En næsten helt ordinær helt

Herkules-myten er igen blevet genfortalt. Det mest overraskende ved en meget lidt overraskende historie bliver afsløret allerede fra begyndelsen: De 12 arbejder – 12 umulige græsk-mytologiske opgaver – var ikke et one man job. Nej, de blev skam udført af et arketypisk rollespils-party: Krigeren – the Rock, barden – Reece Ritchie, den mystiske mager – Ian McShane, den snedige tyv – Rufus Sewell og amazonen og barbaren – lidt norsk krydderi fra Ingrid Bolsø Berdal og Aksel Hennie. Nu står de over for en endnu farligere opgave! Det er så nemt at afkode, så traditionelt tilfredsstillende som en af de fede sidemissioner i yndlingsrollespillet.

Herkules tager alle reputation points og får det mest epic loot, fordi gruppen har forstået, at verdens bedste våben er en effektiv markedsføring. “Hercules” åbner med en genfortælling af myten om den overmenneskelige halvgud, Zeus’ bastardbarn, der for at undslippe gudinden Heras vrede, skulle udføre tolv legendariske opgaver. Men det viser sig at være spin, der skal forøge Herkules’ værdi på markedet for lejesoldater. Det er egentlig en fin og ganske elegant måde at dreje den fortærskede voice over-åbning på: Barden Iolaus, der prøver at sno sig ud af nogle slemme piraters greb ved at vrøvle om sin store stærke onkel Herkules.

Punkteringen af mytologien løber konstant under fortællingen om en uidealistisk og martret antihelt, en kæmpe af en lejesoldat, der over tid er blevet gjort til en halvgud. Rygter og overdrivelser florerer jo frit i et samfund bygget på mundtligt overleverede fortællinger. Den lernæiske hydra er en gruppe mænd med slangemasker. De kentaurer, som Herkules’ skal redde den thrakiske Kong Kotys fra, er kavallerister, der smart rider med solen i ryggen, så silhuetten bliver dæmonisk på lang afstand. Det hele er et spørgsmål om, hvordan du præsenterer dit stof. Ikke meget har ændret sig til i dag.

Det vedbliver med at være filmens gode pointe, indtil Kong Kotys under det store slag beder den unge historiefortæller om at holde sin kæft. Krigen er ægte nok, og den kan i sidste ende ikke skønmales, når man står midt i den. Men vi vinder fandme, fordi Herkules faktisk KAN vælte en hest med de bare næver. Filmen trækker altså selv tæppet væk under det begyndende forsøg på at trække tæppet væk under heltemytologien og lader sin sidste akt være et klassisk opbygget hævnopgør. Metalegen fiser ud og manuskriptet går fra sjove smæk med tungen tilbage til de velkendte krigsfilms-samtaler uden for mange forstyrrende konsonanter. Aaaaaahh! Graaaaaaaaaarh! Sådan talte man åbenbart i Grækenland engang.

Og på en eller anden måde passer det hele sammen, cirklen sluttes, og vi får, hvad vi kom efter.
The Rock – lyder som navnet på en wrestler, der bruger sin stadigvæk imponerende fysik og helt naturlige karisma til at pumpe liv i alt fra “Pain & Gain” til “Fast & the Furious”. Kan man forvente, at han kickstarter en social- og mediekritisk nybølge ene mand? Det virker underordnet, hvilken historie han tager i sine svulmende arme, når først kameraet hvirvler hen over slagmarken. Derfor er det egentlig lidt spild, at manuskriptet kun snerrer af konger og (medie)fyrster, der markedsfører angreb som det bedste forsvar. Hvis det nu for alvor satte tænderne i…