Isen er trasket tynd til ligegyldigt sjap

Da den første “Ice Age”-film i sin tid havde premiere, tog min mor mig med i biografen for at se den. Jeg forelskede mig straks i det skøre istidsunivers. Der måtte gerne komme flere af den slags. Mange flere. 14 år og fire istider senere vader jeg træt ud af en visning af “Ice Age: Den vildeste rejse” og beder i mit stille sind til, at de snart stopper med at lave de her film.

At følge med i “Ice Age”-franchisens udvikling har ikke været en rutsjebanetur – op, ned og op igen – så meget som det har været et jævnt og konstant fald i kvalitet og kreativitet. Ned og kun ned. Siden toeren har der været et underligt fokus på at få alle karaktererne til at gifte sig og få børn og i det henseende viger “Ice Age: Den vildeste rejse” ikke fra normen. Mammutten Manfreds datter er blevet voksen. Nu vil hun gifte sig med en klodset ung mammut, men ham kan Manfred ikke lide. Hvor den første “Ice Age” gav en interessant historie om en mammut, der skulle passe på et barn fra den race, der udryddede hans egen familie, har den nyeste film nøjes med at låne plottet fra “Meet the Parents”.

Rundt om familiedramaet foregår en større fortælling. Fortidsdyrene skal forhindre en gigantisk meteor i at ramme Jorden og udrydde alt liv. Præmissen føles tynd. Og det lykkes aldrig at overbevise mig om, at jeg ikke har set, hvad der var værd at se i “Ice Age”-universet. Her virker tomt for overraskelser og nye ideer, her er ingen kolonier med selvmorderiske dodoer eller syngende gribbe. Hvor de første to film brugte plottet som en undskyldning for at tage os på rundtur i en vanvittig version af istiden, går det meste af den her femmer med at vise os ting, der er nye og kedelige som magiske meteorsten eller lilla elektricitet.

Manglen på nye ideer eller sjove vinkler på den efterhånden gennemtævede istid understreges også af det store fokus på det agern-elskende fortidsegern Scrat, der får meget af den lange film at boltre sig i. Det er dog ikke per definition dårligt. Faktisk er Scrats udskejelser noget af det, der virker bedst. Scenerne med Scrat er ikke ulig Tom og Jerry, når de er bedst; det går hurtigt, små overraskelser kastes i hovedet på en. Det sjove er, at Scrat slår sig. Det er det.

De tre fortidspattedyr fra den første film er desuden vokset til intet mindre end elleve istidsdyr. Konsekvensen er, at de fleste af disse ‘Ice Age’s Eleven’ ikke har noget at lave. Sabeltigeren Diego, der har været med fra starten, er nu blevet degraderet til en perifer bifigur, der har så lidt at sige, at det er underligt, han overhovedet er med.