Kaskelothvalens hævn

Vi lærte det ved at se “Titanic”. Menneskeligt hovmod på vand falder altid ud til naturens fordel. Og menneskenes bagdel. Den lektie sender Ron Howard nu Chris Hemsworth ud for at lære på ny. På endnu et skib, man i hov- og overmod ikke tror kan synke, sejler en besætning ud for at få stavet lektien af selveste den hvide monsterhval ved navn Moby Dick.

Men “In the Heart of the Sea” er ikke en decideret filmatisering af Melvilles amerikanske nøgleroman fra 1851. Det er fortællingen om, hvordan Herman Melville fik inspirationen til at skrive “Moby Dick”. Den rammefortælling er doven. I bedste fald er grebet med at lade en overlevende fra skibet Essex fortælle sin beretning til Melville på en mørk, mørk aften en ligegyldig hilsen til romanens eget fortællegreb, hvor Melville indleder med at bede læseren om at kalde ham Ishmael. Måske er det et spørgsmål om rettigheder? Jeg er ligeglad med det og den dumme rammefortælling.

Det er nemlig langt sjovere på havet, hvor Howard går “Master and Commander”-vejen og fortæller en grum historie om mandefællesskaber i naturen. Ved roret står Hemsworths ufine landmand som førstestyrmand sammen med den arrogante, unge kaptajn med fint blod i årerne. Det samspil står fint i tidens magtmistroiske ånd, hvor manden på det ubonede gulv mener, at lederne er fulde af løgn. Sammen er de på et grisk eventyr. 2000 tønder hvalolie skal om bord før de kan vende tilbage til hjemhavnen i Nantucket. 200-300 hvaler må lade livet undervejs. Det er aktiekurserne for the win, imens naturen får fuckfingeren. På den måde er historien om Moby Dick stadig relevant for os i dag. Sagde nogen COP21?

Selv om Chris Hemsworth er lidt for bredkæbet pæn til rollen som landsmandssøn til søs, så er hvalerne og scenerne med dem helt rigtige. Langt fra land holder de til. Ud i små fangerbåde. Harpun i hånd spændt fast til et reb. Det smukke dyr spiddes, og så er hvalfanden løs. Til bunds. Snart ikke mere reb. Går det? De første gange gør det. I dejligt grimme scener parteres dyret. Fedtet spermacet skæres fra og koges til olie, inden fortællerens unge jeg sendes ned i det udhulede hvalhoved for at få resterne med. Der stinker. Klamt. Fedt!

Men som bekendt så går det med hovmod, indtil det ikke går længere. Det hvide bæst, den smukt skamferede megahval slår igen. Naturen basker Hemsworth, der må se skibet gå ned. Drive rundt på åbent hav i små robåde. Det er den flotteste CGI-hval, jeg nogensinde har set. De mange ar gør den grum, men minder også om de mange ar, som menneskeheden har påført naturen. Jeg heppede på hvalen, imens de dumme mænd overlades til vanvid og kannibalisme i et langt, ondt efterslæb, som “In the Heart of the Sea” ringer ud på.