Der sker lidt mere over Berlin

Det er muligt, at Laurent Cantet har forberedt sig til “Himlen over Havana” ved at lytte til nogle af Fidel Castros taler. Og det er overvejende sandsynligt, at han i så fald har taget sig en skraber undervejs. Lige dér, hvor Fidel fortalte, hvor godt det går på Cuba. Til gengæld har Cantet været lysvågen under ‘årets kulturrapport’ og lavet en revolutionært kedelig film, der vil afskrække alle de af kapitalismens naive får, der bare vil underholdes af dekadent eskapisme.

Man når at høre på meget fordrukkent sludder i løbet af et liv, men det føles som en stærkt koncentreret omgang, der bliver serveret i “Himlen over Havana”. Måske fordi de fem venner, der mødes på en tagterasse med udsigt over strandpromenaden El Malecon, har opbygget en slags sludderpukkel efter lang tids adskillelse. Amadeo bor i Spanien, men misunder Isabel, Rafa og Aldo, at de blev på Cuba. De ser omvendt desillusioneret på deres ramponerede fædreland og fnyser af den opportunistiske sælger, Eddy.

Meningen var måske at feste og hygge sig, men stikpillerne sendes hurtigere rundt end romglassene, og cirka hvert andet minut er der en der smider armene i vejret og truer med at gå. Cantet og den cubanske forfatter Leonardo Padura har tydeligvis fokuseret på et indgående karakterstudie, men det drukner i mundhuggeri og flæbende monologer. Ingen af personerne KAN noget mere. Ikke arbejde, ikke skrive, ikke male stur kunst, og systemet er i øvrigt lige så elendigt som Havanas baseballhold.

Det er klassikeren om det lille menneske i den store maskine. Cubas maskine hakker derudaf og har en helt uforståelig brugsanvisning, men er lige så effektiv til at slukke drømme og knuse håb som alle andre steder. “Himlen over Havana” forsøger sig med social kritik, men det føles lidt som intern klassens time, når beskyldningerne flyver henover et gammelt fotoalbum fra ungkommunist-træf ’72. Padura lader næsten alle sine replikker starte med et “husker du?” og lader anekdoterne stå i stedet for plotudvikling. Præcis miljøskildring, som der aldrig rykkes livgivende ved.

“Himlen over Havana” er meget tæt på at ende som en skuespillershowcase. Alle spiller fremragende med hver deres små nuancer af skuffelse i de rynkede ansigter. Jeg er fuldstændig overbevist om, at de er rigtige mennesker, men jeg er bare ikke så interesseret i deres rigtige historie. Cantet rammer ikke nerven og retfærdiggør ikke at have gjort Paduras dialog til en film. Der mangler noget visuel kraft i al den tunge snak om det tunge liv.