Roligt galskab

Spillereglerne for, hvordan en filmfortælling skal opbygges, er efterhånden blevet så fast etableret, at det kun er alt for let for tilskueren at tro, at de er den eneste rigtige måde at fortælle historier på, og at der slet ikke eksisterer alternativer.

Anderledes er det imidlertid for den ungarske instruktør Béla Tarr. Hans seneste værk, “Hesten fra Torino”, ligner mest af alt en film, der kommer fra en anden planet, hvor de sammensætter levende billeder på en helt anderledes måde. Her er om noget en film, der aldrig nogensinde ville have sluppet forbi et testpublikum, og som kun de færreste ville have turdet realisere. Den er med andre ord genial eller et stykke uformindsket galskab – og sandsynligvis lidt af begge dele.

Historien, eller hvad vi nu skal kalde den, tager udgangspunkt i en kendt beretning: I den italienske by Torino – omkring det forrige århundredeskifte – vandrer den berømte og berygtede tyske filosof Friedrich Nietzsche rundt i en formørket tilstand. Han ser en hest blive slået af dens ejer og bliver så påvirket af synet, at han slår armene rundt om den i et forsøg på at komme den til undsætning. Efterfølgende oplever han et komplet sammenbrud, og han mæler knap nok én sammenhængende sætning i resten af sin korte levetid.

Beretningen melder derimod intet om, hvad der siden skete med hesten, men det er ikke desto mindre dette sjældent stillede spørgsmål, som “Hesten fra Torino” tager udgangspunkt i. Vi følger hesten og dens mandlige ejer tilbage til et fattigt hus. Her bor manden i ensomt selskab med sin datter, og selvom der knap nok bliver udvekslet et eneste ord mellem de to, bliver det hurtigt tydeligt, at de lever i dyb fattigdom. Tarr filmer hele herligheden i lange ubrudte optagelser, og der dvæles i den grad ved detaljerne, således at man næsten kan lugte sveden på hestens hoved og mærke varmen fra kartoflerne, der udgør parrets eneste føde, og som spises med en hast, der mere end antyder, at sult ikke er dem fremmed. Hesten har tydeligvis været den primære kilde til overlevelse, og derfor lurer katastrofen lige rundt om hjørnet, da sygdom rammer dyret. Som et par programmerede robotter gentager parret endeløst de samme procedurer om og om igen, mens timerne og dagene glider ud i ét, og selve tiden begynder at miste sin mening.

Meget lidt ydre handling sker gennem filmen, der utvivlsomt vil drive mange tilskuere til vanvid med sin spartanske udformning og sit ekstremt langsomme tempo. Ligesom Andrei Tarkovsky er Béla Tarr tydeligvis ikke ude på at underholde i vanlig forstand – han søger i stedet kunsten med stort K. Der er ingen baggrundshistorie. Intet forsøg på en psykologisk beskrivelse af hovedpersonerne. Og selvom synene undervejs er betagende, er der ligeledes ikke noget egentligt forsøg på at underholde os med smukke billeder. I stedet fortælles historien gennem selve stemningen, og hvis man kan tilpasse sig tempoet, gør filmens udformning det muligt at blive opslugt af den nærmest meditative ro og de tanker, den vækker.

Få dramatiske begivenheder sker undervejs, men eftersom livet i det sørgmodige hus er så stillestående, bringes både vi og husets beboere hurtig ud af balance, blot døren lukkes op, selvom man hurtigt spekulerer på, hvad der egentlig er at frygte. Tilværelsen inden for dørene er så trøstesløs, at selv helvedes flammer ville være det rene ingenting ved siden af. Klynger vi os som væsner så fast til vores egne ritualer, at de er at foretrække frem for alt andet, uanset hvor elendige de ellers måtte være?