Altid allerede ude på ballade

Det er noget af en påstand, som koncertfilmen “I Told You I Was Trouble – Live in London” fremsætter i sin prolog: Amy Winehouses berømmelse skyldtes ene og alene hendes fremragende musik. Det vidner i hvert fald om en koncertfilm på en mission. Den vil skubbe det musikalske i forgrunden, og det skandaløse stof i baggrunden. Glem misbrug og død. Hør hende synge. Sympatisk projekt. Men kan man overhovedet det? Hvis denne koncertfilm viser noget, så er det netop, at musik og skandale er uadskillelige i tilfældet Winehouse.

Det er det danske filmselskab Manden med Kameraet, der har overført instruktør Hamish Hamiltons koncertoptagelser fra 2006 til en tur i 2016-biografen. En sort-hvid indledning danner indløb til selve koncerten. Klip fra musikvideoer, interviews og arkivmateriale fra studiet, hvor det store gennembrudsalbum, “Back to Black”, indspilles med stjerneproduceren Mark Ronson. Indskudt tekst fortæller, at Amy var en pige, der bare ville synge. Det er den rene, musikalske kerne, det handler om. Ikke alt det, der normalt bliver og blev talt om, når snakken falder på Amy Winehouse.

Jeg køber den ikke. Stjernen Amy Winehouse eksisterer ikke uden skandalen. Hendes gennembrudshit handlede for pokker om at sige nej til at gå på afvænning! “This is It”, Michael Jackson-koncertfilmen, der udkom kort efter hans død, havde større held med et lignende projekt. Den viste forberedelserne til det, der skulle have været Jacksons sidste koncerter. Det var ganske vist ikke en Jackson i topform, men dog en mand i sit naturlige element, hvor det ekstreme talent i glimt fremstod helt klart og uforstyrret af privatlivets bizarre eskapader. Det var som at se en småfed og uskarp Diego Maradona lege med bolden i sin karrieres efterår. Ungdommens guddommelige skær trængte momentvis gennem det nu træge, jordiske hylster.

I Amy Winehouses tilfælde ingen uskyldig storhedstid. Ingen “Thriller”. Ingen legendarisk VM-dribletur mod England. Hun trådte tværtimod ind på den store scene med en forfaldshistorie. Nedturen var der fra begyndelsen. Det bliver kunstigt at ville tænke den væk. Det projekt lykkes “I Told You I Was Trouble – Live in London” altså ikke med. Det skandaløse er konstant nærværende i Amy Winehouses optræden. Det starter med en undskyldning for forsinkelsen. Efter det første nummer løber hun fra scenen for at hente endnu en drink. Ind i mellem virker hun, som om hun nyder at stå foran et publikum. Andre gange det stik modsatte, som når hun sætter fingeren som en pistol for tindingen og trykker af. De tynde ben med store, blå mærker balancerer usikkert på scenegulvet. Og tatoveret over brystet er ‘Blake’, navnet på hendes mand. Ham, der introducerede de hårde stoffer til hendes liv.

Enhver, der har set “Amy”, Asif Kapadias dokumentar fra sidste år, genkender de to gespenster, der hænger over forestillingen fra hver deres balkon. Til højre for Winehouse sidder hendes far. Ham, der talte hende fra at gå på afvænning og skamløst brugte hendes berømmelse til selvpromovering. Til venstre sidder førnævnte Blake. Hun skærmer øjnene mod scenelyset og spejder op mod hans plads under numrene. Mimer “I love you”. På den måde er koncerten hele tiden omgærdet af alt det, som denne film vil have, vi skal glemme. Det er ikke et nyt billede af Amy Winehouse. Det er det, vi kender.