Med sulten som våben

Når et land har været gennem en masse tumult, afføder det sædvanligvis en række film om de problematiske tider. I USA er de hurtige til at sætte pengemaskinen i gang – det så vi f.eks. med terrorangrebet i New York – mens andre lande ofte har brug for lidt mere tid til at fordøje omstændighederne. Eksempelvis har Tyskland på det sidste lavet flere fremragende film, der portrætterer forskellige aspekter af det tyske samfund, som det så ud før murens fald, helt tilbage fra krigen og op til 1989. Ligeledes er Irland godt i gang med at bearbejde IRA’s terrorregime, hvilket har bragt os film som Paul Greengrass’ “Bloody Sunday” og Ken Loachs fremragende “Vinden som ryster kornet”. Nu er “Hunger” fra debutanten Steve McQueen (nej, ikke actionhelten fra 60’erne) netop udkommet på dvd.

Med rod i virkelige hændelser tager “Hunger” sit udgangspunkt i terroristen Bobby Sands, som sidder i et særligt fængsel for folk med tilknytning til det berygtede IRA. Fangerne, der ikke anser sig selv for terrorister, men frihedskæmpere, undergår en ekstremt barsk behandling i det lille fængsel, og i et stille, men desperat forsøg på at tilkæmpe sig flere rettigheder begynder de på “den beskidte protest”, der i al sin charmerende ækelhed går ud på at smøre fængslets vægge ind i lort, pisse på gulvet og nægte at gå i bad. Denne protest leder i sidste ende hen mod den sultestrejke, som Bobby Sands i 1981 stod i spidsen for.

Der er ikke mange replikker i “Hunger”. Meget af tiden går med stemningsfulde billeder af fangerne og deres kummerlige liv i de små, ekskrementindsmurte celler, hvor miderne kravler på deres ansigter, når de sover. Alligevel formår hovedrolleindehaveren Michael Fassbender at levere en virkelig god præstation. Hans portræt af Bobby Sands er overbevisende og stærk, og da filmen endelig byder på en længere scene båret af dialog, viser han, at han har gravet dybt for at forstå den desperation, der skal til for at udklække en ekstremist. Det er en lang, stærk scene uden klipning, som rammer hovedet på det søm, der skal give seeren sympati med en mand, som mange instinktivt vil hade pga. hans handlinger.

“Hunger” har nok ikke set synderligt interessant ud på papir, hvilket sandsynligvis er grunden til, at filmen blev afvist af det irske filminstitut. Hvad, man dog ikke har kunnet læse ud af et manuskript, er, at filmen bæres frem af en helt fantastisk billedside. Gennem overraskende og utraditionelle beskæringer og vinkler føres publikum langsomt, men sikkert længere og længere ind i det beskidte univers, hvor frustrationerne bobler hos både de indsatte og personalet. Kameraet tager hverken rollen som fluen på væggen eller aktiv deltager, men nærmere som en kuriøst nysgerrig beskuer, der til tider får øje på detaljer, som normalt går vores øjne forbi. Filmen har vundet flere store priser, bl.a. en BAFTA til fotograf Sean Bobbitt – det er fortjent.

“Hunger” er i kraft af historien en ubehageligt påtrængende film, men ikke i sine virkemidler. Volden og barskheden glamouriseres ikke gennem æstetisering, og filmens historie fortælles ofte gennem antydninger. Det kan derfor være en lille smule svært at finde rundt i det ellers lille persongalleri, og engang imellem føler man, at et bedre kendskab til Irlands historie ville hjælpe på den fulde forståelse for personernes situationer.

“Hunger” er en af årets stærkeste film, men en film for alle er det bestemt ikke. Fortællingen er med sin langsomme udvikling og få replikker ganske stenet, for at bruge et moderne ord. Alligevel bider den sig fast og nægter at slippe. Det skyldes utvivlsomt temaet, som i sig selv er ganske fascinerende, men også den stemning, som filmen med sine simple virkemidler formår at opbygge. En af kunstens fineste opgaver er at nuancere vores opfattelse af ting, som vi ellers kan have en tendens til at sætte et sort/hvidt mærkat på – det gør “Hunger”.

