Røvtur af den absolut værste klasse

Sofia Vergara er en af tidens bedst betalte tv-skuespillere. Hun har høstet massevis af roser for sin rolle i den alternative familie-sitcom “Modern Family”. Reese Witherspoons bedrifter er kendt af de fleste – senest var hun Oscar-nomineret for sin hovedrolle i selvrealiseringsdramaet “Wild”. Nu har de to succesfulde kvinder forenet deres talenter, og sammen agerer de umage par i buddy/roadmovie-komedien “Hot Pursuit”. Det slipper de desværre ikke heldigt fra. Mildest talt!

Der er mange ting, der ikke fungerer i “Hot Pursuit”. Én ting er, at plottet er dovent. Hvorfor mon politichefen sætter Witherspoons notorisk uduelige betjent Cooper til at bevogte og transportere Vergara, det sidste levende hovedvidne i retssagen imod en stor narkoboss? Kunne det være, fordi han ikke ønsker, at vidnet når frem til retssagen i et stykke? Det står hurtigt klart for alle andre end de involverede, som kun frustrerende langsomt når frem til samme erkendelse.

Jeg havde kunnet leve med det noget porøse plot-skelet, hvis der havde været bare en anelse kød på knoglerne i form af mindeværdige karakterer, sjove jokes eller god kemi imellem de to hovedrolleindehavere. Desværre indeholder “Hot Pursuit” ingen af delene. Der er ellers flere eksempler på tilsvarende plot-tynde buddy/roadmovie-komedier, der er blevet hevet op på et hæderligt niveau af et stærkt cast. “Røvtur på 1. klasse” fra 1987 med Steve Martin og hedengangne John Candy i hovedrollerne er et af de bedste eksempler. Martins kolde karakter og Candys varme, men sårbare menneskelighed går op i en højere enhed, og på forunderlig vis får de platte fjollerier et stort, varmt, bankende hjerte. Min personlige favorit inden for genren er nok “Blues Brothers” fra 1980, hvor John Belushi og Dan Aykroyd er kultseje i deres skarpe, sorte jakkesæt, da de begiver sig ud en guddommelige mission, der skal redde deres gamle børnehjem.

De to film havde personlighed i overflod. Men i “Hot Pursuit” må vi nøjes med Sofia Vergara som stereotypisk latinamerikansk diva. En højtstående colombiansk gangsters ‘trofækone’, som hun selv udtrykker det. Hendes enorme kuffert er proppet med stiletter, diademer og andet diva-gear. Alle hendes bevægelser er karikeret sensuelle. Sådan er kvinderne jo åbenbart syd for USA’s grænse. Lidenskabelige, grænsende til det kronisk liderlige. Når Vergara samtidig leverer alle sin replikker i et overspillet, skingert toneleje, der får Fran “Alle tiders barnepige” Dreschers nasale skærebrænder til at lyde som Barry White, er det næsten ikke til at bære.

Reese Witherspoon er ikke meget bedre. Hun er den diametrale modsætning til Vergaras mamacita. En tilknappet, regelbunden politikvinde i flade sko og mormortrusser. Hendes stemmeføring er ofte monoton, nærmest som en robot. Hun kan ikke finde ud af det der med mænd. De synes, hun er lige lovligt anspændt. Og så er hun ovenikøbet blevet en omvandrende joke blandt sine kollegaer, efter hun kom til at sætte ild til en politikers søn med sin strømpistol. De to hovedkarakterer er irriterende nok i sig selv. Men sammen er de værre. Flad ping-pong uden nogen form for timing eller kemi. Jeg grinede sammenlagt to gange. Den ene gang, da komiker Jim Gaffigan dukkede op som kristen bondemand, der skyder sin egen finger af, da han bliver distraheret af de to damers nærvær. Den anden gang, da Witherspoon kort efter udfører heimlich-manøvren på hans lille hund. På intet tidspunkt er det de to hovedkarakterers forhold, der får smilet frem. Og det er problematisk, når hele det tynde plot står og falder med deres kemi. Med andre ord: Det falder på røven med et brag.