Independence Day 2: Resurgence

InstruktionRoland Emmerich

MedvirkendeJeff Goldblum, Bill Pullman, Liam Hemsworth, Maika Monroe

Længde119 min

GenreSci-Fi

IMDbVis på IMDb

I biografen23/06/2016


Anmeldelse

Independence Day 2: Resurgence

4 6
Halvfemserne angriber igen

Nu er de tilbage. Med eksplosive angreb på USA og andre dele af Jorden. Jeg taler om Roland Emmerichs filmhold, der inviterer til kitschet halvfemserfest. Det er dog hverken Aqua eller Gigi D’Agostino, som spiller for. Det er derimod Jeff Goldblum og Bill Pullman, der fører an for et cast, som siger ting som: ’Lad os sparke noget alien-røv.'

Og det er en ret sjov rumfest. For på trods af de onde udefra igen skyder med grøn laser ned imod Jordens seværdigheder lige omkring den amerikanske uafhængighedsdag, så er det ikke en særlig uafhængig sequel. Det er en fortsættelse, der konstant og ironisk blinker tilbage imod 1996. Dengang hvor Will Smith skød moderskibet ned med sin sentimentale badboy-attitude. Han er nu skrevet ud og erstattet af Hiller Jr., der mangler Smiths ‘Big Willie Style’. I stedet er Liam Hemsworth forfremmet til charmerende pilotrøv sammen med et nyt globalt cast.

Det, der gjorde “Independence Day” til noget nyt for præcis 20 år siden, var ikke kun, at hele Jorden blev smadret i ‘Big Roland Style’. Det var også det globale udsyn. Udgangspunktet var godt nok igen Hollywoods USA, men det bevægede sig også rundt til resten af verden. Og så var hele USA repræsenteret. Fra den hvide præsident over den sorte pilot til den latino-amerikanske trailer-familie. Det var De Forenede Staters film. Næsten. Halvfemserne var ikke parat til homoseksuelle og aktivt handlende kvinder. Nu er inklusionen total. Her er en kvinde i Det Hvide Hus og i cockpittet. Her er endda en afrikaner, der taler, og to gamle, søde bøsser, der står for den mest rørende scene her i “Resurgence”.

Der er også en masse kommercielt kloge kinesere, der endda får lov til at få en egen storby smadret af Emmerichs aliens. Og så er der patriotiske trompeter, når Bill Pullmans eks-præsident taler om menneskehedens viljestyrke. Han er ramt af krigstraumer fra den første rumkamp, der har efterladt en masse forældreløse børn tilbage, som nu skal kæmpe deres egen krig for uafhængighed. Og så er der naturligvis Jeff Goldblum. Han har overlevet møder med en T-Rex og et angreb fra det ydre rum. Alligevel er han ikke i tvivl: ’Det er helt klart større end det sidste,' siger han, da det nye rumskib viser sig.

Denne gang skal han ikke overbevise alle om, at der er noget farligt på færde. De ved det. USA er blevet angrebet én gang. Nu forsvarer de sig med ny rumteknologi. Men hvad gør det. Alle ved jo, at en ond Dødsstjerne fra rummet har et skjold, der ikke kan skydes igennem. Derfor må hele Jorden ødelægges igen. Det gør Emmerich ikke så kønt. Massefylden på hans containerskibe er som pap. Bedre er det i rummet, hvor Liam H fører an i en rumkrig, der næsten ville gøre Luke Skywalker jaloux.

Erfaringen er den største forskel fra 1996 til 2016. Vi vidste, at de ville vende tilbage. Derfor er der ikke så meget handling på landjorden, men derimod mere hård sci-fi, selv om endnu en hund skam reddes, og en søn får lov til inderligt at råbe: ’Nej, mor, neeeeeej,' da Emmerichs angreb rammer. Den er helt klart større end den første. Og næsten lige så god.


Trailers

Kort om filmen

Vi vidste, at de ville komme tilbage. Efter “Independence Day” redefinerede genren, leverer dette næste kapitel en global katastrofe af utrolige dimensioner. Ved brug af rumvæsenernes egen teknologi har alle klodens nationer samarbejdet om et enormt forsvarsprogram for at beskytte jorden. Intet kan dog forberede os på rumvæsenernes avancerede og hidtil usete styrke, og kun opfindsomhed og snilde kan redde os fra udryddelsens rand.