Lidt for ujævn sindssygefilm

Psykiatriens lukkede afdelinger har gennem filmhistorien udgjort fortællerammen i så forskellige film som “Gøgereden”, “Sucker Punch” og “A Nighmare on Elm Street 3”, og den flydende grænse mellem det virkelige og det indbildte indbyder da også til alt fra horror til stille menneskelige dramaer. Søren Kragh-Jacobsen seneste film, “I lossens time”, er den første danske film, der i sit hovedplot udspiller sig på en sindssygeanstalt, og her er vi klart ovre i det psykologiske drama – andet havde vist også været for meget at forlange af en dansk film.

“I lossens time” handler om præsten Helen, der hives til den lukkede afdeling for at tale med en skizofren og dybt forstyrret dreng, der brutalt har myrdet et ældre ægtepar. Helen er blevet tilkaldt, fordi den nyuddannede psykolog Lisbeth efterhånden er desperat efter at kunne fremvise nogle positive resultater af sine eksperimenter med patienterne, især fordi hun lige siden sin ansættelse har mødt stor modstand fra sine kollegaer mod hendes moderne, humanistiske metoder. Da Drengen (som vi kun kender som Drengen) tydeligvis er meget religiøs, tror Lisbeth, at en præst måske vil have bedre mulighed for at trænge igennem til den forpinte dreng.

Historien er super god, men begynder dog meget hurtigt at halte. Signe Egholm-Olsen er sådan set god i rollen som Lisbeth, men det mangelfulde manuskript formår ikke at give hendes karakter dybde eller troværdighed, hvorfor hun for det meste fremstår som et irriterende element, der blot står i vejen for de andre karakterer. Det skyldes først og fremmest, at hun som mere eller mindre den eneste også skal fungere som den, der driver plottet fremad, hvilket hun gør helt bogstaveligt ved at trække Helen (og dermed den person, man som seer umiddelbart identificerer sig med) rundt på anstalten.

Tanken var nok at have tre stærke karakterer til at spejle sig i hinanden: Psykologen, der repræsenterer videnskaben, præsten, der er repræsentant for religionen, og drengen, hvis sindssyge placerer ham midt imellem de to. Men da Lisbeth aldrig rigtig kommer til at fungere som karakter, falder denne “trekant” også til jorden. Men når Helen får revet sig fri fra Lisbeth og på egen hånd arbejder med Drengen, træder filmen i karakter. Sofie Gråbøl er stærk som Helen, der forsøger at nå ind til Drengen ved at anerkende ham og opbygge tillid, og filmen munder ud i et klart vidnesbyrd om, hvor vigtig anerkendelse er for os mennesker – især hvis vi føler os alene, misforståede og ringeagtede.

Den helt store ros skal dog lyde til Frederik Johansen, der egenhændigt løfter filmen ud af det dødvande, den specielt i starten befinder sig i. Hans præstation som Drengen er perfekt, og når der dykkes ned i hans historie, er det, at “I lossens time” fungerer absolut bedst. Derudover er her også tale om en særdeles smuk film, der for alvor formår at bruge sin æstetik og lydside til at sætte den helt rigtige stemning. Bare ærgerligt, at filmen overordnet er lidt for ujævn og utroværdig til, at den efterlader det helt store indtryk.