Ude godt, hjemme bedstDet er vel efterhånden på sin plads med film, der giver tid til selvransagelse oven på amerikanernes mere eller mindre nødvendige og utvivlsomt destruktive krige på udebane i Mellemøsten i almindelighed og her de senere år i Irak og Afghanistan i særdeleshed. En sådan efterrationaliseringsfilm foregiver således instruktør Irwin Winklers følelsesmættede “Home of the Brave” at være, om end det at hytte amerikanernes eget skind og omdømme i forhold til verdensbefolkningernes forskelligartede holdninger her tilsyneladende har været tungen på vægtskålen.

Det er der for så vidt heller ikke det mindste i vejen med, var det ikke for filmens gennemgående foregivelse af at pleje og respektere – med politisk korrekthed og tilsvarende forbehold naturligvis – de delte meninger, der altid følger i kølvandet på en hvilken som helst krig. Trods sine foregivelser og deslige fejer “Home of the Brave” nemlig, i filmens døende minutter, tæppet væk under sit eget forehavende og afslører en anden, mere romantiseret patriotisme, hvor krigenes vigtighed – her Irak-krigen – og troppernes solide indsats står som et endegyldigt statement og altså ikke er til diskussion.

“Home of the Brave” er ikke en krigsfilm i gængs forstand, men følger derimod – opsat som mangfoldigt ensemblespil – fire forskellige amerikanske infanterister efter hjemsendelse fra krigens gru og vold til den hjemlige hverdag med familieliv og karrierer. Som ordsproget lyder: ‘ude godt, men hjemme bedst’ – eller hvad? Traumerne, de psykiske og fysiske handicaps fornægter sig efter hjemsendelsen ikke hos Samuel L. Jacksons praktiserende læge Will, Jessica Biels idrætsudøvende lærer Vanessa eller den arbejdsløse Tommy, mens den lige så hårdt plagede Jamal – spillet af rapikonet 50 Cent – ude i periferien også kæmper med sine vedhængende spøgelser.

Med så mange aktører i de bærende roller er det overordentligt vigtigt, at karaktererne i “Home of the Brave” er illustreret på funktionel vis, så tilskueren fornemmer muligheden for at lære disse at kende. Det er på nær for en enkelts vedkommende ikke muligt. Karaktererne er simpelthen for slappe og for flade i deres udformning, og det er derfor kun i tilfældet læge med egen praksis – Will – der vækkes den mindste interesse. Han drukner efter hjemkomsten sorger og traumer i alkohol i anseelige mængder, har berøringsangst over for hustruen og ditto magtkampe med den pacifistiske søn Billy.

De resterende krigsveteraner læres aldrig ordentligt at kende, og måske havde løsningen i virkeligheden været en længere film, der havde givet mere plads til at fremhæve detaljen. I nærværende udgave har Samuel L. Jackson fået langt den meste plads. Og det udnytter han da også til fulde med dertilhørende store armbevægelser og stærkt skuespil, mens samme halter grelt hos både barmfagre Jessica Biel – her undværende den ene arm som følge af krigens alvor – og opkomlingen Brian Presley, der gør sit for at føje til de patosfyldte dialogudvekslinger. Måske havde det virket bedre uden de forudsigelige klicheer, der driver ned ad væggene i takt hermed?

Undervejs lægger “Home of the Brave” op til en fornuftig diskussion af den indvirkning, krige generelt har. Det er naturligvis væsentligt at have in mente, hvilke omkostninger en given krig har for de medvirkende kombattanter, der trods alt trækker det tungeste læs. Desværre bliver drejningen undervejs ganske klam og minder til dels om John Waynes tilsvarende patriotiske retorik i “De grønne djævle”. Det er med løftet pegefinger og understregningen af en morale, hvor vi som ansvarlige samfundsborgere skal kere os om det job, de værnepligtige udfører i fjendeland.

Det flertydige ensemblespil afføder flere steder ganske vellykkede scener, særligt i form af sammenstødene mellem de uvidende familiemedlemmer og de hjemvendte infanteristers forvitrede og plagede sjæle. Alligevel klinger “Home of the Brave” en kende hult, al den stund filmen ikke gør noget dybfølt forsøg på at forhindre den tyktflydende patoslignende stemning, som filmen emmer af fra start til slut. Der er et langt stykke af vejen tillagt en form for behagesyge, hvor forskellige mulige holdninger sættes på spidsen. I sidste ende er filmens holdning dog ikke til at tage fejl af, og det er måske i virkeligheden filmens største fejl: at den ikke giver plads til individuel meningsdannelse, selv om den foregiver at gøre det.

VideoVisuelt fremstår “Home of the Brave” i det skarpe og udmærkede anamorphic widescreen 2.35:1 format, der dog ikke er fuldstændigt blottet for ridser i lakken. Der er således enkelte eksempler på edge-enhancement, som dog ikke optræder i større grad. Derimod er der ikke tilfælde af hverken digital støj eller udtværinger, og også kontrasten fremstår solid. Farvetemperaturen er tillige god, om end enkelte udsving dog ikke kan fornægtes.

AudioDen engelsksprogede efterkrigsfilm er auditivt af meget høj kvalitet med de to respektive DTS og Dolby Digital 5.1 lydspor. Musikken flyder godt og stemningsskabende ud i alle kanaler, mens dialogen også kommer tydeligt fra centerhøjtaleren, uden tilfælde af overstyringer eller anden form for støj. Bedst er dog den detaljerige atmosfære, der særligt i filmens indledende krigsscener understreger gruen og håbløsheden med talrige lydpanoreringer og distinkte effektlyde til følge.

EkstramaterialeUd over trailere for “Saw IV”, “Reservation Road”, “Death at a Funeral”, “I Know Who Killed Me” og “Bug” rummer denne udgivelse som eneste ekstramateriale den ti minutter lange “Behind the Scenes”, hvor manuskriptforfatter Mark Friedman, instruktør Irwin Winkler samt skuespillerne Samuel L. Jackson og Jessica Biel blandt andre går bag om filmen og bag om den krig, det i bund og grund handler om. Mere er der til gengæld ikke at komme efter i den sammenhæng.