren Quentin Tarantino som kransekagefigur for at køre “Hell Ride” frem i de forreste geledder. For ganske vist har filmen et ujævnt tempo, er lige lovligt hurtigt overstået og uden de store, susende vingefang, men trods alt er udgivelsen som b-film en ganske fængende en af slagsen. Uden at tage munden for fuld har Larry Bishop ramt en stemning og en stil, der med æren i behold hylder de hedengangne film fra grindhouse-traditionen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet