Med livet som passager

I rulleteksterne til “Into the Wild” takker filmens instruktør Sean Penn ærbødigst skuespillerkollegaen Jack Nicholson. Om den hensigtserklæring skyldes samarbejdet omkring den fremragende “Løftet” fra starten af det nye årtusinde vides ikke, men en kendsgerning er det imidlertid, at det var her, Penn første gang fik vist prøvelser på sin ekvilibristiske kunnen som instruktør. Helt i den forlængelse er filmmagerens seneste bedrift “Into the Wild”, dog uden at kunne anklages for at besidde samme pondus.

Forlægget er den sandfærdige historie om overklassesønnen Christopher Johnson McCandless, som efter endt skolegang i starthalvfemserne giver både de overfladiske forældre og den omsorgsfulde søster baghjul og begiver sig ud på en to år lang vandretur på tværs af det amerikanske kontinent med Alaska som den umiddelbare gulerod og uden planer om at vende tilbage. Med litteraturhistoriens største poeter og selve livet som blinde passagerer er den rodløse tilværelse også et udtalt opgør med hans dysfunktionelle familie og dens svælgen i velhavernes materielle goder. Det er en pilgrimsrejse, den unge Christopher under pseudonymet Alexander Supertramp her har begivet sig ud på for at finde meningen med livet i al dets skinbarlige enkelthed.

Dansk islæt får vi for en stund med Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen, der her agerer to københavnske backpackere på vej ned igennem Grand Canyon. De er blot nogle af de mange aparte personligheder, som Alexander Supertramp møder på sin rejse gennem land og by, ødemark og storby, der begge synes uoverkommelige størrelser. Størst tiltrækning har naturen og vildnisset, for her har filmens hovedkarakter nemlig mulighed for at være helt sin egen uden den mindste indblanding fra artsfællerne. Ensomheden er dog på sigt en modstander, og undervejs udvikler den finurlige identificeren med rejselitteraturens karakterer sig til regulær skizofreni og åndeligt forfald.

Især skuespillet funkler i den stjernespækkede filmatisering af Jon Krakauers bogforlæg, og unge Emile Hirsch leverer et intest og introvert portræt af sin karakter. Men også Catherine Keener, William Hurt og Macia Gay Harden er med til at kaste glans over beretningen, hvor dramaet fortrinsvist findes i Alexanders egne mentale magtkampe og forviklinger i forsøget på at finde ind til sit sande jeg. Et jeg, der i årevis har været forvansket af forældrenes skyttegravskrig, hvor de to børn har været de største ofre. Kun i Guds vilde natur får den altoverskyggende hovedperson den mulighed, og det er formentligt derfor, han vender civilisationen ryggen, brænder både bil og penge og (over)lever på helt primale forudsætninger.

Sean Penn har med fordel hentet fotografisk assistance hos den velrenommerede filmfotograf Eric Gautier – det var hjernen bag billedsiden i den bemærkelsesværdige “Motorcykeldagbogen” – og derfor et oplagt valg. De mange poetiske og berusende billeder udstiller på forbilledlig vis hovedkarakterens indre tankespind. I samspil med de panoramiske vidder er det en helt igennem sansefuld rejse ind i et eksistentielt menneskes allerdybeste afkroge, og heri ligger filmens udtalte styrke. Årsagen til den store viden omkring Alexander Supertramps gøren og laden og de tanker, han gjorde sig, skal findes i den dagbog, som den spirende litterat skrev på undervejs, og som blev fundet ved en vraget bus i ødemarken i Alaska i 1992.

Inden da stødte han dog på flere personligheder, hvor hippieægteparret Rainey og Jan, teenageren Tracy samt lædermageren og enkemanden Ron har størst prægnans. De er med til at give Alexander et fornødent indhold i livet og adspredelse fra den ensomhed, der trods alt lurer rundt om hjørnet. Men den menneskelige deroute synes alligevel uundgåelig. På mange måder er “Into the Wild” en meget kompleks film, som opererer på et utal af niveauer, men alligevel er det svært at komme uden om, at filmen godt kunne have været betragteligt kortere og også bærer et vist præg af instruktørens forkærlighed for de enkeltstående scenerier.

Fortælleformen er stringent lineær, serveres som en række kapitler i livets bog og fattes derfor et ydre drama, som kan holde dampen gående i længere tid ad gangen. “Into the Wild” er et fascinerende og sensitivt portræt af et følsomt og plaget individ, garneret med varme og kærlighedsfulde delhistorier undervejs. Desværre mangler der svar på en række af livets spørgsmål. Men den manglende forløsning minder nok i virkeligheden en del om den følelse, de efterladte må sidde tilbage med på baggrund af udviklingens forløb.

