Når øjne dræberSelv om Wes Craven har haft mere end en lillefinger med i spillet omkring manuskriptudviklingen, er det ikke garant for, at resultatet er vellykket. Det er fortsættelsen til sidste års genindspillede “The Hills Have Eyes” et strålende eksempel på, og således er nummer to i rækken blot et gudjammerligt forsøg på økonomisk vinding via den amerikanske populærindustris forretningsorienterede konceptpakker.

I sin struktur minder “The Hills Have Eyes 2” da også umådeligt meget om sin mere vellykkede forgænger – både i stil og handling. I denne ombæring er den hårdt ramte Carter-familie dog blevet erstattet af en flok rekrutter på øvelse, som uforvarende må se situationens alvor i øjnene, da de bevæger sig ind på atomprøvesprængningsområdet Sektor 16 i den golde ørken i New Mexico. At valget af karakterer denne gang er faldet på en hel deling uprøvede menige skal måske ses i lyset af, at der skal være nok så mange ofre at tage af, når nu de makabre dødsfald indfinder sig hvert femte minut, og filmen trods alt stiler mod at vare halvfems…

Ikke alle bliver dog ofret, for de muterede skabninger, der gemmer sig i områdets aldrende minegange, har intentioner om forplantning for at videreføre racen og sparer derfor i første omgang repræsentanterne af det feminine og fødedygtige køn. Meget symbolsk indledes “The Hills Have Eyes 2” med fødslen af det barn, der i forbindelse med en voldtægt blev undfanget i førsteudgaven. Men herved ophører al forbindelse til foregående gyserkonstellation også prompte, og det er – bortset fra de fysiske rammer og strukturen – svært at se, hvad de to film overhovedet har med hinanden at gøre.

Værst er karaktererne – den halve snes menige, der af vanvare futter forvirrede rundt i de faldefærdige minegange for at undgå de muterede skabningers drab og voldtægter, som vel mest af alt er en slags nemesis for de pinsler atomsprøvesprængningerne historisk set har afstedkommet de anormale individer. De urutinerede infanterister har et altovervejende fokus, men er samtidig leverandører af popsmarte og klichefyldte bemærkninger samt stereotype figurtegninger, der gør “The Hills Have Eyes 2” til lidt af en prøvelse. Befriende er det derfor, hver gang endnu en soldat må lade livet hos de fjendtlige horder af mutanter.

Mest nærliggende er det at sammenligne filmen med en fodboldkamp, hvor sidste fløjt synes så uendeligt langt væk. De fleste kampe om den lille runde vil dog rumme væsentligt mere gys, og genremæssigt er det da også problematisk at opfatte “The Hills Have Eyes 2” som ret meget andet end en ufrivilligt komisk firmaskovtur. Grænsen mellem gys og grin kan ofte være hårfin, og uhyggeligt er det i denne sammenhæng ikke – et faktum, som de smækre audiovisuelle kvaliteter trods alt ikke formår at dække over.

Flere af effekterne er bestemt velfungerende, alt imens det er både synd og skam at sige tilnærmelsesvis det samme om den tyndbenede historie, der ikke kan have taget Wes Craven mange minutter at formulere. En del af attraktionen ved sidste års genindspilning af “The Hills Have Eyes” var den latent lurende systemkritik, der på det tidspunkt syntes almengyldig. Denne gang har pengene talt deres helt tydelige sprog, og med den mulige fortsættelse, filmens døende minutter lægger op til, er der ikke noget, der tyder på, at meget ændrer sig i den henseende.

“The Hills Have Eyes 2” er skoleeksemplet på, hvorfor kunstneriske ambitioner og kapitalistiske ditto hyppigt kan være to helt uforenelige størrelser. Med mindre det ufrivilligt komiske ligefrem opsøges, har filmen intet som helst at byde på, allermindst en brugbar historie.

VideoTil gengæld er den prangende billedside et nærmere kig værd. “The Hills Have Eyes 2” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der står knivskarpt og ikke afslører nævneværdige eksempler på støv, edge-enhancement eller andre digitale forstyrrelser. Farverne er tillige varme og kontrasten solid, alt imens udtværinger heller ikke indfinder sig. Endelig bør effektmageriet også nævnes, da skærmen – helt i stil med Mel Gibsons “Braveheart” – oversprøjtes med blod fra en infight mellem venner og fjender.

AudioOgså lydsiden viser lovende takter. De to engelsk- og ungarsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor hører til udgivelsens allerstørste forcer. Allerede fra første sekund gør netop denne insisterende opmærksom på sig selv, mens affyrede rekyler er genstand for eminente lydpanoreringer. Den effektfulde atmosfærelyd fortsætter filmen igennem og kommer også ud i alle kanaler, ligesom også dialogen går tydeligt igennem.

