Amerikansk film var tidligere på året ramt af en kort og flygtig interesse for tryllekunstnere og i særlig grad disses overnaturlige evner. Således blev både Christopher Nolans “The Prestige” og Neil Burgers “Illusionisten” lanceret på nogenlunde samme tid og på nogenlunde de samme præmisser. Imidlertid blev det ikke med helt samme niveaumæssige udfald.

I begge film er vi tilbage i fortidens rammer, nemlig omkring forrige århundredeskifte. I denne ombæring nærmere bestemt den højkulturelle og klassedelte østrigske hovedstad, Wien. Og de rammer gør sig nu engang særligt godt i tilfældet “Illusionisten”, hvor filmens dunkle skær i den grad agerer stemningsskabende gespenst omkring den sagnomspundne fortælling om tryllekunstneren Edward Eisenheim (Edward Norton), der rejser sig fra fattige kår og med tiden udvikler sig til feteret tryllekunstner.

Egentligt er det ikke primært det stof, “Illusionisten” er gjort af. Derimod er filmen skåret over et kærlighedsdrama med den uopnåelige kærlighed som rødglødende pejlemærke. Allerede fra barnsben møder Eisenheim sit livs udkårne i hertuginden Sophie von Teschen, der i voksenudgave spilles af Jessica Biel. Den kærlighedshistorie blev der ikke noget af i første omgang, takket været deres væsensforskellige klassedelte baggrunde. Men da de ved et tilfælde atter mødes mange år senere til en af Eisenheims optrædener, bliver interessen atter vakt, om end det næppe er med hertugindens tilkommende og sjældent ædruelige Prins Leopolds (Rufus Sewell) fulde accept.

Undervejs bliver kærlighedsdrama således til kriminaldrama, hvorfor skal ikke afsløres her, og det er i den forbindelse, vicepolitikommissær Uhl (Paul Giamatti) kommer på banen. Han har hele tiden haft en svær fascination af Eisenheims særlige talenter og kunnen, og med den alvorlige drejning får han – måske – mulighed for at afsløre selve den hidtil ukendte hemmelighed bag de magiske tryllekunster.

“Illusionisten” rammer lukt ned i den almengyldige historie om kærlighed, bedrag og mord, er i og for sig fængende, men har også sine væsentlige mangler. Der er ikke nævneværdig udvikling til stede hos de centrale karakterer, og det gør, at filmen periodevis virker en anelse stillestående. Samtidig taler det nu heller ikke til filmens fordel, at den krølle på halen, der elegant skulle være tænkt at afrunde “Illusionisten”, ikke kommer som den mindste overraskelse.

“Illusionisten” er dog stadig en seværdig størrelse, og det til trods for, at filmen døjer med anseelige problemer med plottet. Hvordan kan det være, at Eisenheim og Sophie, der i barndommen var jævnaldrende, i voksenlivet må se sig adskilt af – ikke kun en jaloux kronprins – men også en aldersforskel omkring de ti år? Både Edward Nortons og Jessica Biels skikkelser fungerer hver for sig, men sammen virker deres spil både kluntet og temmeligt udramatisk, om end det fornemmes, at det modsatte har været intentionen.

Til gengæld er vicepolitikommissær Uhls videbegær og efterforskende rolle en befrielse for filmens laterna magika, når kærlighedshistorien, trods smukke strejf, ikke formår at følge filmen til dørs i fuldendt figur. Han giver kriminaldramaet et fornødent tvist, en kant om man vil, der holder fascinationen for de ukendte faktorer i ave. Måske var det den del, der skulle have haft filmens hovedfokus? I hvert fald fremstår “Illusionisten” i sin nuværende form som en film, der har haft for meget at gabe over, selv om datidens oplevelsessamfund danner smukke rammer om en historie, der også kunne have været det.

VideoBilledsiden i “Illusionisten” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format med både styrker og svagheder. Looket er generelt indtagende, og de mørke og gullige tonationer fremelsker et nostalgisk indtryk af et samfund anno 1900. Desværre er kvaliteten også behæftet med skævheder. Der er eksempler på udtværinger og andre former for digitale udfald i udtalt grad, og derfor kan transferets samlede indtryk ikke være mere end middelmådigt.

