Mike Judge må siges at have en stærk forkærlighed for stupiditet. Det skal ikke forstås på den måde, at mandens arbejde inden for film og tv bør betragtes som åndssvagt og ubrugeligt nonsens. Snarere tværtimod. Men manden, der i sin tid skabte de to bumsehærgede og utilregnelige knægte Beavis og Butthead, som frydede millioner af seere via MTV, nyder tydeligvis at fremhæve verdens udbredte dumhed og idiotiske selvoptagethed. Og Judge er ligeledes glad for at lade tumpede, men samtidigt elskelige karakterer være sine fortællingers helte. Alt dette er især tydeligt i mandens første spillefilm siden den morsomme kultfilm “Office Space”: “Idiocracy”.

Som sædvanligt spiller Luke Wilson en tilbagelænet og kortfattet herre. Nærmere bestemt spiller han soldaten Joe Bauers, som bruger det meste af sin arbejdstid på bare at se tv. Som led i et militæreksperiment bliver luderen Rita og Joe frosset ned, og da de vågner op 500 år senere, får de sig et gevaldigt chok: Menneskeheden har udviklet sig til et mere eller mindre hjernedødt og debilt folkefærd, så nu er Joe pludselig blevet verdens klogeste mand.

“Idiocracy” blev angiveligt færdiggjort allerede i 2004. Men i de to efterfølgende år kæmpede Judge og mange af hans fans en brav kamp for at få filmen distribueret. Efter sigende skulle filmselskabet 20th Century Fox’ irritation over filmens latterliggørelse af både dem selv og store amerikanske konsortier såsom Starbucks og Carl’s Jr. have drænet dem for al lyst til at udgive filmen. I sidste ende blev filmen udgivet i et yderst begrænset antal biografer sidste år, og derfor blev filmen ikke overraskende et flop.

Rollen som Joe Bauers er noget nær den perfekte rolle til en mand som Luke Wilson, der med sin naturlige karisma og afslappet attitude gør Joe til en sympatisk hverdagsmand og interessant hovedperson. Dax Shepard er også herlig som Joes advokat og bedste ven i fremtiden, og Justin Long og Thomas Haden Church dukker også begge op for en kort bemærkning og fornøjer. Og selvom filmen ikke har haft et enormt budget, så er dens udgave af verden anno 2505 faktisk forholdsvis imponerende.

Netop filmens (efter visses mening) kontroversielle fremstilling af store koncerners grådighed, selvhøjtidelighed og pr-taktik er noget af det morsomste i “Idiocracy”. Der er bl.a. talløse bannere, som nedgør borgerne, hvis ikke de benytter deres produkter. Madautomater skriger nærmest ad kunderne, og så kan man endda også få sex til kaffen hos Starbucks. Der er også masser af mere letfordøjelig humor, som Judge må siges at være ekspert i, der formår at ruske mindst lige så meget i lattermusklerne som alt andet i filmen.

Der bliver lidt for langt mellem de grinagtige momenter efter de første tre kvarter er overstået, og den skarpe satire synes at blive tilsidesat til fordel for en mere traditionel form for humor. Men filmen ved i det mindste, lige præcis hvornår scenetæppet bør falde, og størstedelen af de mange jokes bliver hængende i erindringen.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Måske har filmselskabet ikke haft den store interesse i at udgive “Idiocracy” i biffen, men de har i det mindste taget sig kærligt af filmen i forbindelse med dvd-udgivelsen. Billedsiden er nydelig. Kontrasten er god, der er ikke megen edge-enhancement at spore, digital støj og komprimeringsfejl er fraværende, og billedet er som regel meget skarpt. Takket være en god farvegengivelse fremstår filmens gyldenbrune facade også intakt.

AudioDiscen byder udelukkende på et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor, og meget mere behøver man heller ikke. Der er ikke megen aktivitet i baghøjtalerne og heller ikke nogen nævneværdige panoreringer, men bunden er solid, og al effektlyd, musik og dialog kommer klart og tydeligt igennem.

EkstramaterialeDvd’en byder udelukkende på 5 slettede scener. De varierer i længde fra sølle 10 sekunder til ét helt minut, men inkluderingen af en enkelt forrygende scene, hvori et helt særligt museum bliver besøgt, er med til at forhindre bundkarakter.