Spillefilm bliver ikke meget mere tåbelige end tyskfødte Roland Emmerichs “Independence Day”. Til gengæld bliver de heller ikke meget mere underholdende. Den pompøse blockbuster, som tolv år efter premieren fortsat rangerer blandt verdenshistoriens tyve bedst indtjenende film, er plat, pladdersentimental og mere cheesy end et mejeri. Men filmen er alligevel så charmerende, at dens fejltagelser er lette at leve med. Og i modsætning til så mange andre nutidige, effektspækkede Hollywood-produktioner er “Independence Day” gennemsyret af afvæbnende, godhjertet humor, og den er tilmed befolket af sympatiske karakterer.

Igennem godt og vel to timer følger vi en håndfuld mænd og kvinder før, under og efter et storstilet angreb på planeten af krigeriske rumvæsner, og destruktionen af USA’s storbyer er et visuelt og auditivt sansebombardement, som stadigvæk gør indtryk. Billederne har selvsagt ekstra slagkraft i dag ovenpå adskillige destruktive terrorhandlinger siden biografpremieren.

Noget, der får “Independence Day” til at adskille sig fra ringe, nyproducerede effektorgier som “Transformers”, er, at historiens mange handlingstråde sammenvæves på tilfredsstillende vis. Vi har ikke just at gøre med science fiction-genrens svar på “Magnolia”, men hvert eneste af filmens mange forskellige forløb er tilstrækkeligt spændende, og de komplimenterer alle hinanden godt. Det er dog en skam, at figurerne ikke har særlig megen personlighed. Størstedelen af personerne er forholdsvis todimensionale arketyper, der aldrig for alvor træder en fod forkert. Men ensemblet er spækket med karismatiske, yderst habile skuespillere, som let og elegant fjerner opmærksomheden fra de ofte gumpetunge replikker og talstærke klicheer.

Samtidigt kan man tydeligt mærke, at filmmagerne nærer stor respekt for og kærlighed til persongalleriet. De lader ikke personerne falde på halen for at fremprovokere letkøbt kluklatter, og det er endda lige før, man tager sig selv i at applaudere den amerikanske præsidents sukkersøde inspirationstale. Med en smule mere vægt på karaktererne og historiens gruopvækkende alvor, havde filmen måske endt som en genreklassiker med samme emotionelle slagkraft som Spielbergs rystende “War of the Worlds”. Midterdelen halter lidt, men både filmens begyndelse og slutning udgør noget af det mest medrivende og teknisk raffinerede, genren endnu har disket op med.

VideoFilmens storladne billeder var en fornøjelse at beskue på det store lærred, og dvd-udgivelsen formåede ikke tilnærmelsesvis at gengive den oplevelse, man i sin tid fik i biffen. Så naturligvis har forventningerne til denne BD-udgivelse været astronomiske. Men ak… billedsiden skuffer. Selvom der langtfra er tale om et horribelt transfer, burde en grandios kassesucces som “Independence Day” have set bedre ud i High Definition. Billedet er aldrig virkelig uskarpt, men på den anden side er billedet sjældent knivskarpt. Edge-enhancement optræder sjældent, og det brugte negativ har ikke været helt pletfrit.

Farverne virker til tider en smule matte, mens de andre gange virker oppumpede. Hudfarver har en tendens til at være lidt lyserøde, men heldigvis svinger farvetemperaturen aldrig kraftigt, og farverne er som regel naturtro. Kontrastniveauet er generelt tilpas, og hverken udtværing eller komprimeringsfejl (to ting, som hærgede den danske dvd-udgivelses transfer) optræder. Mange totalbilleder byder også på en vældig detaljerigdom. De flotteste scener er udendørsscenerne, som byder på de stærkeste farvenuancer. Desværre ser filmens effektspækkede skud oftest uimponerende ud – de er tit grynede og en smule slørede.

AudioMan forventer naturligvis, at en film som “Independence Day” udstyres med et aggressivt lydspor, der sætter ethvert anlæg på en prøve. Det gør skivens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix vitterligt også. Men sporet er faktisk en tand for aggressivt, og det kommer ikke som en overraskelse, at filmens lydmænd siden premieren har indrømmet, at enkelte dele af lydsiden var for prominente. Højtalerne mønstrer ofte slagkraftige lydeffekter og subwooferen producerer en masse dyb rumlen, der en sjælden gang imellem gør det svært at tyde dialogen. Men hvis man skruer ned for LFE-kanalens output, bliver filmoplevelsen mere fornøjelig. Der figurerer ingen former for støj, lydbilledet er spækket med subtile, auditive spidsfindigheder, panoreringerne er fornemme, og lyden virker aldrig spids. En bedre balance mellem lydsidens elementer havde sikret sporet topkarakter.

EkstramaterialeProduceren Dean Devlin og instruktøren Roland Emmerich, som sammen forfattede manuskriptet, har indtalt et kommentarspor. De to herrer holder desværre flere pauser, og de tager deres egen film alt for seriøst. Der bliver disket op med en håndfuld interessante anekdoter, men dette kommentarspor vil formentlig udelukkende være af interesse for filmens største fans. Det andet kommentarspor er med filmens effektmagere, og det er naturligvis meget teknisk, men også forbavsende fascinerende. Sporet er sjældent tørt, og hvis man er interesseret i special effects, vil man garanteret sætte stor pris på teknikernes ytringer. Hvem havde dog troet, at der kun var hyret ni mennesker til at lave filmens computereffekter?

Lidt i samme dur er et såkaldt triviaspor – når dette aktiveres, popper der en masse særdeles informativ tekst op undervejs omhandlende filmen. Der er også inkluderet et Java-spil, som hedder “Alien Scavenger Hunt”. Spillet handler om at finde udvalgte objekter under filmen. Man styrer et sigtekort via fjernbetjeningen og trykker så på objekterne, når de dukker op. Næppe et spil, man prøver mere end én enkelt gang…

Ydermere er der inkluderet fire trailers til “Independence Day” og en enkelt til “Fantastic Four”. Disse præsenteres alle i 1080p. Man kan også bogmærke ens favoritscener, men skiven er udstyret med en langt sjovere funktion: “Keyword Search”, som giver seeren adgang til en enorm liste over diverse navne og ord, og via denne liste kan man så springe direkte frem til et særligt øjeblik i filmen, der har at gøre med det valgte ord. Herlig idé.