Retssalsromance uden retning

En baby er død. Muligvis sparket ihjel af faderen med de tunge militærstøvler. Det lyder som et ualmindeligt grumt udgangspunkt for et retssalsdrama. Men den ynkværdige, lettere komiske mandsling af en dommer er mere optaget af en kvinde i juryen. Han er forelsket i dansk-franske Ditte, spillet af Sidse Babett Knudsen. Instruktør Christian Vincent deler vist dommer Racines prioriteter. Franske “Hermelinen” er i hvert fald en uskøn, ujævn blanding af retssalsdrama og romantik, der efterlod mig med et rekordstort antal spørgsmålstegn på min notesblok.

Der er noget enormt forvirrende over tonen og stemningen i “Hermelinen”. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad det er for en slags film, den prøver at være. På den ene side er der en retssag med et voldsomt udgangspunkt. En far har sparket sin baby ihjel. Hvis han da ikke dækker over mor, der er gravid med endnu et barn? Det er et ekstremt voldsomt scenarie, men det tjener mest som ramme for romancen mellem Ditte og dommer Racine. Christian Vincent er tydeligvis ligeglad med sagens substans. Hvorfor smide en død-baby-historie ind i manuskriptet, når man ikke bruger den til nogen som helst? Et kæmpe spørgsmålstegn på min notesblok.

Forvirringen bliver endnu større, da et ældre ægtepar, der er naboer til den døde babys familie, skal aflægge vidneforklaring. De snakker i munden på hinanden, skælder ud, skændes om lejlighedens grundplan, mens dommer og jury ser måbende til. Det skal vist være sjovt. Hvorfor? Jeg forstår ingenting. “Hermelinen” peger hele tiden i alle mulige retninger. Ikke på en kæk-ironisk, selvbevidst måde. Bare snotforvirret, rodet og uafklaret.

De to hovedkarakterer er lige så umulige at blive kloge på. Dommer Racine er fraskilt og foragtet af alle sine kolleger. De bagtaler ham, griner bag hans ryg. Han har ry for at være en hård type, der aldrig uddeler straffe på mindre end ti år. Men han virker nu mere som en veg, ynkelig lille mand. Han døjer med lidt influenza og har uendeligt ondt af sig selv. Han kigger på danske Ditte med store øjne, der får ham til at ligne et lille, gråhåret barn. Han minder meget lidt om den mand, kollegerne sviner til, når de er alene.

Det viser sig, at dommeren kender Ditte fra tidligere. Hun var lægen, der behandlede ham, da han kom ud for en alvorlig ulykke. Allerede dengang blev han forelsket, og nu har tilfældet altså ført dem sammen igen. Denne gang har han ikke i sinde at lade hende slippe. Han øjner muligheden for en frisk start. Fint nok. Men hvorfor skal den historie flettes ind i en retssag om en død baby? Jeg har ledt og ledt, men jeg kan ikke se noget, der bare ligner en tanke bag den mystiske konstruktion. Jeg mindes ikke at have set så mange løse ender før. Ikke nok med at de to hovedhistorier ikke forholder sig til hinanden. En masse små sidehistorier luftes og bliver aldrig samlet op igen. Som den muslimske kvinde i juryen, der ikke må få et lift til retssalen på grund af sin ‘sindssyge’ mand. Et problem præsenteres, “Hermelinen” går videre i teksten og bruger det ikke til noget som helst. Det nævnes aldrig igen. Hvorfor? Spørgsmålstegnene hober sig op.