Fra hundehvalp til rottweiler

November. Kulde, regn og slud. Mørke og daglige opdateringer om det amerikanske valg. Det er jo lige til at få en vinterdepression af. Heldigvis er det også blevet tid til repremiere på den midterste film i Kieslowskis trilogi; endnu et gensyn med en nyklassiker, endnu en vidunderlig fransk skuespillerinde og endnu et soundtrack af Zbigniew Preisner. Og selv om Kieslowski ikke just er kendt for sine rosenrøde fortolkninger af verden, så er “Hvid” faktisk en film med en god portion grotesk humor.

Den hvide hovedperson er den evigt forsmåede og generelt ynkelige Karol Karol. En polak, hvis franske kone vil skilles på grund af hans problemer med at ‘levere varen’ som ægtemand. At konen spilles af Julie Delpy gør det kun mere uforståeligt. Hun nøjes dog i sin mere eller mindre retfærdige harme ikke med en skilsmisse, men får også smidt ham ud af deres lejlighed uden pas, spærret hans konto og anklaget ham for at brænde hendes butik ned. Den stakkels mand må derfor søge tilflugt i undergrunden, hvor han forsøger at tjene en skilling ved at spille på en kam. Vogt dig for franske kvinder, kære læser…

Selv om det kunne lyde som en klassisk folkekomedie, så er humoren her dog betragteligt mere neddæmpet. Humoren bliver aldrig udtalt som sådan i de i stigende grad groteske situationer, som Karol får sig vovet ud i, som da han får en anden polak til at snige ham med i flyet til Polen i sin kuffert, hvorpå kufferten så bliver stjålet. Preisners melankolske soundtrack lægger også en dæmper på latteranfaldene i den forbindelse. Det er ofte en god ting. Personligt har jeg det svært med film, der hele tiden tigger efter mine grin.

Problemet for “Hvid” er, at det groteske i enkelte centrale situationer underminerer dramaet. Det er svært at mønstre megen sympati med Karol, når man lige har siddet og moret sig over hans forsøg på at holde kufferttyvene på afstand med en frisørsaks som eneste våben. Zbigniew Zamachowskis præstation i hovedrollen er måske også en af grundene. Han spiller godt, men går for det meste rundt med et ansigtsudtryk som en fortabt hundehvalp, hvilket trods alt gør det svært at tage ham alvorligt. Han er ynkelig grænsende til det latterlige.

Hvilket så udmærket kan være pointen. For Karol får til sidst nok og kaster sig ud i nogle lyssky forretninger for at finansiere en storslået hævn over ekskonen. Den hvide farve i trilogien symboliserer ligheden. Og det er den, som Karol endegyldigt afviser, da han koldt og kynisk går efter pengene. I den forbindelse spiller Janusz Gajos rollen som Mephistopheles til hans Faust. Det er en besynderligt apatisk djævel, vi har med at gøre, men Gajos er sublim i rollen. Med sin lade, tilbagelænede nonchalance faciliterer han effektivt Karols forvandling til bidsk rottweiler.