Hormoner, hængerøve og hårde bananer

InstruktionGurinder Chadha

MedvirkendeAaron Johnson, Eleanor Tomlinson, Kimberley Nixon, Georgia Groome, Tommy Bastow, Alan Davies, Matt Brinkler, Georgia Henshaw, Liam Hess, Sean Bourke, Eva Drew, Manjeeven Grewal, Ingrid Oliver, Karen Taylor, Tamara Notcutt

Længde101 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen01/01/2009


Anmeldelse

Hormoner, hængerøve og hårde bananer

4 6
Den frygtelige ungdom

“Hormoner, hængerøve og hårde bananer” er den ikke voldsomt velklingende fordanskning af den engelske titel “Angus, Thongs and Perfect Snogging”, der giver en noget bedre beskrivelse af indholdet af denne ungdomskomedie.

For at tage dem fra en ende af: Angus er navnet på en kat, thongs hentyder til de ubekvemme g-strengstrusser, der ikke desto mindre ses som uundgåelige for at anskaffe sig den rette form på bagen, og perfect snogging hentyder til de evner for at snave, der er nødvendige få at få succes hos det modsatte køn.

For den 14-årige Georgia bliver de alle elementer i kampen for at erhverve sig den hotte Robbies affektion. Uheldigvis danner Robbie par med den populære pige “Slaggy” Lindsey, hvis popularitet muligvis skyldes, at hun har skolens største barm. I modsætning har Georgia i stedet galaksens største næse (efter egen opfattelse), nogle kiksede forældre fra stenalderen, en tosset lillesøster og en sjælden evne til at træde i spinaten i samtlige situationer. Til trods for de uheldige egenskaber har hun dog ikke tænkt sig uden videre at give op, og snart udtænker hun en snedig plan, der skal lokke Robbie fra den stride Lindsey.

Som tilskuer kommer man hurtigt i tanke om alle de besværligheder og lidelser, man gennemgik i den sære alder, hvor man hverken er barn eller blot ung voksen, og hvor alle følelser sad ude på tøjet. Georgias fader siger opmuntrende til hende, at hun skal slappe af og nyde sin unge alder, hvilket synes at være en selvmodsigelse. Findes der overhovedet nogen, der nyder den alder?

Filmen fortæller grundlæggende den samme historie som f.eks. “Wild Child”, men i modsætning til den placerer “Hormoner, hængerøve og hårde bananer” handlingen i en realistisk ramme, hvor problemerne bliver mere vedkommende og løsningerne mindre fantasifulde. Hvorvidt filmen er en god oplevelse eller ej afhænger utvivlsomt i højt omfang af, hvad man synes om den kække Georgia i hovedrollen. Som en teenage-udgave af Bridget Jones kommer hun konstant ud for mindre katastrofer og tager den ene dårlige beslutning efter den anden. Selvbruneren gør hende orange i stedet for lysebrun og hendes planer bliver konstant forpurret af den ene eller anden uventede årsag. Hun er et lidt anstrengende bekendtskab, men også temmelig charmerende og som inkarnationen af de vanskelige år fuldstændig overbevisende.

Der er en fornøjelig uskyldighed over filmen, hvis hovedpersoner befinder sig i den spøjse præ-seksuelle alder, hvor man godt nok snaver med hinanden, men ikke er helt bevidst om de følgende manøvrer endnu. Først i filmens sidste akt begynder den for alvor at snuble, efterhånden som handlingen smider al troværdighed og udvikler sig i en lige lovlig letkøbt retning. Indtil da er man godt underholdt og overrasket over, hvor vedrørende filmen trods sin teenagerindpakning formår at være. Hvis man har den omtrent samme alder som hovedpersonerne, vil man måske her finde en film, man virkelig kan identificere sig med, og hvis man er ældre, vil man muligvis huske, hvordan det egentlig var at være 14 år, og formodentlig være en smule taknemmelig i sit stille sind over, at den tid heldigvis er overstået.


Kort om filmen

Det har aldrig været let at være teenager, og selvom Georgie Nicolsons oldgamle forældre ikke forstår hende, kan hendes kat Angus i det mindste få hende til at holde humøret oppe. Georgie kæmper en daglig kamp for at opnå sine to største ønsker: 1) At få en Adonis som kæreste. 2) At holde verdens bedste 15 års fødselsdagsfest nogensinde. Da de to skønne brødre Tom og Robbie begynder på skolen, er Georgie sikker på, at hendes kæreste-bønner er blevet hørt. Men da hun ser Robbie sammen med ærkerivalen Lindsay, finder hun på en plan, som skal overbevise ham om, at hun er langt mere moden og sofistikeret, altså et meget bedre kærestevalg. Desværre forløber hendes plan – der involverer kysselektioner, at udspionere Lindsay og et uheld med orange farve – ikke helt som hun havde håbet.