Hunger Games: Mockingjay - del 2, The

InstruktionFrancis Lawrence

MedvirkendeNatalie Dormer, Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth, Elizabeth Banks, Julianne Moore, Josh Hutcherson, Woody Harrelson, Sam Claflin, Jena Malone, Donald Sutherland, Philip Seymour Hoffman

Længde136 min

GenreSci-Fi, Krig, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen18/11/2015

Anmeldelse

The Hunger Games: Mockingjay – del 2

3 6
Enden på pølsen

“Hunger Games”-serien er en knækpølse. Her efter den afsluttende film i serien er den flækket på langs i to lige store dele. De to første film var iscenesat reality-overlevelse i et drabeligt dødsspil, hvor udvalgte borgere i provins-distrikterne i Panem skulle kæmpe om overlevelse, imens de rige beboere i Capitol så til på tv. I de to sidste film i serien er der skiftet tempo. Fra kulørt spil til grå guerillakrig. Nu gør de undertrykte oprør. I begge ender af pølsen gælder det samme: Den første del var bedre end den anden.

“The Hunger Games: Mockingjay – Del 2” er mere et sidste afsnit af en tv-serie end en selvstændig film. Den begynder uden opbygning. Lige der hvor “Del 1” af guerillakrigen sluttede så uforløst. Alt er gjort klar til det sidste, store slag. Det er kun invasionen af Capitol, der mangler. Opgøret med diktator Snow og udredningen af det ufarlige trekantsdrama imellem krigerprinsessen Katniss og så de to ukarismatisk drengede bejlere, Peeta og Gale. De er så glatte i deres Disney Channel-look, at de kan hænge som idolplakat på en hver tween-væg.

Og store, endelige slag er som bekendt oftest monotont kedelige. Bare spørg Peter Jackson. Det grynede look hjælpes ellers her godt på vej af ækle alienagtige væsner, der angriber i undergrunden, samt en nøgtern og fordomsfri tilgang til krigsemnet. Donald Sutherlands udspekulerede Snow kan både være Assad eller Hollande – det afhænger af øjnene, der ser. Julianne Moores grå enke, revolutionslederen Coin, kan både være Jihadi John eller Braveheart, terrorleder eller frihedskæmper. For dem begge er fodsoldaterne på gulvet blot undværlige bønder, der som i virkelighedens verdenshistorie har ofret sit blod på bekostning af kynisk stormagtspolitik. Den komplekse nuance fastholder “Hunger Games”-serien lige til sidste pil affyret fra Jennifer Lawrences præcise bue.

Det samlende element ved alle fire film har været mediekritikken. Hvordan virkeligheden iscenesættes af magthaverne. Ligesom i den tredje film så ankommer Katniss her i fjerde film sjældent til frontlinjen, hvor den blodige oprørskrig kæmpes. I stedet placeres hun langt fra fronten, imens hun igen indspiller inspirerende propagandavideoer, der skal holde fodfolkenes ild brændende. Som mediebevidst trick er det genialt. Medier er aldrig virkelighed, men en iscenesættelse af den. Det skaber dog også en distance. Heltinden er aldrig i den mest alvorlige fare, hun ankommer aldrig dertil, hvor det for alvor er blodigt ondt. Iscenesættelsens distance skaber distance.

Den pointe understreger revolutionsstrategen Plutarch, der spilles af nu afdøde Philip Seymour Hoffman. ”Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv,” siger han om udviklingen på slagmarken og gør dermed opmærksom på det iscenesatte – “Hunger Games”-filmene er iscenesatte film om iscenesættelse. Både klogt og koldt. Netop Hoffmans for tidlige død gjorde, at slutningen måtte skrives om, hvilket løses på skolekomisk vis: De sidste ord siges med et brev.

Desværre er den sidste “Hunger Games”-film alt for aktuel. To forskellige magtsystemer i krig. Gale vil ligesom Søren Espersen bombe kvinder og børn i Capitol, imens Katniss står fast på, at der må være regler. Også i krig. Diskussionen er god, men slutpølsen er blevet kold på panden. Knækket over i en god halvdel og en syntetisk, gentagende del 2. Min sult blev ikke stillet.

Trailers

Kort om filmen

Mens Panem er i regulær krig konfronterer Katniss Præsident Snow (Donald Sutherland) i det sidste opgør. Med hjælp fra hendes nærmeste venner – heriblandt Gale (Liam Hemsworth), Finnick (Sam Claflin) og Peeta (Josh Hutcherson) – drager Katniss på en livsfarlig mission med enheden fra Distrikt 13 for at befri Panems indbyggere og for at iscenesætte et attentatforsøg på Præsident Snow, der er blevet mere og mere besat af tanken om at udslette Katniss. De dødsensfarlige fælder, fjender og moralske valg der venter Katniss, vil udfordre hende mere end nogen arena hun mødte i The Hunger Games.