Når magten lyver for folket

“Idealisten” handler blandt andet om forholdet mellem magthaverne og offentlighed. Den stiller flere vigtige spørgsmål. Hvor meget åbenhed kan vi kræve af de politikere, vi har valgt til at lede vores land? Har befolkningen ret til fuld indsigt? Eller er løgn og fortielse nogen gange den bedste løsning? Journalist Poul Brink er ikke i tvivl. Som en anden Edward Snowden går han benhårdt efter at afdække sandheden, selv hvis det betyder, at han må bryde loven og sætte sin egen karriere på spil. Undervejs får han flere tip fra anonyme kilder – det, vi i dag kalder whistleblowers.

Tidslinjen strækker sig over adskillige årtier. Fra 1968, hvor et amerikansk bombefly, lastet med fire brintbomber, styrter ned på Grønland, over 1988, hvor journalist Poul Brink begynder at undersøge ulykken og dens konsekvenser. Hans arbejde med historien fortsætter langt op i 90’erne. Instruktør Christina Rosendahl indhyller begivenhederne i en trykkende, paranoid stemning, der minder om 70’er-film som “Alle præsidentens mænd”. “Idealisten” er dog andet og mere end en historietime. For med sin tematik træder den direkte ind i en diskussion, der er højaktuel i Danmark anno 2015.

Brinks jagt på sandheden begynder, da han opsøges af en repræsentant for de danske Thulearbejdere, der deltog i oprydningsarbejdet efter flystyrtet 20 år tidligere. Mange af arbejderne lider nu af sygdom. Flere er døde af kræft. Regeringen nægter enhver sammenhæng, så Brink tager sagen op. I sin research støder han på nye hemmeligheder, der løfter sagen op i de højeste politiske luftlag. Ligger der mon stadig en brintbombe og lækker radioaktiv stråling på den grønlandske havbund? Og har den danske statsminister – stik imod landets officielle atompolitik – givet amerikanerne lov til at føre atomvåben ind på dansk territorium? Det er oplagt at drage paralleller til mere aktuelle sager. Som når regeringen benægter, at USA har fortaget ulovlig overvågning i Danmark. Trods tegn på det modsatte. Det hører til sjældenhederne, at en dansk film går i kødet på den slags storpolitiske sager fra virkelighedens verden.

Historien udfolder sig tørt. Det handler om fakta, ikke om følelser. Christina Rosendahl har været velsignet med en masse arkivmateriale, som hun effektivt fletter ind. Interviews med politikere, billeder af oprydningsarbejdet. Det virker til at underbygge den nøgterne og køligt konstaterende stil. Den understreges yderligere af lydsidens minimalistiske electronica, som jævnt og stædigt hakker derudad uden de store følelsesmæssige udsving.”Idealisten” er ikke for følelserne. De syge Thulearbejdere bliver eksempelvis aldrig menneskeliggjort – de forbliver en række umælende, gamle ansigter. De er tal i en statistik. Sagligt og distanceret. Det handler mere om principper og idealer end om mennesker og følelser. Det er et konsekvent valg, som jeg godt kan forstå og respektere. Men det sker på bekostning af indlevelsen i de menneskelige konsekvenser.

Af og til lægger der sig dog en stemning af paranoia over Poul Brink, som slører hans ellers så skarpe og kølige blik. Hvad foregår der eksempelvis, da Brink på en løbetur bliver overhalet af en anden motionist, der pludselig standser, vender sig om og stirrer tilbage på ham? En subtil advarsel? Eller blot et uskyldigt tilfælde? I sådanne scener er paranoiaen lige så knugende, som når brandalarmen pludselig hyler på Snowdens hotel i “Citizenfour”.