AudioTil gengæld er lydsiden af en anderledes prangende beskaffenhed. Et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor agerer auditive kulisser og kommer grundlæggende ud i alle kanaler. Særligt den stemningsskabende musik og effektlyde fungerer overrumplende godt og lader alle kanaler komme til deres fulde ret.

EkstramaterialeUd over trailers for Robert de Niros “The Good Shepherd”, “The Last Kiss” og “Hannibal Rising”, indfinder der sig intet ekstramateriale på denne udgivelse, ligesom der heller ikke er blevet levnet plads til en egentlig menu.

Filmmediet startede som et trickmedie, der takket være videnskaben kunne snyde det menneskelige øje til at se bevægelse, når en række stillbilleder blev sat ind i en projektor. Således er film og trylleri beslægtede gennem illusionen. Begge lever de på den umiddelbare illusion om, at det man ser, rent faktisk sker. Også selvom den sunde fornuft ved bedre. Tryllekunstnerens vildledelse af sine tilskuere finder således også genklang i Neil Burgers film “Illusionisten”, som gennem distraktion evner at overraske eller sågar fortrylle noget af sit publikum. Dette elegante periodedrama sat i et fin-de-siecle Wien er den velkendte historie om kærlighed og politik tilsat en tåge af mystik. Plothullerne er muligvis mange, men i vildledelsens skygge synes alle trådene at være samlet. Og “Illusionisten” udmærker sig yderligere med sine drømmende glansbilleder, solide skuespilpræstationer, navnlig fra Edward Norton, og et uvant plot, som kun af og til kan føles en anelse trægt og uoverskueligt.

Magikeren og den snusfornuftige prinsI en kort prolog åbner filmen med tryllekunstneren Eisenheims anholdelse under en af hans sceneoptrædener. Den østrig-ungarske kronprins Leopold ønsker Eisenheim fængslet for at forføre sit publikum med falske mirakler.

Klip til et gyldenbrunt flashback, hvor den unge Eisenheim indføres i magiens mystiske verden af en gådefuld fremmed. Kort efter falder han for den aristokratiske hertugdatter, Sophie von Teschen, hvis familie ikke billiger deres forhold. Med udsigt til aldrig at ses igen forsøger Eisenheim at trylle dem begge langt væk. Men forgæves. Med forbud mod at se hinanden igen synes Sophie nu uden for rækkevidde og Eisenheim forlader Wien.

15 år senere dukker Eisenheim atter op i Wien som illusionist. Her møde han tilfældigt Sophie, som nu er den østrig-ungarske kronprins Leopolds forlovede, igen. Mens den gamle kærlighed atter blusser op, rager Eisenheim uklar med den snusfornuftige kronprins, som ikke har meget fidus til magi og da slet ikke til Eisenheim. Leopold pudser Wiens politichef Uhl på Eisenheim i håb om at afsløre denne som en gemen charlatan. Sophie og Eisenheims affære afsløres, og da et af Eisenheims numre baseret på myten om sværdet i stenen er på nippet til at ende i en majestætsfornærmelse, er en åbenlys konflikt mellem de to svær at komme udenom.

En rodet drømmetilstandUden at afslører for meget følger derefter en fabulerende blanding af mord, magi, og besættelse. “Illusionisten” er i bund og grund et sentimentalt/sjælende drama om kærlighedens magt over mennesker, og som en eventyrlig fabel placerer den sig med sine gyldenbrune farvetoner og sprøde glansbilleder et sted mellem virkelighed og drøm. Når handlingen så samtidig udspiller sig i Wien, er det svært at komme uden om, at Freud og magnetisøren Mesmer synes at spøge i baggrunden som inspiration til dette filmiske drømmelandskab.

Dertil kommer den mageløse musik af Phillip Glass samt fængslende skuespilpræstationer af Edward Norton som Eisenheim og Rufus Sewell som Leopold, elegant flankeret af en veloplagt Paul Giamatti som Uhl og smukke Jessica Biel som Sophie.

Indimellem føles plottet uhyre tungt og en anelse rodet og retningsløst. Flere passager synes ikke at føre nogen vegne. Men alligevel formår filmen i sidste ende at formidle en helstøbt oplevelse af blot at være en af Eisenheims tilskuere. Og først til sidst evner man at gennemskue hvor filmens magi ender og vildledelsen begynder.