Der er et yndigt land

I den danske filminstruktør Christian Braad Thomsens efterhånden mangeårige karriere har altid hvilet en åre af danskhed og trofasthed mod de danske, traditionsbundne værdier. Den udlægning hverken kan eller skal naturligvis sidestilles med et bestemt politisk parti, der bruger samme ordvalg som dagsorden. Slet ikke. Tværtimod fokuserer Thomsen på barndommens minder og oprindelsen i moderlandets natur.

Det fås at føle i flere film, særligt af dokumentarisk karakter, og udgivelsen af kollektionen “Hjemstavnsfilm” synes derfor oplagt. I de tre dokumentarfilm “Herfra min verden går”, der formentligt må takseres som instruktørens egentlige hovedværk, “Hvor mindets blomster gror” og Morten Korch-biografien “Solskin kan man altid finde”, griber Christian Braad Thomsen således i egen barm og tegner et billede af det Danmark, der var engang. Det Danmark, som han selv er født og opvokset i, og som på sin vis er ved at uddø, i hvert fald efter datidens begreber. Selv kommer den nostalgiske filmmager fra landsbysamfundet Bjergtrup, og det er her, vi som uindviede gentagne gange inviteres med tilbage.

I “I Danmark er jeg født” ligner opsætningen mest af alt et nøgternt bud på en Danmarks-film som pendant til Poul Henningsens og Jørgen Leths ditto. Her synes didaktikken imidlertid mere personlig, alt imens barndommens gader og stræder betrædes, landlige mennesketyper frekventeres, og familiemedlemmer udspørges om en svunden tid. Filmen er spækket med fine stemningsbilleder, der illustrerer den landlige idyl og vel egentligt også fortæller, hvori begejstringen for romanforfatteren Morten Korch kommer fra. Igennem Thomsens glødende fortællerstemme tages et kig ind i bakspejlet, og det forstås, at “I Danmark er jeg født” i virkeligheden skal opfattes som en tidskapsel. Traditionerne, minderne og de idylliske landlige forhold er ved at blive erstattet af nye generationer og moderne maskiner. I det mindste kan filmen fungere som eftermæle, når alt er væk.

Men hvor “I Danmark er jeg født” rækker ud over egne familierækker, så springer den i øvrigt enormt vellykkede “Hvor mindets blomster gror” over i den helt anden grøft. Til tonerne af Kraftwerks “Autobahn” er vi fra start til slut kørende på motorveje og landeveje, mens minder myldrer op af den nedslidte asfalt for Christian Braad Thomsen. Han er på vej tilbage til barndomshjemmet og morens begravelse. Den lange rejse og en oplagt tomhed udfyldes dog af utallige anekdoter fra barndomsårene i fødebyen. Det er stor filmkunst og helt sikkert Thomsens fortjeneste, at man som passager på denne tur får fuld valuta for pengene. Kompositionen holder hele vejen, og kombinationen af det billedlige digt og de talte gloser er en lære i, hvordan dokumentarfilm også kan skrues sammen.

Mindst vedkommende, men bestemt ikke uden interesse, er nok udgivelsens rosin i pølseenden, et portræt af dansk kulturhistories formedelst mest sælgende forfatter igennem tiderne, romanforfatteren og manuskriptforfatteren Morten Korch. På under en time tegnes et kritisk billede af den Morten Korch, som skabet det perfekte liv og parforhold igennem det skrevne ord og på det store lærred, men hvor virkeligheden viste sig at være en ganske anden. Undervejs tager filmen nemlig en kritisk, om end stadig dybfølt holdning, hvor den danske nationalisme er til debat, og hvor Christian Brask Thomsen og Lars von Trier, der hengivent kalder samme Thomsen “lille skat”, i øvrigt diskuterer Korchs værker midt imellem kunsten og den bredere massekultur. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Morten Korch var en damernes ven, og af samme årsag bærer filmen også præg af forfatterens forhold til det erotiske og amorøse.

Udgivelsen som helhed har godt fat i den danske folkesjæl, som den så ud for et halvt århundrede år siden. Bemærkelsesværdigt er det da også, at de bedste passager skal findes i de strejf, som Christian Braad Thomsen rent faktisk har et personligt forhold til. Mere vidtløftigt bliver indtrykket dog af instruktørens åbenlyse sans for den simplistiske udnyttelse af billedmediet. Hvor mange dokumentarister i dag – ikke mindst Morgan Spurlock og Michael Moore – spiller med musklerne i deres respektive film, så vælger den danske kollega en noget mere sparsom tilgang, men resultatet er mindst lige så vellykket. Ikke mindst fordi kunstnerens spidse vinkel er allestedsnærværende. En glimrende rejse ind i Christian Braad Thomsens forunderlige verden, hvor portrættet af Korchs ditto dog hører til det mindre interessante.

Video

De tre film præsenteres alle i 4:3-full screen-format og er grundlæggende af en udmærket beskaffenhed. Det er et prangende filmlook, og bortset fra en smule grums og ditto blødhed og edge-enhancement er der ikke meget at komme efter. Hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser indfinder sig, mens kontrast og farvetemperatur er helt stabile.

Audio

Også lyden gør sig nu ganske fortræffeligt og udspringer fra et dansksproget Dolby Digital 2.0-lydspor. Talen falder generelt tydelig og plages kun i minimal grad af overstyringer, ligesom musik og atmosfære flyder blændende ud i et samlende hele.

Ekstramateriale

Svagest står ekstramaterialet, der består af både en biografi og en filmografi over Christian Braad Thomsens liv og levned, et billedgalleri fra optagelserne til “Herfra min verden går”, filmplakaten fra Morten Korchs “Solskin kan man altid finde” og et trailershow for en række genudgivne klassikere. Materialet er ikke som sådan uinteressant, men det er ikke til at komme uden om, at der mangler noget substans og dybde.