En misser

Mangt og meget kan reddes med den rette introduktion, og jeg vil bestemt give “Hund og kat imellem: Kitty Galores hævn” kredit for en god åbning.

Filmen indledes nemlig med en et par minutter lang “Hjulben”-tegnefilm, hvori den arme prærieulv Wile E. Coyote på sædvanligvis lemlæstes eftertrykkeligt i 3D under endnu et af sine udsigtsløse forsøg på at fange den hurtige fugl. Det er et godt tidspunkt at få grinet igennem, for hvis din sans for humor ligner min blot det mindste, så vil du le omtrent lige så meget under de få minutter, den varer, som under hele resten af filmen.

Hovedfilmen er derimod fortsættelsen til den snart 10 år gamle “Hund og kat imellem”, hvori talende hunde og katte krydsede klør, men denne historie fungerer ganske uafhængigt af den første film. Præmissen er grundlæggende, at katte og hunde i al hemmelighed spionerer og bekæmper hinanden, men de kommer begge på en udfordring, da den gale og ganske hårløse lede kat Kitty Galore igangsætter sin ondsindede plan for at overtage verdensherredømmet. Katte og vovser er med andre ord tvunget til at arbejde sammen for at få knaldet den glatbarberede mis.

Filmen er blot det seneste indslag i, hvad der føles som en meget, meget lang række film med talende dyr i hovedrollen, og den beskedne joke består i denne omgang i at se hunde, katte og fugle placeret i en James Bond-parodi af en slags. De hunderelaterede vittigheder er endeløse: Der er faldlemme i hundehuset, bilerne har hastighedsindstillingen “Bliv” og “Sit”, og selv speedometrene er udformet med kødben. Det er alt sammen omtrent så sjovt, som det lyder…

Filmen er proppet til randen med henvisninger til andre film, og udover de endeløse 007-henvisninger bliver der bl.a. hivet elementer frem fra “Silence of the Lambs”, hvilket er lidt besynderligt taget i betragtning af, at ungerne, der ser den, forhåbentlig ikke har set Hannibal the Cannibal bide næsen af nogen. Det voksne publikum vil muligvis synes, det er skægt at se Anthony Hopkins-rollen spillet af en kat – selvom jeg har min tvivl – men børnefilm skal da for pokker først og fremmest laves til børnepublikummet?