Hodja burde la’ vær'

Vylf eppæt! Sådan siger man det baglæns, hvis Hodjas tæppe skal flyve. Flyv tæppe! Jeg må prøve det samme med det her animerede remake: Vylf “Ajdoh arf Trojp”. Det virker ikke. Uanset hvad jeg gør, så flyver “Hodja fra Pjort” aldrig længere end over i bunken af animationer, hvis eneste nødvendighed er den skolefri vinterferie.

For selv om Hodja – ligesom vinterferie-konkurrenten Miguel i “Coco” – rejser fra familien på eventyr, så lærer Hodja ikke en skid på sin flyvende færd. Jeg er med på, at “Hodja fra Pjort” er berammet til den skolefri uge, men alligevel. Hodja lærer intet om værdien af familie, hvilket gør ham dum i modsætning til mexicanske Miguel. Ole Lund Kirkegaards mellemøstlige 1970’er-dreng lærer nemlig kun, at det er fedt at flyve på et tæppe.

Derfor rangerer Hodja naturligt også under Kirkegaards skarpere drenge som Virgil, Topper og Gummi, der også er trætte af de voksne, som vil bestemme. Over fritiden, næsehornet Otto og altså Hodjas flyvende tæppe, som Peter Frödins fede sultan vil have fingrene i. Han er det sjoveste ved “Hodja fra Pjort”, når han prutter efter at være blevet frivilligt tvangsfodret med et bjerg af duetunger. Mindre sjovt og mere slidt føles det, når sultanens navn skal være sjovt. Abdul Abdul… osv. De har lange navne dernede i Arabiens land.

De resterende jokes er henvendt det kulinariske hjørne med snak om hoveder, der er fulde af falafel, shawarma, kikærter og dürümruller, selv om en ægte araber ved, at det bare hedder dürüm, der som bekendt betyder rulle. Rullerulle giver ingen mening. Og så i øvrigt velbekomme. For det kræver appetit på animation for at nyde den manglende mimik, tilfældige mundbevægelse, der ikke matcher dialogen, og øjne uden øjenvipper.

Derfor er det bedste ved det her madglade remake, at man har holdt fast i en af Sebastians bedste sange som gennemgående tema, der gør, at jeg ikke kan lade være med at nynne med på ’Hodja ka’ ikke la’ vær'. Jeg ville dog ønske, at Karsten Kiilerich havde gjort sig mere umage med rejsen væk fra Pjort, der opleves skematisk stiv til sammenligning med Miguels tur til De dødes rige i “Coco”.