I skyggen af fransk nybølge

Titlen gør det klart; dette er en film lavet af mænd, for mænd og først i tredje række om kvinder. Man kan overveje, om titlen er en anklage imod de dominerende kvinder, der tiltager sig mere plads og opmærksomhed både i vores samfund og i vores kærlighedsliv, eller om det snarere er en gammelromantisk erkendelse af kvindens naturlige plads på en piedestal, hvorfra hendes lys kan stråle ud over os andre. Men det ændrer ikke på synsvinklen. Det er også derfor, at dens kluntede konklusioner om kærligheden og parforholdets inderste væsen aldrig overbeviser.

Vi introduceres til ægteparret Pierre og Manon. Han er en ugidelig og følelseskold dokumentarfilmsinstruktør, mens hun er den myreflittige og ambitiøse assistent, der hele tiden hænger på hans skuldre for at få hans karriere i gang, mens hun konstant må undskylde hans mangel på enten skabervilje eller talent til sin familie og sine venner. Jeg har ladet mig fortælle, at sarkasme kommunikeres utroligt dårligt på tekst, så lad mig lige præcisere, at jeg altså finder begge disse karakterer meget fortegnede og overfladiske. Selvfølgelig, for dette er på alle måder en fransk film, når det er værst. På tanken fuld af franske klichéer, begyndes der med, at Pierre har en affære med en ung studine.

Instruktøren Philippe Garrel har ønsket at lave en film, der ikke vælger side i ‘kønnenes kamp’. Det er da et sympatisk projekt, men det ødelægges, når han vælger at skildre sin mandlige hovedrolle så entydigt utiltalende, at udtrykket ender med at blive en karikatur. Pierre ignorerer sin kone, snerrer af sin elsker og er i det hele taget blottet for følelsesmæssigt udtryk. Stanilas Merhar er en glimrende skuespiller, men her har han ikke meget at arbejde med. I meget af filmens spilletid er hans sure fjæs irriterende at se på.

Formen er kopieret direkte fra 60’ernes franske nybølge i en sådan grad, at det næsten ender som en ufrivilligt komisk pastiche. I åbningsscenen, hvor Pierre i sort/hvid semi-closeup står og gnasker på en baguette, var jeg et øjeblik ved at tro, at der blev gjort nar af alle stereotyperne fra dengang med Truffaut og Godard. Men nej, det er skam alvorligt ment. Her er en lang række sovekammerscener, grå og triste billeder af en nedslidt og beskidt by samt en filosofisk voice-over (leveret af instruktørens søn, der undtagelsesvis ikke selv besmykker lærredet). Hvis man mere end 50 år efter Chabrols “Vennerne” stadig vil lave nybølgefilm, så skal man altså ville noget nyt.

Det er på ingen måde en filmstil, der er ukendt for Garrel, men her kører han tilsyneladende i tomgang. I hans forrige film, “La jalousie” fra 2013, leverede sønnen, Louis Garrel, i samspillet med karakterens lille datter et følelsesmæssigt engagement, der forhindrede den i at blive ren stiløvelse. Historien var også mere løs, hvor den i “I skyggen af kvinder” er meget strammere. Næsten pedantisk. Det frustrerer mig så meget desto mere, da filmens plotforviklinger tilsyneladende foregår i en verden fuldstændigt uden smartphones, Facebook og internettet, der ellers kunne have tilladt dem at springe indtil flere led i fortællingen over.