Video

“Into the Wild” præsenteres visuelt i et ganske prangende anamorphic widescreen 2.40-format, som på det nærmeste er uden ridser i lakken. Enkelte er der dog i de ganske få tilfælde af edge-enhancement, som kan bemærkes i et par af filmens lysere scener. Digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger er der til gengæld ingen af, og det skarpe look oppebæres i øvrigt af et flot farvevalg og en solid kontrast.

Audio

Største attraktion ved det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydformat er uden tvivl de stemningsfulde sange, som er skrevet af ingen ringere end frontfiguren fra Seattle-bandet Pearl Jam, Eddie Vedder. Men filmen er dog også på andre måder præget af et vellykket auditivt udspil, hvor dialogen er både tydelig og uden overstyringer, effektlydene er distinkte, og atmosfæren detaljerig. Og så er det ingen skam, at der også har indsneget sig flere vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Udgivelsen indledes med trailere for “Drageløberen”, “Margot at the Wedding” og “Stardust”. I supplement forefindes en trailer for “Into the Wild” samt de to længere featuretter “Into the Wild: The Experience” og “Into the Wild: The Story, The Characters”, som begge igennem interviews og bag om kameraet optagelser dissekerer filmens tilblivelse samt den autentiske histories originalforlæg. Jævnt, men ikke uden substans.

Betagende rejse i vildmarkenDet festlige substantiv vild indgår ganske vist i filmtitlen “Ind i vildmarken”, men vildbasser og festaber vil ikke finde meget at more sig over i Sean Penns eftertænksomme, dvælende værk – den fjerde og uden sammenligning bedste spillefilm, Penn har begået. Den snart 48-årige herres produktioner er alle blevet beskyldt for at være uengagerende, kyniske stiløvelser… kostelige forsøg på at give Penn afløb for sine egocentriske impulser. Sludder og vrøvl. Kun en følelsesladet filmmager med et urokkeligt overblik og hjertet på rette sted kunne have stablet et projekt som “Ind i vildmarken” på benene.

Penn er slet og ret en født historiefortæller, og denne gang har han kastet sig over en historie fra det virkelige liv: Fortællingen om den populære, intellektuelle ungkarl Christopher McCandless, som i 1990 efterlod et liv i sus og dus finansieret af sin succesrige families formue for at starte på en frisk. Han donerede sin enorme opsparing til velgørenhed, ødelagde alle sine betalingskort og ændrede sit navn til Alexander Supertramp, før han drog af sted uden en krone på lommen eller et kort i tasken. Men i modsætning til de fleste filmiske odysseer er dennes endemål ikke protagonistens hjem, men derimod Alaskas golde ødemark, som knægten er stærkt tiltrukket af. Det er i Alaska, Christopher mener, at han kan opnå den spirituelle sjælefred og sindsro, som han længes efter.

Man forstår udmærket godt Penns fascination af Christopher McCandless. Begge er kompromisløse, determinerede mænd, der intet har tilovers for et samfund, de betegner som en materialistisk og overvejende kynisk institution. McCandless takkede i sin tid jævnligt nej til hæderspriser i skoledagene, og Penn mødte næsten modvilligt op for at hente sin Oscar i 2005. Penns fascination af og respekt for McCandless er også evident igennem hele filmen, som dog ikke undlader at portrættere de mange fejltagelser, McCandless begik under sin lange rejse. Den 21-årige mands enorme entusiasme gjorde det ofte svært for ham at spotte naturens faretruende kræfter, og hans naivitet endte med at koste ham dyrt.

“Into the Wild” er mildest talt en prisværdig og veltimet hyldest til idealistisk vovemod i en tid, hvor der netop synes at være utallige faktorer, der så gerne vil diktere, nøjagtig hvordan man bør agere. Nogle vil måske mene, at McCandless var en narcissistisk tåbe, der fik, nøjagtig hvad han fortjente, og i så fald bør man lade filmen være i fred. Der er dog absolut ingen falskklingende replikker, sukkersøde sidehistorier eller spor af usmagelig Hollywood-nonsens, der forsøger at tvinge McCandless op på en højtravende piedestal, som han ikke har fortjent at betræde.

Penn, der også forfattede manuskriptet, behøver ikke at forfalde til billige filmiske virkemidler for at bevæge, og bevægende er filmen i allerhøjeste grad. Musikken af Michael Brook og Eddie Vedder komplimenterer ydermere filmen fornemt. De stemningsfulde og generelt melankolske sange er smagfulde og iørefaldende, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de var komponeret af McCandless selv. Visuelt har Penn tydeligvis også ladet sig inspirere af sit store idol Terrence Malicks glitrende CV. Filmens mangfoldige scenerier er simpelthen betagende.