Festaben

Hvis der er en ting, man ikke kan beskylde den engelske kendispresse for, så er det blødsødenhed, og tilbageholdenhed er da heller ikke noget, man kan anklage hovedpersonen Sidney Young for, når han som ubuden gæste crasher en celeberfest med en gris under armen.

Selvom det måske kunne lyde som afslutningen på en karriere, viser det sig i stedet at være det modsatte, og snart bliver han inviteret til selveste New York, hvor redaktøren for den prestigefyldte, men konservative “Sharp’s Magazine” tilbyder ham et job som skribent. Den begejstrede Young går til opgaven med ukueligt mod, og som en festgal udgave af Hunter S. Thompson kaster han sig over de kendtes domæne.

Den britiske friskhed falder imidlertid ikke i god jord hos de mere formelle amerikanere, hvor Young snart må indse, at jobbet er en temmelig uskøn affære, som mere ligner bestillingsarbejde end uafhængig journalistik. Samtidig bliver han tiltagende interesseret i kollagen Alison Olsen, men det er ikke nemt at vække en gensidig interessere hos en kvinde, når man har et rygte for at være kontorets største klovn.

“How to Lose Friends” er en filmatisering af Toby Youngs selvbiografiske bog af samme navn, men udskiftningen af fornavnet Toby med Sidney signalerer, at den kun har et begrænset sammenfald med de virkelige begivenheder. Ligesom filmens Sidney var Toby Young en britisk hotshot, der kom til den store USA, men hans adfærd var eftersigende endnu værre end i filmen og delvist motiveret af et selvhad, som filmens figur ikke deler. Derudover er der lagt en romantisk sidehistorie ind, som til forveksling ligner et fra en hvilken som helst anden amerikansk komedie.

Filmen opleves i det hele taget som en lidt sær ufokuseret størrelse, der skiftevis forsøger af være sødmefuld og rørende eller satirisk og bidsk. Udleveringen af det overfladiske og forlorne etablissement er i hvert fald ikke til at tage fejl af, og den ucharmerende udveksling af interviews og forsidehistorier til gengæld for positiv omtale i medierne er overbevisende, men bidet sløves af historiens indkapsling i Hollywood-konventioner så overfladiske som dem, filmen gør nar ad. Det samme kan man sige om filmens lange række af slapstick-humor, der ligeledes mangler den friskhed og frækhed, som kunne gøre dem mere end moderat morsomme. Alt for ofte føler man sig hensat til jokes fra tidligere film – hvor mange gange har vi efterhånden ikke set en bejler ved et uheld skade den udkårnes vovse?