En doven hund

Efter for nylig at have set 100 rædsomme minutter af “Beverly Hills Chihuahua” var min begejstring for igen at skulle se en film om hunde på et stærkt behersket niveau, men selvom “Hundehotellet” ikke er nogen særlig vellykket film, så er den langtfra så slem en oplevelse som førnævnte.

Hvor “Beverly Hills Chihuahua” gjorde de lodne væsner til talende dyr, så forbliver hundene hunde i denne film, og når de åbner munden kommer der højest et vov eller to ud. De kan dog stadig præstere ting, som på alle måder er ud over det sædvanlige, og har en intelligens, som man normalt ikke ville tiltro en firbenet.

Det gælder ikke mindst terrieren Fredag, som er en hjemløs vovse med stålvilje og en unægtelig charme. Han er blevet adopteret af søskendeparret Andi og Bruce, der selv er forældreløse, og som nu bor hos et aldrende flipperpar, som man ellers næppe ville bede om at passe en hund og da endnu mindre et par unger. De to fraværende voksne vil dog ikke have Fredag boende, så søskendeparret må finde ham et andet hjem. De falder imidlertid over et belejligt forladt hotel i nabolaget, og inden de har set sig om, er både Fredag samt en bunke andre vilde hunde flyttet ind som gæster i hotellet.

Andi og Bruce finder snart flere børn til at hjælpe, og dem får de brug for, eftersom hundene strømmer til med en hast, der nødvendiggør, at drastiske midler tages i brug. Inden længe er hotellet udstyret med hjælpemidler, der ville gøre Storm P. grøn af misundelse: automatisk fodring, et hundetoilet bestående af en gylden brandhane, der selv skyller ud efter brug, samt en sindig anretning, der selv kan lege pind med vovsene.

En film som “Hundehotellet” er naturligvis beregnet til børn og først og fremmest de mindste af slagsen. Det er derfor heller ikke så underligt, at man har valgt at udsende den med dansk tale, eftersom den formodentlig primært vil tiltale dem, der endnu ikke er gamle nok til selv at kunne læse underteksterne. En overvældende indsats for at interessere andre aldersgruppe kan man ikke beskylde “Hundehotellet” for at besidde. I stedet lader den mere eller mindre sin handling udvikle sig på automatpilot og griber hverken til større eksperimenter eller opfindsomhed. Den egentlige grund til at se en film som denne må være for at se nuttede hunde – et faktum, som filmens skabere da heller ikke er blinde for: Her er pjuskede vovser i spandevis: hunde, der dukker op af kasser; hunde, der længselsfuldt stirrer mod kameraet; hunde, der er klædt ud med solbriller osv. osv… Det fortsætter i det uendelige, og hvis man – som undertegnede – ikke er den store hundeelsker, så bliver det hurtig temmelig anstrengende at overvære.