Et liv i retten

Retfærdighedens hjul er tunge og træge. De tager tid at få op i omdrejninger. Af og til skal der mere end almindelig udholdenhed til, hvis man skal stå processen igennem. Den udholdenhed har André Bamberski rigeligt af i “I min datters navn”. Så meget, at det ligner en monoman besættelse. Forståeligt nok. For hans 14-årige datter er død under omstændigheder, der næppe er så naturlige, som myndighederne først vurderede. Det bliver begyndelsen på et retssagsdrama, der strækker sig over mere end tre årtier – trods sin spilletid på under 90 minutter. Det er lang tid at føle retfærdig harme, men ikke nok til også at lære karaktererne at kende som andet end brikker i et retsopgør.

I begyndelsen ligner det dog mere en ægteskabsfortælling om, hvordan en ven af familien kommer imellem ægteparret Bamberski. Den påtrængende lægeven spilles med glat arrogance af tyske Sebastian Koch, så der ikke ét sekund er tvivl om, at han er en skidt karl. Madame Bamberski falder dog pladask for de sleske tilnærmelser, og diverse udenomsægteskablige fiflerier er hurtigt en realitet. Meget sigende for “I min datters navn” bliver det menneskelige drama dog hurtigt reduceret til juridiske formaliteter. Da André gennemskuer situationen, tropper han op med en advokat og afleverer en utroskabsstævning. De to syndere vedkender sig deres overtrædelser. Sagligt og roligt. Lidt for distanceret.

Tiden flyver, 70’erne bliver til 80’erne, og Andrés sorte hår får sine første grå stænk. Han lever et nyt liv med en ikke nærmere beskrevet kvinde og deler sine to børn med ekskone og Koch. Under en ferie med moren og den mistænkelige læge bliver datteren Kalinka fundet død i sin seng. Koch fortæller, at han har gjort, hvad han kunne for at genoplive hende, men alt var forgæves. Men mistænkelige omstændigheder hober sig snart op. Hvorfor har lægen givet Kalinka indsprøjtninger? Hvorfor var han med til hendes obduktion? Sporene peger tydeligt i én retning, og de eneste, der ikke kan se det, er retssystemet og Kalinkas mor.

Og det er naturligvis tragisk. Men det er altså også synd, at den stakkels, unge pige aldrig bliver andet end offer. Af de stramme 87 minutter er der ikke ofret mange sekunder på at lade hendes personlighed folde sig ud. Vi ser hende slå hovedet i en mindre bilulykke som lille. Og vi ser hende kigge sig over skulderen og vinke farvel til sin far som 14-årig. Det er stort set det. Sådan går det for de fleste karakterer: Enten er de firkantet tegnet som klammerten Koch. Ellers er de gabende tomrum uden karaktertræk som stakkels Kalinka.

På samme baggrund bliver Daniel Auteuils præstation som André Bamberski svær at føle noget for. Der er travlt, når hans kamp mod Koch og retssystemet forfølges gennem tredive år. En masse knivskarpe punktnedslag med års mellemrum. Meget lidt udenomssnak af den slags, der kunne have givet en fornemmelse for mennesket bag kampen. Det er sagen og dens uretfærdigheder, der er i centrum. Retsvæsnets slatne impotens. Selvtægtens fristelse. Jeg forstår harmen. Og jeg forstår den knuste fars besættelse. Men det forhastede, hoppende tempo og det meget snævre fokus gør ikke fortællingen nogen tjenester.