Verdenshistoriens mest nuttede besættelsesmagt

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Jorden er blevet indvaderet af rumvæsner på film. Lad os bare blive enige om, at det er set før. Det har til gengæld aldrig været mere fredsommeligt end i DreamWorks’ nye animationsfilm “Hjem”. Her er rumvæsnerne hverken farlige eller onde. De er bare nogle små, nuttede og lilla væsner med en stolt tradition for at flygte fra enhver fare. De uskyldige rumvæsner er faktisk så nuttede, at de får E.T. til at ligne Predator til sammenligning. Det hele bliver næsten for nuttet, og “Hjem” ville have haft godt af et skud af den ironiske og referencespækkede humor, der historisk præger DreamWorksfilm såsom “Shrek” og “Madagascar”.

‘Bøverne’, som de lilla rumvæsner hedder, springer ikke vores storbyer i luften, som intergalaktiske invasionsstyrker ellers har for vane. I stedet bruger de deres sæbeboblelignende teknologi til nænsomt at flytte alle mennesker til én stor, hyggelig menneskeby. Det kunne de ondskabsfulde rumbæster fra “Independence Day” lære noget af!

Storbyerne får dog ikke lov til at stå helt uforstyrret hen. Men i stedet for den sædvanlige masseødelæggelse bruger bøverne deres anti-tyngdekraftsteknologi til at forvandle bybilledet på mere fredelig vis. Det kommer der nogle fine og drømmeagtige billeder ud af, hvor berømte bygningsværker som Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Operahuset i Sydney svæver frit i luften. Der er noget lyst, let og legende over både animationen og universet i sådanne scener.

Midt i den hyggelige ruminvasion udspiller der sig en klassisk buddy-fortælling. Menneskepigen Tip undgik med nød og næppe bøvernes tvangsforflyttelse. Det gjorde hendes mor desværre ikke. Derfor er hun nu alene med sin tykke kat, Gris. Hun møder Oh, bøvernes største klodsmajor, som netop har dummet sig og afsløret bøvernes nye tilholdssted for deres ærkefjender. Den fejltagelse har gjort Oh til en vildt jaget bøv. Tip hjælper Oh med at flygte fra bøv-politiet, og Oh hjælper til gengæld Tip med at finde sin mor. Det bliver til en forudsigelig historie om venskab og om at lære at enes, selv om man umiddelbart er meget forskellige. Alt sammen fint og sympatisk, men sammen med den overdrevet nuttede karakteranimation, proppet med store, udtryksfulde øjne og fjogede smil bliver det altså lidt for sukkersødt.

Fortællingen om Oh, den kiksede, men elskelige outsider, der må redde sig gennem den ene halsbrækkende udfordring efter den anden, før han endelig bliver accepteret, er også lige lovligt velkendt. Tænk eksempelvis på “Shrek”. Men “Hjem” fortæller sin historie mere ligefremt, uden de ekstra lag, der for alvor kan få en kedelig voksentype som mig til at grine. “Shrek” blev et hit hos de mindste, men også hos det voksne publikum, der kunne grine genkendende, når den grønne trold jokede indforstået om alt fra “The Matrix” til “Babe – Den kække gris”. Den slags er der ikke noget af i “Hjem”. Den lever udelukkende på sin nuttede animation og på energien i de adskillige vilde flugtscener, hvor Tip og Oh med nød og næppe undslipper det jagtende bøv-politi. Det er ren fysisk komik, og det er veludført. Men jeg savner de skarpe replikker. Dem, der skærer igennem alt det sukkersøde, og lægger et lag surt på.