Idol

InstruktionHany Abu-Assad

MedvirkendeNadine Labaki, Tawfeek Barhom

Længde100 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen30/06/2016


Anmeldelse

Idol

3 6
Protestløs protestsang

American Idol, X-factor, Talent 2000, og hvad de ellers hedder, handler ikke om at kunne synge. Dommerne er hårde, jaja, men det er tv-producenterne, du skal imponere. Giv dem et alkoholmisbrug, en fængselsdom eller en mormor med skæve tæer, og de giver dig nogle aflagte Kylie Minogue-sange og en byfest-turné. Sejren på trods er jo, som man siger, når man skal forklare sig ud af at følge med i lortet, knaldgodt tv! Set i det lys burde “Idol” være en knaldgod film. Men Mohammeds absurde rejse fra det besatte Gaza til toppen af poppyramiden er en ufokuseret, halvtør luntetur det meste af vejen.

Enhver underholdningsdirektør ville slikke sig om munden og egenhændigt give Mohammed asyl bare for at få lov til at fortælle historien. Han og søsteren, Nour, er de to mest yndige palæstinensiske børn, der bare vil spille musik, stjæle slik fra større børn og løbe frejdigt gennem gaderne. Mohammed er stille undtagen, når han opløfter sin englestemme. Nour er råbende og vred. På den måde balancerer modsætningerne så smukt i en indledning, der er ren idyl.

Men så er der lige Nours dødelige leversygdom og det faktum, at børnene bor i et besat område, hvor smuglere og religiøse fantaster på skift kommer i vejen. Instruktør Hany Abu-Assad har travlt med at få lagt alle de triste tråde ud, inden vi kan hoppe frem til musikkonkurrencen. Farten er til tider hektisk jappende, på et par sekunder er børnene de mest brugte bryllupsmusikanter i Gaza, men også til tider sløv og messende i gentagelsen af drømmen om at slippe væk. Det hele lagt i hænderne på nogle børneskuespillere, som med nød og næppe kommer troværdigt igennem.

Det knækker over på midten, idet den voksne Mohammed er en mere interessant karakter, en bitter taxachauffør, der sveder livslede i stride strømme bag rattet. De bedste scener skildrer hans forsøg på at vække sit eget håb igen, kulminerende med en katastrofal audition til ‘Ramallah Got Talent’ på en skype-forbindelse drevet af en osende benzingenerator. Hany Abu-Assad har godt blik for de barokke krumspring, man må tage i et stagneret samfund uden strøm og instrumenter, men med entrepenante, tunnelgravende venner.

Utroligt nok, og fuldstændig som i den virkelige verden, ender Mohammed i Ægypten og bliver hurtigt spændt for en politisk vogn som ‘Raketten fra Gaza’, hvor usmageligt det end lyder. Den sidste halve time er dramaet gået væk, for succesen er nærmest hjemme. Angstanfald og klatreture i et tv-studie er tidsudtrækkere, der skal få finalen til at føles som det store klimaks. En sang, en konfettibombe og hvem mon vinder? Skuespillerens ansigt fader over i den rigtige Mohammed, hvilket slører grænsen mellem manipulerende tv og skabelonagtig film.

Mohammed er et sympatisk bekendtskab, men der er, som om Hany Abu-Assad har skelet for meget til Simon Cowells tryllebog med montager af den lille mand, der klarer alle forhindringer. Strakt ud til en lang fortælling bliver den ensidige karaktertegning af søde mennesker med et guddommeligt talent svær at holde ud. Talentshows låner af klassiske film-narrativer for at gøre deres deltagere interessante, og nu er de uinteressante film begyndt at låne af talentshows. “Idol”, jeg kan sgu ikke mærke dig.


Trailer

Kort om filmen

“Idol” er baseret på den sande historie om Mohammed Assaf, der voksede op i det besatte Gaza, men endte med at vinde Arab Idol. En symbolsk sejr der tiltrak verdensomspændende bevågenhed og samlede det undertrykte palæstinensiske folk i fælles jubel.

Drengen Mohammed drømmer om store ting. Sammen med sin søster vil han danne et band, så verden kan opleve hans fantastiske stemme. Men det er ikke nogen nem opgave, når man er barn og kommer fra fattige kår i det besatte Gaza. Situationen bliver ikke nemmere, da en tragisk begivenhed indtræffer og er ved at slå Mohammed ud. Modgangen til trods er Mohammed fast besluttet på at forfølge sin drøm, og mange år senere udser han sig sangkonkurrencen Arab Idol, som muligheden for at opfylde den. Med livet på spil sætter han kursen mod Egypten, hvor der afholdes auditions. Dette bliver begyndelsen på en rejse, der skal gøre Mohammed til repræsentant og talerør for hele det palæstinensiske folk.