On the road to hell

Da Dennis Hopper, Peter Fonda og Jack Nicholson gjorde landevejene usikre med “Easy Rider” sidst i tresserne, var det nok de færreste, der havde forudset, at netop den film ville opnå den kultstatus, som den stadigvæk besidder. Om det er ønsket om kultstatus, der er drivkraften i Larry Bishops første filminstruktion siden midthalvfemserne, skal være usagt, men der er i hvert fald blevet skelet til “Easy Rider” og sågar ganske passende levnet plads til Dennis Hopper i en af de væsentligere biroller i “Hell Ride”.

Om ikke lige så vellykket, så har filmen, der først og fremmest er blevet profileret på kultinstruktøren Quentin Tarantinos navn som producent, et og andet at byde på. Det er en bevidst søgen tilbage til de legendariske grindhouse-exploitationfilm, som hjemsøgte særligt de amerikanske halvfjerdsere og senest har fået en revival med Tarantinos “Death Proof” og dennes bonkammerat Robert Rodriguez’ “Planet Terror”. Her er der dog gjort knapt så massive tiltag for at bevare de autentiske rammer, og meningen er også, at “Hell Ride” fungerer i en nutidig kontekst, om end filmen hyppigt vender tilbage til historiens udgangspunkt 32 år tidligere.

I 1976 bliver rockerpræsidenten Pistolero – spillet af Larry Bishop – som anfører for ‘The Victors’ en bedre halvdel fattigere, da den gudeskønne indianske elskerinde Cherokee Kisum brutalt tortureres og myrdes for øjnene af sin legende søn, angiveligt fordi hun leger med ilden og også fører et erotisk dobbeltspil med præsidenten for den rivaliserende bande med det satanisk klingende navn ‘The 666’ers’. Udåden er aldrig blevet hævnet, men da sidstnævnte rockergruppe anført af den tatoverede og storskrydende overløve Billy Wings igen begynder at husere på Pistoleros enemærker flere årtier senere opstår muligheden for et endeligt opgør.

“Hell Ride” er simpel i sin udførsel, men alligevel glimrende komponeret. Her er en film, som på papiret synes af ingenting, men tilsat billede og lyd i de rette mængder og i de rette støbninger rejser sig til noget storladent. Egentligt er selve opgøret ikke så interessant som de slette miners spil, de interne stridigheder inden for egne rækker samt den overdrevne eksponering og æstetiseren af afklædte kvinder og afhuggede lemmer. Synets sanser bliver ikke skånet for barske løjer, når blodet flyder i stride strømme, og handlingen ellers går sin vanlige gang med provokationer og de forventelige gengældelser. Det er vejen lige lukt i helvede, det går i en retning, og det går stærkt.

Men det er nærmere filmens korte varighed, der skal have skylden for, at tiden flyver af sted. Med Tarantino i ryggen er det klart, at Bishop har haft gode arbejdsbetingelser og derfor også har kunnet få gode folk på de nødvendige pladser. Det er ikke overraskende, at navne som Dennis Hopper og David Carradine er at finde på plakaten, selv om det er i mindre roller. Men godt gør de det og agerer blændende modspil til Pistoleros egne folk i skikkelse af de to rygende uenige håndlangere i Michael Madsens Gent og Eric Balfours Comanche. Pot og pande bliver de to i hvert fald aldrig. Selv om skuespillet nok ikke går over i historiebøgerne, så virker det som et veloplagt team, vi her præsenteres for.

Ud over den foregående sammenkædning med Bishops synlige fascination af “Easy Rider” er “Hell Ride” i sin konstruktion ikke uden lighedspunkter med den klassiske western som genrefilm. Og selv om det stadig handler om hestekræfter, er rebellernes foretrukne transportmiddel her skiftet ud med tunge og benzindrevne motorcykler. Men opgørene, kulisserne, ja selv duellerne er for så vidt de samme, selv om tidsalderen er en ganske anden. Der skal ikke være tvivl om, at “Hell Ride” er en film lavet af drengerøve og for drengerøve. Der hores, bælles bajere og slås på tæven i et væk, mens mandehørm, testosteron og kønsdiskrimination stilles til frit skue. Bishops kun anden film som instruktør er bestemt ikke politisk korrekt eller for den sags skyld af de mere stuerene af slagsen. Men en gang imellem kan det nu også være ganske befriende.

Undervejs begynder broderskabet mellem de øverste i bandens hierarki at vakle gevaldigt. Mistro og jalousi lurer, mens den åbne krig mod fjenden ufortrødent fortsætter. Spørgsmålet er dog, om de involverede parter på sigt kan stå distancen og adskille de forretninger og de kvinder, som synes så kraftigt flettede ind i hverandre, og som et eller andet sted synes at være roden til alt det onde. “Hell Ride” er nogenlunde lige så bumlet fortalt som de veje, bikerne drøner op og ned ad, mens de beskyder hinanden. Men det gør egentligt ikke det store, for som b-film gør den sig nu egentligt ganske fortræffeligt, og med grindhouse-æraen i baghovedet er det vel også først og fremmest det, der har været formålet.

Video

“Hell Ride” præsenteres på billedsiden i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som dog ikke er helt fejlfrit. Både edge-enhancement og digitale forstyrrelser forekommer i betragtelig grad, og tilfælde af blødhed og myrer i billedet kan heller ikke helt undgås. Til gengæld rummer filmen ikke udtværinger, og kontrasten er såmænd solid, ligesom også de gullige farver er stabile.

Audio

En snert bedre er lyden, der toner frem i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, hvor dialogen trods enkelte utydeligheder er klar og uden overstyringer. Underneden ligger en velaflejret atmosfære, hvor utallige vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde giver substans, mens det attraktive soundtrack bestemt heller ikke skal forklejnes.

Ekstramateriale

Der er ud over et fåtal trailere for andre film ikke ekstramateriale på udgivelsen.