EkstramaterialeEkstramaterialet hører også til i den bedre ende af skalaen. Featuretterne “Mutant Attacks” og “Exploring the Hills: The Making of The Hills Have Eyes 2” går med udmærkede interview og dækbilleder bag om nærværende film. Mere interessevækkende er dog “Birth of a Graphic Novel”, der følger tilblivelsen af tegneseriehæftet “The Hills Have Eyes: The Beginning”, og “Fox Movie Channel Presents: Life After Film School with Wes Craven”, hvor tre filmstuderende får mulighed for at interviewe instruktøren. Mere ligegyldig er derimod “Gag Reel”, som læner sig op af det platte og “Deleted Scenes”. Men udmærket og alsidigt er det.

Uoriginaliteten vender tilbage!At Hollywood forsøger at plyndre gamle franchises og filmserier i håb om at genskabe sikre hits er næppe nogen nyhed. Der har været god tradition det sidste årti eller mere for at ty til genindspilninger eller fortsættelser af allerede etablerede titler, når opfindsomheden og inspirationen har været lav. Med “The Hills Have Eyes II” er der tale om en fortsættelse til Wes Cravens nyproducerede version af hans gamle splatterfilm fra 1977, men i modsætning til Alexandre Ajas 2006-forgænger, har denne tamme efterfølger ikke meget blod på tanden.

Endnu engang overser Wes Craven løjerne som producent og har denne gang også slået sig på manuskriptet sammen med sin søn, Jonathan. Der er ikke tale om en genindspilning af den gamle “The Hills Have Eyes Part II” fra 1985, men et nyt sammenstrikket plot, der selvfølgelig igen har de morderiske vanskabninger og deres uheldige ofre som omdrejningspunkt. Denne gang forvilder en gruppe unge hjemmeværnssoldater sig ind i de vanskabte huleboeres mineskakter i New Mexicos ørken, og så står den naturligvis på splat og lemlæstelse, når de stakkels ‘lege’-soldater pludselig befinder sig i en virkelig kampzone, og endda i USA’s egen baghave.

Forsøget på en allegori over Irakkrigen er da til at få øje på, når de unge rekrutter introduceres på en øvelsesmission, der simulerer krigssituationen i Mellemøsten, men man giver nu filmen alt for meget credit ved at pådutte den dybere betydningslag. Det eneste denne temmelig banale gore-fest bekymrer sig om, er det spinkle men letforståelige plot, hvor en gruppe unge mennesker møder nogle ubehagelige monstre og aflives på grafiske måder én efter én.

Hvor Ajas film formåede at skabe identifikation med gruppen af intetanende ofre, der byder “The Hills Have Eyes II” kun på en samling uinteressante og løst skitserede figurer. Der opbygges aldrig nogen nævneværdig sympati for disse weekend-krigere, der pludselig havner i hænderne på rigtige koldblodige mordere, men heller ikke deres bødler er meget bedre iscenesat. Hvor den forrige film havde en smule eksposition om de deforme barbarer, som bebor det golde ørkenlandskab, så henter vi ikke nogle nye informationer hjem i denne film, som egentlig kun lader os vide, at vanskabningerne ønsker at bruge kvindelige ofre som avlsmaskiner. Dette slås i hvert fald fast i filmens usmagelige intro, hvor en tilfangetaget kvinde føder et misfoster og derefter henrettes.

Men hvad bliver der tilbage i denne firkantede og ret anonyme genreskabelon af en splatterfilm ud over dens ubehjælpelige forsøg på at chokere? Ikke noget nævneværdigt, når chokkene heller ikke underbygges af relevante personskildringer, der kunne sætte publikums følelser på spil. Man efterlades faktisk kun med en opvisning i blodige special effects, der end ikke er synderligt spektakulære eller originale, samt en historie, der fra starten af gennemskues som den undskyldning den er, for at få noget blod på skærmen.

Det er som om, at amerikanernes evne til at lave urovækkende horrorfilm som tilbage i slasher-genrens storhedstid i 70’erne, er blevet udskiftet med sikre satsninger og blockbusterens dobbeltmoralske konventioner om, at vold og sex sælger, men kun hvis det gøres i lækker indpakning og uden at være virkelig anstødeligt overfor gængse normer (ingen børn må dø etc.). Arven synes at være tilfaldet andre filmnationer, hvilket engelske “The Descent” og australske “Wolf Creek” senest er beviser på, ligesom det er sigende, at Ajas genindspilning af “The Hills Have Eyes” havde manuskript af to franskmænd.