Video

Præsenteret i anamorphic 2.35:1. “Hunger” lider af så sjælden en fejl som interlacing, der viser sig som flimrende streger i billedet pga. en 100 % menneskeskabt fejl i den digitale kodning. Det er hamrende pinligt og decideret amatøragtigt og må være lavet af en transfer-tekniker med bind for øjnene og tømmermænd. Skarpheden er heller ikke for god, og en sjælden gang imellem forekommer en smule banding. Kontrasten er fin og stabil og farverne naturlige. Øv, for en skam, når nu den er så flot filmet.

Audio

På trods af coverets lovning på 5.1-lyd er der blot et stereospor at finde på dvd’en. Som det er at forvente, er det generelle lydbillede mere mudret end et surroundspor, men som stereospor lyder det for så vidt udmærket. De forskellige elementer er mixet fint i forhold til hinanden, så intet drukner i scenerne med masser af larm og støj. Desværre er diskanten ikke så veldefineret, hvilket især går ud over dialogen, som sagtens kunne være lidt “sprødere”.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.

Med sulten som våben

Filmhistorien er efterhånden rig på eksempler, hvor skuespillerne må undergå en enorm fysisk transformation for at gøre en rolle troværdig og til tider uforglemmelig. Tænk bare på Robert De Niro i “Raging Bull”, Christian Bale i “The Machinist” og Tom Hanks i “Cast Away”. Michael Fassbinder som den politiske IRA-fange Bobby Sands i den nye, prisvindende film “Hunger” føjer sig ubesværet til denne liste og leverer en af de mest uforglemmelige, fysiske skuespilspræstationer i dette årtusinde.

Vi befinder os i 1981 i Storbritannien, hvor IRA stadig var særdeles aktive i deres kamp for selvstændighed, og Storbritanniens Iron Lady, Margaret Thatcher, svingede sin jernnæve over dem, hun så som værende en trussel mod den gamle kolonimagt. I fængslerne kæmper IRA-fangerne for at få status som politiske fanger ved at nægte at bære uniformerne, gå i bad, og i det hele taget gør de alt for at modsætte sig og besværliggøre arbejdet for fangevogterne.

Dette ses tydeligst, når fangerne dekorerer deres fængselsceller med ekskrementer og andet godt, så det næsten får et fængselsophold i Somalia til at minde om en wellness- ferie. Midt i al denne kaos og undertrykkelse befinder filmens hovedperson sig – Bobby Sands, en IRA-fange, der har fået nok af ikke at blive hørt. Han iværksætter derfor en sultestrejke, der skal få omverdenens øjne op for den brutalitet, de lider under. ”Det er jo selvmord,” er der en præst, der siger til ham, da Sands betror ham sin plan om at lide martyrdøden. ”Du siger, det er selvmord. Jeg ser det som mord. Sådan er vi så forskellige.”

“Hunger” er en barsk fortælling om at dø for det, man tror på, men også med moralen om at i en kamp er der altid to tabere, aldrig nogen rigtig vinder. Det kan godt være, at vagterne har overtaget i fængslet, men de lever et liv i frygt for at blive udsat for et attentat, og de psykiske ar, de får indenfor fængslets mure, heler aldrig. Dette illustreres bedst i en scene, hvor politiet gennembanker fangerne i et voldsorgie, mens der allerlængst til højre i billedet står en hulkende vagt og gemmer sig.

Samtlige scener er blottet for musik, der bliver ikke sagt særlig meget undervejs, og når der endelig gør, sker det i en 17 minutter lang kameraindstilling, hvor præsten og Bobby Sands sidder overfor hinanden og snakker, uden der på noget tidspunkt bliver klippet. Det vil nok få nogen til at tage en blunder, men det er en pointe i sig selv at skildre de barske realiteter så nøgternt og med så stor tålmodighed. Netop fordi filmen dvæler ved billederne og de uhyrligheder, der fandt sted i det fængsel for så mange år siden, så rammer den også det hårdere og sætter sig bedre fast. Og så er det altså imponerende og prisværdigt, at Michael Fassbinder lader sig udsulte, gennembanke og klippes med sløve sakse i kunstens navn.